Læsetid: 5 min.

Kunstens nye legeplads

Et nyt over 7.000 kvadratmeter stort center for samtidskunst, Palais de Tokyo, er netop åbnet i Paris. Det har et begrænset offentligt budget og sponsorering fra et cognacfirma. Hvad bliver der af kunsten på markedsbetingelser?
31. januar 2002

Kunstbygning
PARIS – På vej til det nye kunstcenter Palais de Tokyo, krydser jeg den brede Avenue de Président Wilson og undgår med nød og næppe de jaguaer, porscher og landrovere, der er så typiske for det rige 16. arrondissement.
På den brede midterrabat ligger tre hjemløse henslængt på beskidte vattæpper, to af dem kysser hinanden forelsket, og en overskåren vandflaske gør det ud for tiggerskål. Få meter derfra har en af områdets beboere sirligt stillet en kasse med aflagt tøj, tasker og køkkentøj. En venlig sjæl har hængt en rød frakke, på bøjle op på et parkeringforbudtskilt.
Inden jeg træder ind af porten i den monumentale facade på bygningen fra 1937, der er den siamesiske tvillingesøster til den bygning der rummer Musée d’art moderne, når jeg lige at tænke, hvor svært det er for kunsten at leve op til virkeligheden. Men i samme øjeblik indrømmer en anden tanke, at kunsten gennem årene har farvet mit blik på det, jeg ser udenfor. Kunst og virkelighed. Kunstneren og publikum. Hvem ser på hvem?

Palæ-revolution
Hvis man skal beskrive den overordnede vision for det nye kunstcenter, så handler den netop om denne kontakt mellem nutidskunsten og publikum. De to direktører og tidligere freelance-kuratorer, den 36-årige Nicolas Bourriaud og den 41-årige Jérome Sans, tog allerede for tre år siden offentligt en fælles beslutning om at fjerne så mange barrierer som muligt. Både mellem kunstfraktioner indbyrdes, men også mellem en kunst, der ofte erklæres for vanskelig tilgængelig, og et publikum, der hægtes af, fordi der ikke er tid til at følge med.
Et år efter tog den franske stat dem på ordet og gav dem til opgave på fem år at opbygge det nye center og starte udstillingsvirksomheden. Kodeordene er fleksibilitet og mobilitet, mantraet er globalisering, og visionen er at gøre den kunstneriske proces gennemskuelig.
Kunstcentret som statminister Jospin indviede mandag formiddag er åbent fra 12 middag til 12 nat, så det kan besøges efter arbejdstid, ganske som et teater, en biograf eller en koncertsal. Restaurant, bar og butik er fuldgyldige dele af centret, sceneskiftene mellem de forskellige udstillinger er lige så offentligt tilgængelige som udstillingerne selv, og ironien er allestedsnærværende. For eksempel er de store vinduer ud mod Avenue Wilson dækket af den schweitziske kunstner Beat Streulis kolossale fotografier af almindelige menneskers ansigter, der både ude- og indefra fungerer som glasmalerier. Så er der da ingen tvivl om, at man her træder ind i kunstens hellige haller.

Kunstens rum
Og haller kan det roligt kaldes. Arkitekterne Anne Lacantin og Jean-Philippe Vassal, der siden 1993 er blevet verdenskendte på at have tegnet og opført et parcelhus på 183 kvadratmeter, for under 65.553 euro, har løst opgaven.
Det har de gjort ved at lade den byggeplads, der lå tilbage efter at forskellige projekter for palæets benyttelse var skrinlagt – forblive en byggeplads. Bygningens indre struktur er blotlagt, væggene står ikke alene nøgne, men nærmest afskrællede, de elektriske installationer er synlige, det ligner en fabrikshal og det hele bades i et underskønt ovenlys, der, mens jeg var til stede, skiftede fra skifergrå morgen og statsministertale til forårslys og tyst tom rumlighed, da hoffet var gået til frokost.
Det er i dette enorme rum, at kunstnere og kuratorer gebærder sig. Der er ingen vægge mellem de afdelinger, der udskiller sig ved stedets oprindelige arkitektur. Således kan udstillingerne ’smitte hinanden’, og det gør de så mildest talt også.

Smitte
Den første afsmitning, jeg konstaterede, var dog i forholdet mellem de hjemløse udenfor og Virginie Barrés ’skulpturer’, en lille dreng, der kryber sammen i et hjørne af garderoben, en kvinde faldet om, en truende sort mand stående, alle med en blodpøl under sig (lidt ligesom Trampedach i 70’erne).
Barrés skulpturer er del i den gruppeudstilling der indvier kunstcentret, en blandet landhandel på 20 styks unge håb fra hele verden, der med direktørernes ord udstikker de forskellige retninger udstillingerne fremover vil tage. Så der er lidt af hvert: lidt skulptur, lidt installation, lidt video, lidt foto, lidt lydkunst etc.
Det nordiske bidrag i form af Elmgreen og Dragsets powerless structures, et eksploderet fængsel i form af henslængte betonbrokker, ligger vitterlig kraftløst hen i et rum, der selv ligner en ruin.
Den sydafrikanske kunstner Kay Hassans installation Johannesbourg by day spiller sin musik så højt, at et film/videoprojekt ved siden af bliver nærmest uforståeligt, den amerikanske fotokunstner Naomi Fischers fotos af kvindekroppe midt i eksotiske planter, hænger ved siden af et Fuck the Artist maleri af Michel Majerus, ved siden af en tegneserie, over for en vægtegning som man selv må male videre på, foran Subodh Guptas Armanlignende skulptur.

Kunstformidling
Er de forvirret? Er det alvor eller ironi? Kan man vitterlig købe alle de plastikglitrende farvestålende sager på Surasi Kusolwangs markedsplads midt i det hele, eller er det kun for sjov? Skulle man være i tvivl om, hvad alt dette betyder, har centret også råd for det. I stedet for kustoder er der nemlig ansat adskillige unge og entusiastiske ’formidlere’, så man kan få kunsten forklaret. Og man kan således følge en rundvisning, der hedder »Jeg hader moderne kunst«, eller helt privat få forklaret den afrikanske kunstner Meshac Gabas installation under trappen, som udgør ’stuen’ i det imaginære afrikanske kunstmuseum, han langsomt er ved at bygge op rundt om på alverdens museer.
Til gengæld lykkedes det ikke min formidler at få mig formidlet, hvad retningen, der blev udstukket var, bortset fra at det var i alle retninger. Hvilket vel også er en slags retning.

Underholdning
Underholdende er det, ligesom det var underholdende, at de unge direktører ved 22-tiden om aftenen forvandlede sig til dj’s og inviterede kunstverdenen op at danse ikke på bonede, men betonglatte gulve. Og underholdende skal det være, for at få butikken til at køre rundt. Fleksibilitet, aktualitet, globalisering er som bekendt forjættende marketingsjargon. En jargon der på højst betænkelig vis dækker over, at det er lykkedes den franske stat at lave et forrygende low-budget kunststed, der låner med arme og ben fra en slags kunstnerisk destroy-romantik, og hvor både arkitekter og direktører legitimerer en manglende offentlig indsats som nyskaben.

*Palais de Tokyo, site de création contemporaire

*www.palaisdetokyo.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her