Læsetid: 5 min.

Manden fra tæskeholdet

Med sin selvkandidering til posten som Italiens udenrigsminister har Gianfranco Fini på ny bragt sin fascistiske fortid i fokus
10. januar 2002

ROM – Det var i Frankfurt lufthavn før Gianfranco Finis afrejse til Kina i 1995, at han som leder af det ny-fascistiske parti MSI udtalte til forsamlede journalister, at hvis han nogensinde skulle blive minister, så ville han være udenrigsminister.
Det er dagbladet La Repubblica, der bringer episoden i erindring, efter at Fini mandag aften i den italienske stjernejournalist Bruno Vespas politiske talk show havde sagt, at han som viceministerpræsident og leder af det næststørste regeringsparti ville være en naturlig kandidat til den post, som Renato Ruggiero havde forladt under stort ståhej to dage forinden.
Omstændighederne for Finis selvkandidering til udenrigministerposten er ikke uvæsentlige, når man i disse dage i Italien gisner om, hvorvidt manden virkelig mener det.

Rensning af fortid
Bruno Vespas tv-program har i de senere år været platform for de mest afgørende og ofte uventede politiske udmeldinger, så derfor har det velovervejet vægt, når Fini kandiderer sig i det forum, hvor meget hans udmelding end har karakter af henkastet svar på et spørgsmål.
Det ville være en »temmelig normal situation i de fleste europæiske lande,« sagde Fini, men problemet er, at Gianfranco Fini i enhver vesteuropæisk sammenhæng næppe kan undgå at blive betragtet som en temmelig anormal udenrigsminister:
Det er mindre end ti år siden – nemlig i november 1993 – at Fini for sidste gang offentligt rakte højrearmen strakt frem og op i den klassiske fascistiske, såkaldte romerhilsen, og det skete, da nyfascisterne fejrede hans knebne nederlag om borgmesterposten i Rom til Francesco Rutelli som en sejr. Og det er endnu kortere siden, at Fini kaldte Mussolini for det 20. århundredes største statsmand.
Siden har Fini med stor dygtighed og pragmatisk sans fjernet sig selv og sit parti fra den alt for tydelige arv efter Mussolini, og da han sad der i lufthavnen i Frankfurt i 1995 på vej til officiel modtagtelse i det kommunistiske Kina, var det første etape på en lang vej.
Samme år havde han ved MSI’s partikongres i kurbadbyen Fiuggi syd for Rom fået gennemført et navneskifte til Alleanza Nazionale – Nationalalliancen – og vedtaget et partiprogram, der kylede det gamle ideologiske arvegods ud, eller i hvert fald gav det pænere vendinger. Manøvren lykkedes, Fini forblev det reformerede partis ubestridte leder, men ikke uden udspaltning af en lille kerne af uomvendte fascister, ledet af Finis historiske rival Pino Rauti, der fortsat rumsterer under de gamle partisymboler i det parlamentariske system, og som ved forårets valg flere steder i Italien var i valgforbund med Berlusconis Forza Italia. Mod Finis ønske.
Ligesom han sikkert også har betakket sig, da netop Pino Rauti med djævelsk fromhed forleden uopfordet støttede Finis kandidatur til udenrigsmininisterposten med ordene, at »det ville være en historisk sejr.«

Fascistisk ungdomsfront
Efter at Mussolini var blevet afsat af sine egne i 1943 og holdt i arrest et øde sted i Appeninerne, befriede de tyske nazistiske allierede ham og genindsatte ham som lyddiktator i Saló ved Gardasøen i det tyskbesatte Norditalien.
Det var diktatorens nærmeste – Giorgio Almirante, der skulle blive Finis politiske mentor, og samme Rauti – fra denne såkaldte Saló-republik, der efter krigen stiftede det MSI, som Gianfranco Fini som knægt i Bologna meldte sig ind i. Og da hans familie senere flyttede til Rom, dukkede han i 70’erne op i en af den fascistiske ungdomsfronts mest berygtede afdelinger her. Via Sommacampagna. De folk, han kom til, var vant til at omgås molotov-cocktails, knipler, brosten og knive, og de fremmeste af dem havde mere end én gang fået næse og lemmer brækket i slagsmål med venstreorienterede. Lokalerne utallige gange raseret af brand efter molotov-cocktails kastet gennem vinduerne. Skudhuller i væggene. Folk blev dræbt i ti-årets væbnede opgør mellem ungfascister og ungkommunister, men Fini, der allerede dengang mødte op – til kammeraternes skepsis – i hvid cotton coat over ulasteligt jakkesæt, er ikke senere blevet belastet med ansvar for drab, skønt han hurtigt blev først afdelingens, siden den nationale ungfascismes leder. Uddannet småbørnspædagog, men først og fremmest et målrettet og manøvredygtigt politisk dyr, der med betydelig tv – og kvindetække optræder med tilbagelænet, sarkastisk vid. Han siger ingenting, men det han ikke siger, siger han fandme godt, er det brugt om ham. Manden er cool.
Finis alliance med Silvio Berlusconi stammer fra det omtalte romerske borgmestervalg i 1993, hvor mediemagnaten første gang meldte politisk ud med sin dengang overraskende støtte til den unge nyfascist.
Siden har Fini været Berlusconis mest loyale allierede, men været det med en nøje doseret knappenålsspids markering af sig selv, af forskellene og af sin egen vilje til at tage over, hvis Berlusconi skulle komme i fedtefadet. Eller salatfadet.
Det er kun den yderste italienske venstrefløj, der fortsat betragter Fini som krypto-fascist og ikke som respekteret leder af et demokratisk, liberalistisk højreparti, for internt er den lange rejse fra Mussolini-arven lykkedes for ham, og der er intet fordækt i hans fortid.
Fra Kina tog han til USA for at mødes med foreningen af Italo-amerikanere, og det vigtigste var, at Bill Clinton var med til middagen.
Han tog fra Rom ud til Fosse Ardeatine nær ved for at mindes ofrene for en SS-henrettelserne af italienske statsborgere, mange jøder, og han foretog i 1996 en i Italien meget mediedækket færd til Auschwitz for at udsone Saló-republikkens medvirken til at sende italienske jøder på toget. Ikke på egne vegne, han er for ung, men alligevel.
Den italienske jødiske menigheds skepsis har han ikke kunnet fjerne, og trods mange forsøg på at udvirke en invitation til Israel, har han fået mange høfligt forblommede afslag.
I begyndelsen af 90’erne hyldede Fini offentligt Le Pens franske nationalisme og anbefalede i 1992, at Italien stemte nej til Maastricht-traktaten, og europæisk integration er traditionelt noget, der ikke har interesseret ham og hans parti med andet end et opportunistisk nå, ja.
Hvis Fini insisterer på sin kandidatur til udenrigsministeriet, skaffer han Berlusconi et problem på halsen.
»Statsministeren vil vel ikke kunne sige nej,« forlød det fra en regeringskilde i mandags.
Begrundelsen er uudtalt: Et nej til, at den største regeringspartners leder kan få regeringens næsttungeste post, vil være en indrømmelse af, at hverken ministerkandidaten, regeringen eller nationen er normal. Og Berlusconi kan ikke tåle mere mistillid udefra til sig og sin regering.
Så mens statsministeren selv varetager posten på ubestemt tid og får diplomaterne til at drikke færre cocktails og arbejde mere for Made in Italy, som han udtalte i mandags, så prøver han at finde en løsning uden om Fini og uden at fornærme ham. Indtil videre har han blot ladet sive en jobbeskrivelse, som på ingen måde passer til partneren.
Og pragmatikeren Gianfranco Fini skal nok sørge for at få personligt mest muligt ud af den situation, hvor han til gengæld for at trække sig, kan kræve uvist hvad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu