Læsetid: 5 min.

’En maskine skabt af Gud’

– var Descartes’ definition på mennesket i den mekaniske tidsalder Mennesket og Maskinen
23. januar 2002

– var Descartes’ definition på mennesket i den mekaniske tidsalder
Mennesket og Maskinen

I
De middelalderlige verdensbilleder som er blevet overleveret blandt andet gennem litteraturen, afspejler en verden, hvor alt befandt sig på sin rette plads. Ifølge dette astronomisk-teologiske verdensbillede hvilede universet på den aristoteliske antagelse at verden var afgrænset i rum, men ikke i tid. Jorden fandtes, og den var omgivet af Guds uendelige himmel og den ligeså uendelige underverden, Helvede. Universet udgjorde med andre ord et lukket system styret af Guds kærlighed, vilje og retfærdighed.
Et af middelalderens hovedværker, det visionære digt Den Guddommelige Komedie, afspejler denne opfattelse. Dante skrev værket omkring år 1300 og udformede det som sin egen vandring gennem henholdsvis Helvede, Skærsilden og Himlen, med den romerske digter Virgil som myndig ledsager et stykke ad vejen. I værket er alt hvad Dante oplever præget af den guddommelige ordning, og han siger selv et sted at »alle ting har deres bestemte plads, og det er denne orden, der gør, at universet ligner Gud.«
Under vandringen gennem Helvede ser Dante mange raffinerede straffe som de fortabte sjæle udsættes for. Da han sammen med Virgil kommer til den kreds, hvor sandsigerne og troldmændene befinder sig, må han briste i gråd over at se deres forvredne skikkelser, hvor ansigtet vender bagud – Guds straf for at de har villet se ind i fremtiden. Men Vergil irettesætter Dante for at ville sørge over Guds altid retfærdige domme, for de udtrykker jo en højere kosmisk retfærdighed.
Det er fristende at hævde, at i en verden med en sådan anskuelse var der slet ikke brug for maskiner endsige opfindelser. Det er da også tankevækkende, at man i modsætning til oldtiden ikke kender nogen navne overhovedet på opfindere i denne periode. I middelalderen nøjedes man i overensstemmelse med de gældende teologiske doktriner blot med at beundre naturen, ikke at udforske den nærmere. Der fandtes kun én maskine: Selve Guds skaberværk, og mennesket selv indgik i en fuldkommen uproblematisk symbiose med denne maskine.

II
Den opfattelse lader i det store hele til at holde sig også i de følgende par århundreder. Et berømt tysk træsnit der antageligt er fra 1500-tallet, illustrerer det meget præcist: En munk har stukket hovedet ud gennem stjernesfæren og ser nu hele det komplekse maskineri som holder universets hjul i gang.
I renæssancen prægede dette verdenssyn fortsat åndstænkningen. I sin filosofiske afhandling Discours de la méthode fra 1637 kaldte René Descartes den menneskelige krop for »en maskine skabt af Gud«, og en lidt senere filosof som G.W. Leibniz opfattede ligesom den samtidige danske astronom Ole Rømer universet med dets planeter, måner og baner som en kæmpemæssig maskine, hvis finmekaniske dele indgik som dele i et større hele.
Men tiderne havde alligevel ændret sig. Allerede i 1543 havde astronomen Nicolaus Copernicus publiceret en afhandling om sit heliocentriske system, hvor han argumenterede for, at det var jorden, der roterede om solen og ikke omvendt, sådan som hidtil havde været antaget, også af den romersk-katolske kirke.
Da astronomen Galileo Galilei knap hundrede år senere bekræftede denne teori, blev han såmænd stillet for Den Spanske Inkvisition og tvunget til at tage sine meninger i sig igen – for at ville forklare Guds skaberværk ud fra fysikkens love var regulært kætteri.
Men denne mageløse opdagelse var med tiden medvirkende til at fortrænge det religiøse verdensbillede til fordel for et mere videnskabeligt, der for alvor blev etableret med Isaac Newtons banebrydende empiriske love for blandt andet tyngdekraften sidst i 1600-tallet.
Hvis der i middelalderen ikke var brug for maskinen af teologiske årsager, blev der til gengæld rigelig brug for den i renæssancen. Maskinen var nemlig i sig selv udtryk for en naturvidenskabelig tankegang, og dens indbyggede mekanik der baserede sig på fysikkens love, understregede dette.

III
Den måske vigtigste maskine var i denne sammenhæng uret. I renæssancen, ja endnu tidligere, var uret blevet den førende teknologi og dermed den mest raffinerede maskine, som det i denne periode overhovedet var menneskeligt muligt at frembringe. Urets sindrige og komplicerede indretninger af nøje udskårne tandhjul, gear og præcisionsskruer gjorde det til state of the art inden for senmiddelalderens og renæssancens maskinkunst. Og kvaliteten var i top: det ældste kendte mekaniske ur findes i katedralen i Salisbury, det er fra 1380 – og det fungerer den dag i dag. Historikeren Daniel Boorman kalder i sit store værk De gjorde verden større rent ud sagt uret for ’maskinernes ophav’, bl.a. fordi den fundamentale teknologi til de mange senere værktøjsmaskiner her blev grundlagt.
I løbet af 1600-tallet var urhåndværket blevet tilstrækkelig raffineret til at man kunne begynde at lave små, bærbare lommeure. Dermed blev uret for første gang så udbredt, at det for alvor begyndte at spille en rolle som tilrettelægger af vores tid og dagligdag. Mennesket indrettede nu i stigende grad sine gøremål lige fra kirkegang, møder og private aftaler efter de mekaniske viser på et ur, og dermed indledtes det helt særlige dialektiske magtforhold mellem mennesket og maskinen, som har stået på lige siden. For var maskinen – her i form af uret – blot et praktisk redskab, eller var den en tyrannisk indretning som mennesket lod sig diktere og stresse af?

IV
Efterhånden som videnskaberne udviklede sig blandt andet inden for fysikken og matematikken, blev det også her nødvendigt at tage maskinerne til hjælp. Den første egentlige datamaskine går helt tilbage til 1623, hvor den tyske astronom og matematiker Wilhelm Schickard konstruerede en maskine der
automatisk kunne udføre de fire grundlæggende regnearter, dvs. addition, subtraktion, multiplikation og division.
Men også andre i samtiden var optaget af lignende projekter. Omkring 1640 opfandt matematikeren Blaise Pascal en regnemaskine, der vakte stor opmærksomhed ved hoffet i Paris og senere blev beskrevet i Denis Diderots store encyklopædi fra 1700-tallet.
Det næste store skridt i datamaskinens historie skete først i 1823, da den engelske matematikprofessor Charles Babbage skitserede sin differensmaskine, der skulle kunne beregne matematiske tabeller og endda levere en udskrift af dem. En anden væsentlig skitse fra Babbages hånd var den analytiske maskine. Den skulle anvende såkaldte operationskort, som den så blev fodret med, inden beregningerne så blev foretaget. Selvom ingen af Babbages maskiner nogensinde kom til at fungere, fik operationskort-princippet afgørende betydning for det hulkortprincip, der senere kom til at ligge bag den moderne datamat.
I slutningen af 1800-tallet opfandt Herman Hollerith i USA den første hulkortmaskine, der i første omgang blev anvendt til automatisering af folketællingen i 1890. Maskinen fik guldmedalje ved verdensudstillingen i 1889, og Holleriths firma var med til at lægge grunden for datamaskine- og senere computerfirmaet IBM. I disse regnemaskiner viste maskinen dermed et potentiale så enormt, at man først langt senere begyndte at få hold på det.
Men det er en helt anden historie, der først og fremmest hører efterkrigstiden til – hvis det da ikke lige var fordi, at netop IBM i Edwin Blacks bog IBM and the Holocaust for nylig er blevet anklaget for i 1930’erne at have leveret hulkortmaskiner til nazisterne til brug for jødeudryddelserne. En så kynisk brug af moderne teknologi havde ingen vel forestillet sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her