Læsetid: 3 min.

Den lille mand og brevsprækken

Der står en lille mand og maler. Han er ikke rig. Men glad! Opfyldt af sine egne drømme. Men så kommer der brev fra kommunen
23. januar 2002

Aktivering
Den lille mand har altid været her. Det var ham, der slæbte de nedlagte dyr for de store jægere. Ham, der tog de døde bjørne på nakken og trak mammutter hjem, gennem tidsler og torne. Mens de lodne hulemænd fejrede rovet og høstede æren. Måske blev der også et lille ben til ham. Og – hvem ved – måske var det ham, der sneg sig ud i en afsides afkrog af hulesystemet og malede dyrene. Imens han drømte om jagt og ære? Måske var det ham, der skabte de billeder? Måske var det oven i købet forbudt og kunne koste ham modregning og indhug i dagens ration af fedtede lunser?
Senere i historien blev den lille mand sat til at dyrke herremandens jord. Hvorpå han knoklede et par århundreder i kapitalisternes skumle fabrikker, fik knapper på hjernen, blev ædt af maskinerne.
Det er den lille mands historie: Slid og slæb, år der gik, drømme, der aldrig gik i opfyldelse.
I dag er det anderledes: Nu er der velstand, velfærd og vellevned. Tragedien er forbi! Eller er den?
En kortfilm, produceret i Århus, fortæller en anden historie: Den lille mand lever – og har det skidt! Filmen hedder Aktiveret, varer lidt over seks minutter og handler om moderne arbejdsmoral. En trist historie. Morsomt fortalt.

Brev fra kommunen
Der står en lille mand og maler. Han er ikke rig. Men glad! Opfyldt af sine egne drømme. Levende i sin egen verden. Han arbejder. Han elsker det. Han er aktiv!
Men så kommer der brev fra kommunen: Den lille mand skal aktiveres!
Cyklen klager sig, i sort og hvidt, det knirker i pedalerne, det går mod tvang og trange tider. Den lille mand skal hugge paller i stykker, læs efter læs af paller, bjerge og bjergformationer – et endeløst landskab af dødt træ, der skal splittes ad. Danaidernes kar i moderne udformning. Arbejde for arbejdets egen skyld. Et job, der aldrig kan gøres færdigt!
Det er ikke en grov karl med en stenøkse, der tvinger ham til det. Ikke en ridefoged med pisk, ikke en tyk mand med cigar. Der er ingen andre end den ene lille mand i billedet. Alene med sit meningsløse job. Under opsyn af en anonym kommune.

Modstandsånd
Men magtesløs er han ikke. Tror han da! Optændt af modstandsånd sætter han ild til fabrikken, går hjem til sig selv – og maler videre.
Men brevsprækken er der stadig. Endnu en rudekuvert, lang og ond, kommer ind ad hans dør: Et nyt tilbud om aktivering!
Den lille mand melder sig for brandstiftelse. Og får endelig fred i en fængselscelle. Tror han da. Men så kommer kassen med klemmer, der skal sættes sammen. En uoverskuelig uendelighed af klemmer. Klemmer og atter klemmer.
Den lille mand tager sig af dage. Og finder arbejdsro himlen. Tror han da. Indtil han hører de kirkeklokker, der altid har kaldt de pligttro til samling – og til besindighed: Her maler man ikke. Her fryder man sig ikke. Man pudser glorier!

Urimeligt livssyn
Aktiveret er en film om det moderne Danmark. Flere af de kunstnere, der har deltaget i produktionen, har været den samme historie igennem. Har gjort god, gratis gavn for samfundet – og er blevet sat i aktivering. Ikke fordi der har været brug for det. Men for at tilfredsstille et forældet livssyn – hos mennesker, som aldrig har mødt de involverede. Det er ikke noget personligt. Det er kun for princippets skyld!
»Det livssyn er ikke rimeligt«, siger filmens instruktør, den 33-årige Henrik Normann. »Aktivering er ikke noget, man har fundet på for de arbejdsløses skyld. Det er ment som disciplinering af arbejdsstyrken: Folk skulle nødig gå hen og tro, at de arbejdsløse går rundt og har det for godt!«
Det tror man ikke efter at have set denne film. Alligevel håber man på en bedre verden. Også for den lille mand!

*Aktiveret er instrueret af Henrik Normann. Medvirkende: Olaf Højgaard. Støttet af Århus Filmværksted. Filmen deltog i CloseUp 2001 som én blandt 182 kortfilm. Vises sammen med 15 andre semifinale og finalefilm på DR2 i løbet af 2002

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu