Læsetid: 3 min.

Kultur og erhverv indgår nye netværk

Nye initiativer fra Kultur- og Erhvervsministeriet skal få kultur og erhvervsliv til at udnytte hinandens kompetencer bedre
11. januar 2002

Sæt kunstnere og erhvervsfolk sammen og se, hvad der sker. Det er tanken bag et par nye initiativer, der skal udnytte Danmarks kreative potentiale.
Projekterne er udløbere af en rapport, der netop bar navnet Danmarks kreative potentiale, som blev fremlagt af Kulturministeriet og Erhvervsministeriet i 2000. Heri forslog de to ministerier 13 tiltag for at styrke udviklingen af Danmarks kreative industrier, de såkaldte kulturerhverv.
Og nu er de første af projekterne ved at blive lanceret. Det drejer sig blandt andet om NyX, et netværk, der skal samle folk fra erhvervs- og kulturlivet overalt i Danmark. Hertil kommer et planlagt hus for ’kulturelle iværksættere’, som skal ligge på Holmen i København.
Mens NyX er parat til at gå i gang med arbejdet så snart finansloven er på plads, leder de to ministerier stadig efter et firma til at stå for driften af iværksætterhuset. Opgaven er for tiden i udbud.

Inspireret af udlandet
Både NyX og iværksætterhuset på Holmen er inspirerede af ideer fra udlandet. Særligt i England har man haft gode erfaringer med at lade kultur- og erhvervsliv arbejde sammen.
De konkrete samarbejdsmuligheder er meget brede og spænder fra, at virksomhederne bruger kulturen som en form for medarbejderpleje til, at virksomheder og kulturliv udveksler erfaringer omkring opbygning af nye organisationsformer. Den grundlæggende ide i samarbejdet er, at kulturlivet og erhvervslivet gensidigt kan give hinanden kompentencer, som typisk kun findes i den ene gruppe.
Hvad angår NyX siger den ansvarlige kontorchef i Kulturministeriet, Per Voetmann, til Information, at »målet er at skabe en mødeplads, så kulturlivet og erhvervslivet kan udvikle et fælles sprog.« Og det er nødvendigt, mener han.
»Kulturlivet har en masse at lære erhvervslivet om kreativitet og innovation, mens erhvervslivet kan lære kulturlivet noget om at drive forretning. Så der er et stort potentiale for samarbejde. Men i dag taler de to grupper ofte forbi hinanden.«
Den betragtning deles af Julius Nørbo, der er direktør for NyX. Han har hidtil været ansat i Kaospiloternes konsulentfirma, k-fab, som sammen med revisionsselskabet Deloitte & Touche og virksomheden Copenhagen Eventures vandt konkurrencen om at lede NyX.
Nørbo og NyX’s opgave bliver at gøre NyX til den centrale node i et netværk af mindre danske organisationer, der allerede i dag i det små arbejder med at fremme integrationen af kultur og erhverv.

Erhvervsliv afventende
For der findes i dag organisationer, der eksempelvis formidler kontakt mellem kunstnere og virksomheder, så virksomhederne kan blive inspireret af kunstnernes arbejdsformer.
»Men det eksisterende samarbejde er ikke særligt veludviklet. Derfor er der brug for et mere ambitiøst netværk som NyX,« siger Julius Nørbo.
Der har imidlertid indtil videre både fra erhvervslivet og kulturlivet været en vis skepsis over for et stigende samarbejde på tværs af de gamle grænser. Ifølge Per Voetmann fra Kulturministeriet vil virksomhederne gerne vente og se, hvad de rent faktisk kan lære af kulturlivet, før de for alvor går ind i samarbejdet. Julis Nørbo er enig.
»Virksomheder er jo enormt bundlinje-orienterede, og det kan umiddelbart være svært at opgøre, hvor meget mere kreative ens medarbejdere er blevet ved, at man har haft et par kunstnere inde og snakke,« siger han. Det er blandt andet det, revisionsfirmaet Deloitte & Touche skal hjælpe med at få sat på formel.
Hertil kommer, at NyX for at overbevise virksomhederne om, at det kan betale sig for dem at indgå i et samarbejde, har oprettet det, de kalder en ‘mentor-ordning’.
»Ideen er, at store og toneangivende virksomheder, der allerede har set det smarte i samarbejdet, kan fortælle deres underleverandører om fordelene ved at trække på kulturlivet. For de store virksomheder er gevinsten, at de på den måde kan bidrage til at gøre deres leverandører mere innovative og omstillingsparate,« forklarer Julis Norbø.

FAKTA
Startpenge
*NyX får tre mio. kr. over tipsmidlerne til at starte netværket op. På længere sigt skal organisationen være selvfinansierende.
*Det 1.000 m2 store kulturelle iværksætterhus på Holmen får et engangsbeløb på 7,5 mio. kr. fra Erhversministeriet. Hertil kommer fem mio. kr. om året i tre år fra Kulturministeriet. Huset skal være selvfinansierende på sigt.
*Begge projekter er afhængige af, at de ikke bliver skåret væk i den ny regerings finanslov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her