Læsetid: 3 min.

Kulturarv som slumretæppe

Det Kongelige Teater genopsætter ‘Et Folkesagn’, som burde have været underkastet en ordentlig revision før vi skulle se den påny i repertoiret
14. januar 2002

Ballet
Udgangspunktet for August Bournonvilles ’Et Folkesagn’ er den store koleraepidemi i København i 1853. Som bekendt behøver man ikke at dø af kolera, med mindre man lever i slum og sjældent spiser sig mæt. Så det strabadserede udtryk ’guldalder’ gjaldt ikke for alle balletmesterens samtidige – hvilket kunne være et af de mulige udgangspunkter for en alvorlig beskæftigelse med balletten.
Der er en høj stemning af glæde i ’Et Folkesagn’, over at være til, i Danmark, i skoven med kæmpehøjen, som også gennemstrømmer Gades og Hartmanns musik.
Måske er det den susende lykkefølelse, der fylder den levende i dødens umiddelbare nærhed.
Maleren Ejnar Nielsen, der malede tuberkuløse unge i det jyske Gjern i slutningen af det 19. århundrede, skriver et af sine mest ekstatiske breve med en svimlende oplevelse af det jyske landskab, da han just har forladt ’den syge pige’. Dette kunne ligeledes være en nøgle til balletten.
Tiden for ’Et Folkesagn’s premiere, foråret 1854, er også interessant. Endnu red man på den nationalistiske bølge efter treårskrigene, men landet styrede bevidstløst mod afgrunden i selvovervurdering: I billedkunsten har man et godt vidnesbyrd om den manglende forståelse af de europæiske styrkeforhold i Bissens ’Istedløve’.
Nemesis lå ikke langt borte, blot et tiår skulle dertil, før landet blev næsten udraderet.

Oprør savnes
Den version af ‘Et Folkesagn’, Det Kongelige Teater kører videre med i denne tålmodighedsbelastende genbrugssæson, er en fornærmelse mod Bournonville. Iscenesættelsen giver ingen personer dybde, og koreografisk er der heller ingen værdier at finde.
Havde man ikke én enkelt gang i år 2001, ved Sorella Englunds og Nikolaj Hübbes geniale fortolkninger i ’Sylfiden’ genvundet troen på, at Bournonville er mere end glansbilleder og genforeningsplakater, ville man efter de første to genopførelser af ’Folkesagnet’ sværge på, at hans balletter må begraves og glemmes, hellere før end siden.
Men det er ikke Bournonville, der er noget i vejen med. Uden at trolde skulle det være muligt i disse Harry Potter/Ringenes Herre-tider at skabe et interessant univers, hvor de gode kæmper med de onde.
Ingredienserne er der: en ridder, de underjordiske, to piger, der er hinandens ret-og-vrang, et bæger, der bringer bud imellem kæmpehøjen og slottet.
I stedet får man komplet ufarlige elverpiger og et muppet show fra fru Planes Institut. Hvorfor skal troldfolket ikke være det mindste lillebitte stykke farlige?
Og hvem siger, at de kun skal danse den mest kluntede hop-sa-sa? Jeg ville da tro, at til de overnaturlige evner hørte også den at springe som Nijinskij og flyve som Barisjnikov. Er elverpiger ikke vægtløse, måske?
Der kunne anlægges andre vinkler: Bournonville placerer sin handling midt i det 16. århundredes Jylland. Det vil sige, en femogtyve år efter Den tyske Bondekrig, eller på de tider, hvor Pieter Brueghel maler sine billeder af en bondeverden, der emmer af kropslighed, sex og styrke.
Der er forsåvidt ingen grund til, at alle de jyske bønder skal ligne små Irma-piger og drenge og være totalt glade for deres herremænd. Når man i et glimt ser Mortens Eggerts flabede vrængen, tænker man, at de da gerne allesammen måtte være en smule obsternasige, før de falder til patten og applauderer brudevalsen.

Instruktion en ynk
’Et Folkesagn’ er en dybt problematisk ballet, næsten udelukkende en mimisk affære uden danseoptrin. Noget er lagt ind i tidens løb, men harmonisk er resultatet ikke.
Personinstruktionen er en ynk, og et helhedssyn på de magter, Bournonville besværger i sin handling, leder man med lys og lygte efter. Det vil ikke være retfærdigt at hænge de involverede dansere ud, når de i den grad er ladt i stikken af denne forestilling og dens kulørte fladhed.
Den kommende balletchef ønsker at placere Den Kongelige Ballet blandt de fem bedste i verden. Man hører det gungrende ekko af Allis Hellelands ambition om at bringe Statens Museum for Kunst op blandt universets ti bedste kunstsamlinger.
Man må håbe, Frank Andersen når længere end Kunstmuseets direktør i sit rekordforsøg!

*August Bournonville: Et Folkesagn. Musik: Niels W. Gade og J.P.E.Hartmann. Scenografi: Dronning Margrethe II. Koreografisk bearbejdelse og iscenesættelse: Anne Marie Vessel Schlüter og Frank Andersen. Det Kongelige Teater 11. og 12. januar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her