Læsetid: 5 min.

Kunsten rykker på Bryggen

Islands Brygge er blevet et mekka for samtidskunst. Fem gallerier er rykket herud. Og til marts støder et sjette til. Her kan opleves nybølgekunst med visuel sprængkraft i afslappede rammer
24. januar 2002

Udstillinger
Cigarføringen er høj. Pressemeddelelserne føres på engelsk hos Tommy Lund og Nicolai Wallner m.fl. De to gallerier har base oven over Brugsens varelager i den store gård på Islands Brygge. I de rå lokaler zoomer man ind på frisk, ung kunst fra Danmark og udlandet. For tiden er kunstnerne fra Danmark. Konkretkunst i form af malede, poetiske bogstavlege, der sætter allehånde associationer i gang i betragterens hoved, hænger hos Wallner til venstre. Det er tegn, symbol og signal, det drejer sig om. Den anarkistiske, samfundskritiske kunstner Christian Schmidt-Rasmussen, der p.t. har indtaget galleriet, har forladt sine syrede malerier med indlagte fortællinger, som kendetegnede ham i 90’erne, til fordel for et konkret maleri, hvor han leger med bogstaver i stærke farver.
Der er hilsner til bl.a. bogstavkunstneren Poul Pedersen m.fl., som igennem årtier har taget bogstavet bogstaveligt. Ord som SEX, l’amour toujours, Jeg er fri, Nøgne voksne optræder hos Schmidt-Rasmussens, og det tager tid at afkode billederne, for det er en genuin leg med farver og former, som får billederne op at svinge.
Det er en slags selvportrætter, disse digt-malerier med pop-aura, der i første omgang præsenterer sig som visuel underholdning, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være subtile tilværelsesudsagn. Malerierne peger fremad for maleren, der under disse strengere former har formået at bevare sin humor og brod.

Plasticitet i pap
I mellemgangen ses et stærkt hold piger, som tydeligvis har moret sig meget, da de skabte deres mikro-universer i pap. Det er Lone Bank, Christina Malbek og Tanja Rau, der bl.a. har fremstillet et pap-relief, som forestiller en by med kriminalitet, druk, og vellevned. Kunstnernes navne indgår morsomt i relieffet: Der er en færge, som hedder Malbek, en bod sælger smykker – herunder ’rau’ og der er naturligvis en ’Bank’ i byen. En række papkasser, som er stablet oven på hinanden rummer små perspektivkasse-universer. Det hele er minutiøst udført med søjler, borde, biler på højkant, katastrofesituationer uden mennesker. Det er en anderledes uprætentiøs kunst i pauvre materialer.
Kunstnerne er både kritiske og politiske: De forsøger at fremvise den forlorne og glitrende kapitalistiske vareverdens vrangsider i pap!

Mareridtsarkitektur
Pia Rönickes motivkreds har i længere tid været helliget arkitektur, såsom drømmearkitektur, utopier om en anden organisering af byrummet, bl.a. med indførelse af naturelementer. Rismarker oven på højhuse, f.eks. Disse værker er computermanipulationer. I hendes nye videoværk til Tommy Lund, går hun anderledes dokumentarisk til værks: Hun undersøger i sin video bydelen Bredäng, et forstadsbyggeri fra 60’erne sydvest for Stockholm. Bebyggelsens opførelse følges i sort-hvide optagelser i den ene af splitskærmens to dele, i den anden vises vi rundt i dette kvarter, hvis sociale netværker står meget stille.
60 forskellige nationaliteter bor der. Stemmeprocenten er maksimalt 50, hele byggeriet er misforstået planhumanisme tænkt ovenfra og ned. Det er, som var der tale om en skulpturpark, der ses fra oven – fra planlæggernes side. Et stort butikscenter er ved at kvæle de små forretninger i byggeriets midte.
Rönicke spørger med filmen til, hvordan man kan bygge demokratiske og kreative boliger, der giver magten og indflydelsen tilbage til beboerne? Det er således en undersøgelse af arkitekturens betydning for de sociale strukturer og det almindelige menneskelige velfærd, og som sådan ligger værket i forlængelse af den danske kunstnerduo CUDIS bestræbelser på at penetrere og omdefinere sociale strukturer i Vollsmose i Odense. Men det er en kedelig omgang arkitektursociologi som hellere burde udstilles på Holmen.
Den unge billedhugger René Schmidt har løst en forunderlig og svært underholdende opgave: At lave helt nye former i ganske utraditionelle materialer. Med udstillingen »limbo« – dette hverken-eller-sted, Helvedes forgård etc. – mødes mærkværdige materialer bemalet i stærke signalfarver.

Plastik fantastik
Man må gnide sig i øjnene for at fastholde dette futuristiske, graffitiagtige værk, som han har formet på klassisk maner, begyndende med lermodeller, som han enten støber efter i glasfiber, eller som fremkommer ved opvarmede polyesterplader, der ofte har fortrykte motiver, og som udsættes for et vakuumpres, der suger pladen ned omkring formen. Det er håndværk og industriproduktion i ét.
Således mimer Schmidt på den ene side industriens massevarefremstillinger i disse munter og sære skulpturer og objekter, der fremstår strømlinede og quasi-funktionelle, og som også minder om virtuelle 3-D former på computerskærmen, og på den anden side arbejder han som en kunstner med formen, som han beslutter sig for med hænderne.
En hel lille manual, hvor de forskellige objekter defineres, følger med udstillingen. Som var der tale om regulære brugsværdier. Det lange værk Pong hænger som et rumfartøj i hele udstillingsrummets længde. Det fremstår som et samlesæt for legebørn, der kan føje moduler sammen efter forgodtbefindende. Det er en ganske anderledes, visuel orden, som her mødes i galleriets hvide kube. En video med mange, æstetiske lag, knytter de sære objekter sammen i et munter visuelt, billedflow, akkompagneret af muzak, som vi kender den fra supermarkeder og tøjbutikker.

Apartments
Miriam Bäckström er en svensk fotokunstner, der har opnået betydelig, international anerkendelse for sine spøgelses-settings, af f.eks. lejligheder, hvor en person er død for nylig, eller af filmkulisser, der fremstår som faktiske miljøer, men som i den enkelte detalje viser sig at være iscenesatte universer. Hun er en raffineret foto-tænker, der ikke desto mindre synes mindre spændende i hendes nyeste værker »Apartments«, bestående af 20 indrammede fotografier i samme format (48 x 55 cm).
Her ser vi ind i mere eller mindre celebre, personforladte interiører, der fremstår med en grad af uorden og unheimlichkeit, som tyskerne siger. Der står en ensom støvsuger i et rum, der kan ligge en klud på gulvet, der ligger glemt legetøj i stuen. Gab! Der er tegn på, at lejlighederne er blevet forladt midt i en munter aktivitet, at noget fatalt er sket. Nogen er kaldt bort midt i et forløb. Netop i dette uforklarlige, personforladte, men meget personlige univers, som et hjem jo udgør, ligger fotografiernes lidt fortænkte pointe. Vi har som publikum fået adgang til det forbudte, vi snager i andres død for at finde en plausibel forklaing. Det er raffineret i al sin enkelthed.
Den 1. marts støder endnu et galleri til på Islands Brygge. Kunsthistorikeren og kuratoren Christina Wilson åbner et galleri på 250 kvm i Sturlasgade. Første udstiller bliver Kirstine Roepstorff, herefter følger navne som John Kørner, Ulrik Møller m.fl. Islands Brygge er blevet et permanent bydelsforsøg for kunsten. Der er al mulig grund til at sætte sig op på jernhesten eller ind i en buslinje 40.

*Christian Schmidt-Rasmussen: Malerier. Lone Bank, Christina Malbek og Tanja Rau: Mirakler 3. Galleri Nicolai Wallner. Til 23. feb.

*Pia Rönicke: A Place Like Any Other. Galleri Tommy Lund. Til 25. feb. Begge i Njalsgade 21, bygn. 15, Kbh. Begge ti.-fr. 12-17, lø. 12-15.

*René Schmidt: limbo. Galleri Gustaf Gimm, Njalsg. 21H. Til 23. feb. Ti.-fr. 12-17. lø. 12-15

*Miriam Bäckström: Apartments. Nils Stærk, Njalsg. 19C. Til 9. feb. To.-fr. 12-17, lø. 12-15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her