Teater
En klassisk moderne situation: En ung mand vågner stærkt fortumlet i sin seng, så fuldesyg at formentlig kun brevdueinstinktet har bragt ham frelst hjem og så ligger der en skøn ung dame der ved hans side, én han ikke kender eller husker. Hvad skete der egentlig i nat, og hvad med lige nu og måske i morgen?
Spillede han virkelig sjælen ud på saxofon, brækkede han sig faktisk ned over pigens elegante hvide selskabskjole og reciterede han ovenikøbet Baudelaires Albatrossen?
Ud af den åbning kan der for en dreven dramatiker komme så meget åben komik, kynisk bittersødme eller romantisk Liebesflucht. Rumænsk-franske Matei Visniec (f. 1956) leger i Historien om pandaer med alle mulighederne, og Alexa Thers opsætning på Jomfru Ane Teatret understreger både det grotesk morsomme og det poetisk drømmende måske hele forløbet fra udgangssituationen bare foregår i den unge mands hoved. Bare, for mænd fantaserer temmelig ærketypisk, og en tilfældig køn pige kan der godt legemliggøre både det ansvarsfri erotiske spil, kærlighedens intime kommen nær og dødens svævende begærløshed. Englen er en tvetydig figur.
Den unge mand hedder vistnok Michel og spiller sommetider (udmærket) saxofon, men ellers synes hans liv at være ét rod, noget man godt kan forstå han har lyst til at hæve sig ud af. Pigen kan hedde hvadsomhelst, hun er flirtativt drilsk og undvigende, men indvilger dog i at give ham ni nætter »eller ni liv måske«, og som en anden kat dukker hun op og absenterer sig og sætter liv i fyrens drøm. Den der i drukkenskab angiveligt gav ham forførerisk charme til at score hende; bare ærgerligt han ikke husker andet af nattens forløb end bouqueten af en fin rødvin årgang 1967 ...
Intrikat spil
Det intrikate spil mellem hverdagsrealistiske trivia af tømmermænd, omfattende rod, tomme flasker, knuste æg osv, og så drømmens svævende lethed som måske sluttelig er dødsdrifts-fatal, det har af Alexa Ther krævet et meget præcist greb både om teksten som hun har strøget både de mest flippede og de mest gumpetunge ideer i om scenografiens hitech-abstraktion (ved Carsten Burke Kristensen), og om spillerne.
Og der er hun mere end godt hjulpet af Thomas L. Corneliussen og Helle Fagralid. Begge nyudsprungne fra Statens Teaterskole, begge med tidligere indsatser hos Jomfru Ane Corneliussen i stærk erindring fra Filth i efteråret og begge superadrætte og versatile.
Ungpigelig sødme
Fagralid spænder flot over ungpigelig sødme, vampet farlighed, kærlig ømhed og overjordisk lokken, Corneliussen tilsvarende over pubertær selv-hævden, bøvet perpleksitet, ærlig kærlighedstrang og drømmende given sig hen til det ukendte. Og dertil mestrer han iøvrigt et herligt komisk register af kropsvulgær direkthed, og tilsammen gennemspiller de ofte i akrobatisk stiliserede tableauer en kærlighedshistories typiske stadier, frem til dens slutning, hvis dødsrealitet det så er op til hver enkelt at give sit bud på. Forestillingen giver ingen entydige svar og bør det heller ikke.
Teaterlivets almene professionalisering har tvunget et lille teater som Jomfru Ane til opgive den faste stab af lokale scenekræfter. Det kan man selvfølgelig blive nostalgisk over, men man kan også glæde sig over de hyppige gæstespil af tidens fremmeste nye talenter og over at det kan lykkes at hive en Danmarkspremiere af den i udlandet højt berømmede Matei Visniec i hus. Historien om pandaer fortalt af en saxofonist med en veninde i Frankfurt er et sprælsk, pivåbent tekstforlæg, som teatret har fået det bedste ud af. Titlen er til gengæld mest en dum vits, hvis pointe først slutningen åbenbarer, og den betyder ikke alverden. Männerphantasien ville have været bedre. Synes jeg.
*Matei Visniec: Historien om pandaer. Oversæt.: Julie Kjærgaard og Simon K. Boberg. Instr.: Alexa Ther. Scen.: Carsten Burke Kristensen. Medv.: Helle Fagralid og Thomas L. Corneliussen. Jomfru Ane Teatret, Aalborg, til 9. feb.
