(2. sektion)
Radio
Bare lige til jeres orientering: Jeg er inviteret med i dag på afbud og har egentlig haft en uge, hvor jeg har nydt at være fri for forpligtelser til at se eller lytte til dit eller dat for at være sikker på at have noget, hvorom jeg kunne spinde min uforbeholdne mening just før deadline. Så det er helt tilfældigt, hvad jeg har at berette om og det er måske slet ikke så galt endda.
Søndag morgen indtog jeg programmet »Natursyn« på langs. Speakeren, der skulle introducere programmet, var lige ved at slå knude på tungen da hun skulle sige: »Fra mit fuglefodrerbræt.« Hvilket måske osse godt kan være lidt af en spiritusprøve. Da jeg ikke havde vagt, tog jeg ingen notater, så jeg ved ikke, hvem den hyggelige bornholmer var, der fortalte om fuglelivet på det fuglefodrerbræt, han havde anbragt uden for sit vindue i en lille gårdhave i Neksø (eller var det Svaneke?). Han havde en smittende glæde ved fugle og kunne sikkert tale om dem i timevis uden anden afbrydelse end den, vejrtrækning nødvendiggør.
»Luk for radioen og lyt til fuglene,« sagde han, hvorpå han sendte et bånd med munter fuglesang. Havde jeg fulgt hans råd, havde jeg altså ikke hørt fuglesangen, for den er der ikke meget af i vores gård på denne årstid. Hans pointe var, at fugle kun sender os glade lyde, mens det, der kommer ud af radioen, navnlig dens nyhedsudsendelser, er så elendigt, at man kun kan komme i dårligt humør deraf.
Lidt er det jo at bebrejde sendebuddet. Men det er da sandt, at det er sjældent, der kommer glade budskaber ud af højttalerne. Der har f.eks. været langt mellem de positive historier fra Afghanistan, siden dette ulykkelige land kom i mediernes søgelys.
Sjælden undtagelse
»Orientering« onsdag var en sjælden undtagelse, da man bragte en oplivende reportage fra (gen)åbningen af en pigeskole i den nordlige del af landet. For mere end tre år siden lukkede Taleban alle skolerne for piger, og først for et par dage siden er enkelte blevet genåbnet.
Den skole, hvorfra der rapporteredes, var engang en af Afghanistans bedste. Nu starter den from scratch, for alt fra toiletkummer og døre til skolebænke og tavler er stjålet. Da radio og tv fungerer meget dårligt, var det faktisk jungletrommerne, der fik pigerne til at strømme til alle vegne fra. Ud af det mystiske sprog, som i hvert fald jeg ikke forstår et kvæk af, strålede en smittende begejstring og entusiasme over at komme i gang. Som vi ved fra udmærkede tv-programmer, har der faktisk fundet illegal undervisning sted af unge piger i Taleban-perioden. Men fornemmelsen af nu at handle i overensstemmelse med loven må være en stærk oplevelse for denne nye generation af afghanske kvinder. Man må huske, at det, at de har måttet holde sig inden døre, har været uden ret til uddannelse eller til at køre bil og til i det hele taget at bevæge sig i gaderne uden ledsagelse af mænd, nok har været en grel Taleban-undertrykkelse. Men de afghanske kvinder, som kvinderne i mange af nabolandene, har været generelt undertrykte i århundreder.
Mon vi rigtig forstår, hvor stor en omvæltning der er tale om, hvis det, vi får berettet, nu også holder. »Kvindernes frigørelse er det vigtigste resultat af talebanernes exit,« gik det igen i udsendelsen. Nu kan pigerne også lægge fremtidsplaner, tage eksaminer, komme på universiteter og blive læger, om det så skulle være på afbud.
