Læsetid: 7 min.

Lønarbejdets magt over unge og deres tid

Et svar til rektorformanden og de andre gymnasielærere, der kæmper med de unges manglende tid til fordybelse
25. januar 2002

Qlummen
Formanden for Rektorforeningen, Marianne Zibrandtsen, er gået i rette med flertallet af danske teenageforældre, som hun ifølge dagbladet Politiken beskylder for at mene, at skolen ikke er det vigtigste i deres børns liv. Jamen dog. Miseren er, at børnene efter rektorformandens opfattelse arbejder for meget, men gør det de forkerte steder. En stor del af de unge prioriterer ikke at vie de ledige timer til skolen, men foretrækker at gå på arbejde (hvor mon de har den ide fra?) En ny undersøgelse fra Handelshøjskolen i København viser eksempelvis, at mindst 75 pct. af de 14- 17-årige i forskelligt omfang knokler for penge efter skoletid.
Det synes rektorformanden, at vi som forældre skal hindre, for som hun spørger: »...er det sundt for en teenager at knokle på lageret i Superbrugsen flere gange om ugen eller at sælge fyrværkeri i juleferien?«
Det har rektorformanden svært ved at se. Når hun støder på en af sine elever ude i arbejdslivet, kan hun ikke lade være med – siger hun – at tænke: Hvad nu hvis de i stedet brugte tiden på at forberede deres store skriftlige opgave?« Jeg vil tillade mig at spørge, om det ene nødvendigvis udelukker det andet? Og om det i negativt fald udelukkende er eleverne og forældrene, der kan klandres? Hvad med gymnasiestrukturen?
Medierne har gennem måneder varmet godt op under debatten ved at bringe stormfulde resultater af diverse undersøgelser, der sætter emnet i perspektiv. F.eks. er det blevet fortalt – hvad vi kan mærke på os selv og se med vore øjne – at voksne danskere er vilde med at arbejde. Så vilde, at mange er tilbøjelige til at ville gøre det gratis. Eftersom vi tilsyneladende er et konsekvent folkefærd, arbejdede vi sidste år en uge mere end for seks år siden. Det lyder jo som idel lykke, ja lidt af et eventyr, hvis det ikke lige var for børnene. Både de små og de store (som plagierer forældrene).

Og hvad med de små? Nogen voksne er bedre til at fortrænge dem end andre. Flertallet af danske forældre gør tilsyneladende, hvad de kan for at administrere klemmen mellem arbejdskrav og børneomsorg, men den kendsgerning, at hvert sjette syge barn må klare sig selv, viser, at alle forældre ikke er lige ansvarlige. Tallet kender vi fra en ny undersøgelse, gennemført af Børnerådet i samarbejde med DPU (Danmarks Pædagogiske Institut). For første gang har man spurgt børn om deres behov for at være sammen med forældrene. Det er ikke overraskende større end forældrenes prioritering af afkommet. Kun 45 pct. af forældrene kan således finde på at blive hjemme, hvis barnet har det svært eller føler sig utryg i forbindelse med f.eks. uvenskaber eller skilsmisse. Ni ud af ti børn ønskede, de gjorde.
Alt dette fordi tingene jo hænger sammen. Også med endnu en undersøgelse, der for nylig viste, at teenagere ikke gider bruge deres (sparsomme) fritid i selskab med familien. De er vel ganske enkelt blevet trætte af de selvoptagede voksne.

Er det nu så alvorligt? Med de frigjorte unge? Og deres lønarbejde? Og mener danske forældre nu også, at skolen ikke er det vigtigste i deres børns liv? Og hvis de gør, er det så SÅ slemt? Skulle familielivet – og livet i dets fulde dimension, præget af begreber som engagement og sanselighed – ikke være lige så betydningsfuldt som indlæring? Jeg synes overordnet, at Marianne Zibrandtsens indvendinger mod børnenes arbejdsræs er et friskt opråb, men for firkantet skåret. Og det siger jeg, selvom jeg netop på vejen hjem (i bilen) hørte, at hver femte 13-15-årige får fysiske skader af tunge løft i forbindelse med deres fritidsjobs. Det er helt uacceptabelt.

Mine piger startede deres lønarbejderkarriere som 12-årige – med at passe børn. Det har altid været ok med mig at omgås andre mennesker. Ligesom jeg går ind for at lære børn, at penge ikke vokser på træerne. Det er efter min opfattelse nærmest sundt, både praktisk og økonomisk at bidrage til sin egen forsørgelse/underholdning. Så jeg har hverken haft indvendinger mod tiden hos bageren, grønthandleren – eller rideskolen, selvom det sidste arbejde er for fysisk hårdt. Det har imidlertid aldrig slået mine børn af trillebøren – heller ikke de fem kilometer frem og tilbage. Og er det nu så ringe?
Deres kammerater passer benzintanke, gør rent, lejer videobånd ud, sælger tøj osv. Beskæftigelser, som jeg (med måde) synes kan være lige så udbytterige som at læse Goethe, når man er 17 år. Jeg er (med måde) tilhænger af fordybelse, ikke mindst i en flimmertid som vores, men er i urolig ved den holdning til praktisk arbejde, som rektorformanden lufter. Dels skal det udføres. Dels kan det rumme et værdifuldt socialt aspekt. Jeg går ikke ind for, at 14-årige skal slæbe tunge ølkasser eller avisbunker. Men de må gerne sætte varer på hylder og spæne op og ned af trapper med blade og aviser. Og de må endnu hellere have jobs i kontakt med det arbejdende folk.
Min søster, der er gymnasielærer, siger altid, at nogle af hendes livs mest lærerige perioder var, da hun i sine sommerferier fra universitetet passede syge gamle på Bispebjerg Hospital. Jeg har ingen grund til ikke at tro hende. Hvad hun indimellem fonetik, grammatik og islandsk litteratur dengang lærte var at tale med og holde af kvinder, der ernærede sig som sygehjælpere et helt liv igennem med de fysiske skavanker, synspunkter og livsmuligheder, det liv indebar. Ligesom hun lærte at »ordne« og tale med gamle mennesker.
I modsætning til den provinsbarndom jeg har haft, hvor vi gik i skole og blev kammerater med børn fra vidt forskellige sociale miljøer – mine bedste veninder var døtre af henholdsvis en urmager, en fisker, en benzinchauffør og en skibsværftsejer – så omgås vores børn i vid udstrækning børn fra ensartede sociale miljøer – nemlig fra de bebyggelser, skolen frekventer fra. De har godt af at møde andre livsværdier og ambitionsniveauer.
Marianne Zibrandtsen har ret i, at gymnasierne i dag ustandselig hæmmes i deres aktiviteter af unges lønarbejde og dermed manglende tid. Det er selvfølgelig skidt, hvis ungerne ikke læser deres lektier og ikke afleverer deres skriftlige opgaver. Så find en balance. De unge skal efter min opfattelse højst arbejde to gange om ugen.

Spørgsmålet er imidlertid, om skolesystemet nu også er rimeligt struktureret? Gymnasieordningen forekommer mig at ligne resultatet af en stupid politisk studehandel. Jeg kan i hvert fald ikke få ind i mit hoved, at man kan tillade sig at forvente, at unge skal knokle fire- fem timer med lektier efter en seks timers skoledag, plus skrive opgaver i weekender og ferie, når vi vurderer, at vi som voksne kun kan overkomme syv-otte timers dagligt arbejde?
Hvis de unge går i skole i seks timer og læser lektier i to, plus det løse, må det være nok. Så må de have lov at bevæge sig ud i virkeligheden for resten. For penge eller for bare at snuse til livet. At gøre sin entre i det virkelige liv i tide er under alle omstændigheder anbefalelsesværdigt – de lange uddannelser taget i betragtning. Hvis de unge ikke arbejder i skole-og studetiden, kommer de jo op i slutningen af 20´erne, før de hilser på erhvervslivet. At dømme efter Jakob Lange, lederen af Den koordinerede Tilmelding på Københavns Universitet, er det snarere CV´ets aktiviteter end eksamenskaraktererne, personalecheferne går efter. Enten er der for mange fag i gymnasiet, eller også er omfanget af det skriftlige arbejde ikke tilpasset uddannelsens øvrige krav. Det er i allerhøjeste grad på tide med en ny gymnasiereform.

Jeg ønsker ikke at forbigå, at de unge arbejder for penge. Ligesom rektorernes forkvinde synes jeg (i princippet), at forbrugerisme er noget hø, men jeg er selv (en veloplagt) forbruger og er i øvrigt ikke – sådan som rektorforkvinen foreslår – i stand til at betale mine ungers »materielle behov«. Mere præcist: Hvad unge i dag oplever at skulle have af penge for at kunne begå sig. I princippet gik jeg selv gerne i sæk og aske (hvis jeg bare havde til henna), men jeg er usikker på, om jeg kan begå mig på arbejdsmarkedet i den mundering (hvad tror I?) Hvorfor skulle børnene være bedre stillet i skolen?
Dertil kommer, at jeg sporer en del af svaret på de unges forbrugerisme i – foruden det negative forældreforbillede – den manglende sociale opmærksomhed fra familiens side. Med deraf voksende selvusikkerhed og behov for kammeraternes accept. Vi forældre gør det helt sikkert ikke godt nok. Vi kunne godt gøre os mere umage med at friste børnene i andre retninger end modetøj, tv og smart hår – engagere dem i noget fornuftigt simpelthen. Ved bl.a. at deltage mere aktivt i de sidste skoleår. Men helt at gå op imod sin tid kan man altså ikke, når det handler om teenagere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu