Læsetid: 2 min.

Kvinden, Polanski hyldede

Heller ikke Astrid Henning-Jensen fik støtte til alle sine film. Men alle havde hjertet med
11. januar 2002

(2. sektion)

Ukuelighed
En af Astrid Henning-Jensens største oplevelser – har hun engang fortalt – var, da filminstruktøren Roman Polanski pludselig stod ved hendes havelåge i den sjællandske by, Rønnede, og fløjtede.

Øjenudtrykket
Det, han fløjtede, var hovedmelodien fra en af hendes film, og huskes ikke galt, var det Ditte Menneskebarn over Andersen-Nexøs roman. Den havde han set som barn eller ung i Polen, og den var medvirkende årsag til, at han blev fanget ind af filmens verden og søgte på filmskolen i Lodz. Under et besøg i Danmark ville den nu internationalt anerkendte instruktør gerne takke sin danske kollega.
Hun boede ved Rønnede sammen med sin mand, Bjarne Henning-Jensen, som også var kollega. De var en institution ved danske filmpremierer og ikke så meget ved glamour og celebritet som nysgerrighed over for de nye film.
De havde været med så længe i dansk film, at man på en vis måde troede, de kunne leve til evig tid, men Bjarne Henning-Jensen døde i 1995 – og Astrid så forleden.
Hun var ganske vist – undskyld udtrykket – i ansigtet som et runkent æble, men det havde hun været i en menneskealder, og trods det havde hun et interesseret øjenudtryk, der fortalte, hvor ung hun trods alderen var.

Ikke intellektuel?
Den interesse var da også bærekraften i hendes filmprojekt, og boniteten af den var det, der adskilte hendes film fra 40’ernes og 50’ernes mange folkekomedier.
Hun var socialt og menneskeligt engageret, men havde så også et ’gen’, som pakkede budskaberne ind i underholdende gevandter, uden at det virkede alt for gemacht. Derfor er udtrykket ’pakkede ind’ heller ikke dækkende. En yngre kollega, der i modsætning til hende ikke lige havde fået filmstøtte det år, sagde engang, at han var sikker på, at »Astrids force er, at hun ikke er intellektuel.« Men så var hun vel alternativt intellektuel?

Mindre vellykket
Heller ikke hun fik alle sine projekter igennem. Et af dem, hun aldrig fik realiseret, handlede om en stewardesse, hvis mand var arbejdsløs, og hvilke dårlige bølger den omstændighed sendte gennem ægteskabet, hvor kvinden havde det spændende arbejde, og manden var den, der gik hjemme.
Det gik hende på, at filminstituttets konsulenter betvivlede projektet – ifølge hende selv pga. hendes høje alder. Det var i begyndelsen af 80’erne.
I 1995 instruerede hun sin sidste film. Det kan man kalde ukuelighed, selv om filmen blev mindre vellykket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu