Læsetid: 5 min.

Den lokale krigsherre bestemmer

Skønt Kabul kun er en dagsrejse væk, virker den afghanske centralmagt fjern og uvedkommende for befolkningen i Hazajarat
3. januar 2002

Skønt Kabul kun er en dagsrejse væk, virker den afghanske centralmagt fjern
og uvedkommende for befolkningen i Hazajarat

BAMIYAN – Der skete ikke nogen ceremoniel magtoverdragelse og lød intet officielt budskab. Men visse ting behøver man ikke sige højt. Karavaner af pels- og turbanklædte stammeledere med hennafarvede skæg er kommet hertil langvejs fra, fra steder bag bjergene. Ad bugtede æselstier mellem evig sne og svimlende kløfter er de vandret til Bamiyan, til Khaled Khalilis hovedkvarter. Og nu venter de tavse og sammenbøjede i sneen på, at de kan komme til at sværge deres trosskab til Khaled Khalili, der nu er den vigtigste krigsherre i Hazarajat og leder af det shiamuslimske parti Hizb-e Wahdat.
Politi? Retsvæsen? Udpegning af lokale ledere? Tildeling af lagerplads? Autorisationer til NGO’er?
»Det er os, der står for det hele,« siger Khalilis sekretær, Sadaar Nily, en ung mand med en blød og behagelig stemme. Ovenover hans hoved brænder den eneste elektriske pære i hele Hazarajat, Afghanistans centrale region, der er på størrelse med Schweiz.
»Det lykkedes os at finde en generator,« forklarer Nily.

Vores liv, vores død
I denne region er der hverken elektricitet, telekommunikation, skolevæsen eller asfalterede veje, og intet her tyder på, at kun en dagsrejse væk ligger hovedstaden i den stat, som Hazarajat skal forestille at være en del af.
En vagtpost sidder med en transistorradio klinet til øret. Den afghanske radioavisoplæser meddeler følgende: »I Kabul har den nye afghanske overgangsregering bebudet genetablering af statsadministrationen, afvæbningen af Nordalliancens tropper og oprettelsen af en ny professionel hær.«
Afvæbning er ikke noget, der huer vagtposten. Efter års guerillakrigsførelse mod Taleban, er han ikke til sinds at levere sit helt nye russisk fremstillede maskingevær tilbage. Han lader sin hånd kæle for det skinnende geværløb.
»Jeg afleverer den aldrig,« siger han.
»Vores våben er vores død og vores liv.«
I dette land, som tæller lige så mange krigsherrer som dale lige så mange strategier som stammer og lige så mange interesser som klaner, virker centralmagten som fjern og uvedkommende.
»Hovedstaden, og alt, hvad de bestemmer der, er lige så langt væk som månen for os,« fortsætter han.
I Mazar-e-Sharif, længere mod nord, har general Dostum udstedt sin egen valuta. I Koshsk-området har en stammekonflikt kastet provinsen ud i nye krigshandlinger. Ikke-identificerede raketter flyver rundt over Jalalabad. Men i Hazarajat, hvor størstedelen af Afghanistans hazariske mindretal bor (10 procent af befolkningen) »gør vi, hvad vores leder sig til os. Vi ønsker fred. Men er det nødvendigt at gå i døden, så gør vi det.«
Længere nede i dalen ligger landsbyen Fuladi, der med sin basar er distriktets samlingspunkt. Her kan man købe uundværlige artikler som grønne plasticvandkander og lytte til de sidste nyheder. Måske fordi de for mindre end et århundrede siden endnu blev solgt som slaver og altid har været foragtet og mishandlet af Afghanistans andre etniske grupper, var de hazariske ledere de første til udnytte den ’etnisering’ af Afghanistans politiske liv, der satte ind i begyndelsen af 1990’erne efter de sovjetiske besættelsesstyrkers tilbagetrækning. I hele landsbyen er det kun den gamle mand Fakir, der sidder på en klippe med korslagte arme, der ikke er medlem af det hazariske politiske parti.
»Men han tæller ikke med, for han er alt for fattig, både på penge og på familie,« forklarer den lokale slagter, Abdullah.
»Enhver der fødes som hazara, må også høre til det hazariske parti. Han ved at kun hans egne kan tage vare på ham«.
Siddende på et fåreskind redegør Shereen, som både kan læse og skrive, for det vanskelige problem med, hvordan man skal inddele de tilbageværende opdyrkelige jordlodder – store dele af den begrænsede agerjord i disse bjergegne er stadig minerede.

Korrupte dommere
Spørgsmålet har sat landsbyen på den anden ende i disse dage, men svaret kommer prompte fra forsamlingen:
»Kun Khalili kan afgøre det. Uden ham er vi som blinde og døve.«
Ingen tænker på at rette henvendelse til en dommer i Kabul.
»De er jo bare korrupte, og ingen af os her har råd til at betale dem.«
På gårdspladsen uden for ruinerne af den tidligere skole er en engelsktime gået i gang. Et blandet kor på omkring 50 drenge- og mandsstemmer mellem fem og 4o år gentager efter læren: »In the name of God« ...og derefter:
»He is injured, where is the hospital?«.
»Hvorfor skulle kvinder dog have brug for at lære engelsk,« spørger engelsklæreren, den 23-årige Hamid forbløffet.
Sin undervisning giver han gratis, i hvert fald en måned endnu.
»Jeg håber, at jeg snart kan blive betalt af en udenlandsk NGO, som jeg er blevet det før. Ellers må jeg tage mig betalt hos mine elever.«
Internationalt Røde Kors uddeler mad og Læger Uden Grænser er begyndt at få resterne af hospitalet i Bamiyan til at fungere igen. Tanken om at blive finansieret med offentlige midler fra Kabul, får engelsklærer Hamid til at bryde ud i latter.
»Siden borgerkrigen begyndte i 1992 har regeringen ikke betalt noget til regionerne, bortset fra at købe sig til militær støtte. Og i dag stoler overgangsregeringen alt for lidt på os til at de vil sende os noget som helst. Selv om det kan se sådan ud, er loyaliteten over for regeringen slet ikke sikker i provinserne.«
I årenes løb har Iran støttet de hazariske militser, og iranerne har netop oprettet
et ’konsulat’ i et tidligere hotel fra den tid, hvor der endnu kom turister til Hazarats smukke bjerglandskaber.
»Men de betaler kun til våben og soldater,« siger en hazarisk officer.
Siden de amerikanske bombardementer begyndte har ti militærfolk fra de britiske specialstyrker camperet diskret i Bamiyan-provinsens bjerge. Ofte kan man om natten høre flyvemaskiner passere forbi højt oppe og så begynder det at regne med hvide faldskærme med tunge kasser i den anden ende. Den hazariske officer ler.
»Tror du, der er skolebøger i? Ingen interesserer sig for, hvad vi tænker på her, bortset fra at slås.«

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her