Læsetid: 2 min.

LO: Blødt i bolden

Fine hensigtserklæringer, men intet om hvordan arbejdsmiljøet skal forbedres, siger LO efter møde med beskæftigelsesministeren
15. januar 2002

»Det er dybt beklageligt, at regeringen har fjernet arbejdsgivernes incitamenter til at gøre noget for arbejdsmiljøet og ikke har nogen konkrete initiativer at stille i stedet,« siger LO’s næstformand Tine Brøndum, der kalder beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) fremgangsmåde for »mærkværdig«.
I går havde Claus Hjort Frederiksen inviteret arbejdsmarkedets parter til et møde i Arbejdsmiljørådet. I en nedskrevet tale redegjorde han for sine bebudede ændringer på arbejdsmiljøområdet i slutningen af februar. Siden Hjort Frederiksens tiltræden er hans saneringsplaner for området blevet offentliggjort løbende. Indledningsvis sagde ministeren i går, at regeringen ønsker »en skarpere prioritering af arbejdsmiljøområdet« og at »arbejdsmarkedets parter skal have større indflydelse på og ansvar for arbejdsmiljøet«.
Derefter varslede han, at en række initiativer, som er sat i gang af den forhenværende socialdemokratisk ledede regering, skal ændres. Bl.a. skal arbejdsmiljøafgiften ophæves pr. 1. januar næste år. Alle arbejdsgivere har siden 1. januar i år betalt arbejdsmiljøafgift.
»Regeringen vil afskaffe arbejdsmiljøafgiften, fordi vi sætter et stort spørgsmålstegn ved, om den har nogen arbejdsmiljøeffekt og derfor ikke bare er en skat. En generel afgift, der rammer hele branchen, uanset hvordan arbejdsmiljøet har det på den enkelte virksomhed, mener vi ikke har nogen effekt,« sagde Claus Hjort Frederiksen.

Ændringer
Ud over arbejdsmiljøafgiften ønsker han blandt andet at ændre fire initiativer fra den tidligere regering, heriblandt:
*Fjernelse af gebyrbelagte tilsyn på virksomhederne
*Fjernelse af Arbejdstilsynets tilsyn i forhold til dele af det psykiske arbejdsmiljø
*En virksomhed skal først etablere sikkerhedsorganisation ved 10 ansatte i stedet for fem som i dag
Det bekymrer Tine Brøndum, der dog synes, at det er positivt, at Claus Hjort Frederiksen inviterer til dialog.
»Hvis man seriøst mener, at man vil forebygge, er det da fuldstændig blødt i bolden at skabe en atmosfære af, at sikkerhedsorganisation ikke er vigtig,« siger hun til Information.
At saneringen på området skulle være for at fjerne bureaukrati og administration mener Tine Brøndum er »det rene sludder«.
»Virkeligheden er, at hvis Arbejdstilsynet ikke kan give bøder til en virksomhed, der rent faktisk overtræder loven, så skal der politianmeldes og føres retssag. Og det vil jeg ikke ligefrem kalde mindre bureaukratisk,« siger Tine Brøndum.
Claus Hjort Frederiksen foreslog, at Arbejdsmiljørådet i de kommende måneder arbejder på at komme med forslag til, hvordan arbejdsmiljøområdet kan sikres i de kommende år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her