Læsetid: 6 min.

Det maskinelle menneske

Både i sproget og i virkeligheden er der tæt sammenhæng mellem menneske og maskine. Og den bliver tættere
9. januar 2002

Mennesket og maskinen
Det er tankevækkende at iagttage hvordan de to ord menneske og maskine er forbundet med hinanden i sproget. Ikke etymologisk, men derimod helt konkret i anvendelsen af fælles bogstaver til udformningen af ordene. På dansk er det nu ikke særligt udpræget, udover at ordene her begge begynder og slutter på de samme bogstaver, og at infixet ”sk” optræder i begge.
På engelsk er det noget mere påfaldende, idet man er et anagram af machine – bogstaverne i det første ord simpelthen er indeholdt i det andet. Dermed antyder sproget muligheden af at mennesket symbolsk betragtet så at sige er indeholdt i eller ligefrem opslugt af maskinen. Den omstændighed gælder også på tysk, men da begge ord her er længere, er anagram-forbindelsen mellem dem endnu mere påfaldende, ja nærmest lidt skræmmende.
De seks bogstaver i Mensch er nemlig alle indeholdt i de otte bogstaver i Maschine. I det tyske sprog bliver mennesket altså i endnu højere grad opslugt af maskinen – således som det i øvrigt også er tematiseret på den tyske elektrogruppe Kraftwerks banebrydende album fra 1978, der netop bærer titlen Die Mensch-Maschine.

Det åndløse menneske
Den ovenstående leg med bogstaver er da nok både fjollet og uforpligtende, men den giver alligevel et lidt mere end et fingerpeg om at begrebet ’det maskinelle menneske’ ikke er så modsætningsfyldt som det ved første øjekast kan se ud til.
Søren Kierkegaard var i sine skrifter gentagne gange optaget af at hænge den såkaldte Spidsborger ud – mennesket der levede et fuldkommen ordnet og redeligt liv uden lidenskaber af hverken æstetisk eller religiøs art. Spidsborgeren var ifølge Kierkegaard karakteriseret ved sin ’Aandløshed’, dvs. han levede et mekanisk snarere end sjæleligt liv, hvor der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved noget som helst.
Skulle man overføre begrebet på det moderne samfundsliv, kunne man sige at spidsborgeren i store dele af 1900-tallets industrisamfund snarere levede et automatiseret eller maskinelt liv, ligeledes under ordnede forhold og uden lidenskab. Med andre ord kunne den dagligt gentagne cyklus arbejde-vanebaseret fritid-søvn, som udfyldte utallige menneskers liv, ligeså godt udføres af en maskine. Hertil kom også den omstændighed at et ordnet arbejdsliv, hvor man kendte sin funktion ved maskinen på fabrikken, ikke på nogen måde opildnede eller inspirerede til selvstændig, kritisk tænkning.
Det moderne samfund indrettede – og indretter fortsat – i mange tilfælde mennesket på et maskinelt eller automatiseret liv, en omstændighed der da også er blevet udstillet til hudløshed i 1900-tallets satiriske litteratur og film. Og hvis man undervejs ikke stillede spørgsmålstegn ved noget, men accepterede denne automatisering så at sige helt automatisk, ja så var der overhængende fare for at man virkelig var blevet det maskinelle menneske, som Kim Larsen præcist og kærligt-ironisk har karakteriseret i sangen »Blip-Båt« fra 1979.
Sangen handler som bekendt om en mand, der selv mener han har et dejligt liv, men som ikke har erkendt at det i virkeligheden er næsten fuldkomment indholdsløst, iscenesat som det er af maskinen i form af dels fabriksmaskinen og dels fjernsynet hjemme i stuen.

Superhannen
I litteraturen har temaet ’det maskinelle menneske’ også fundet anvendelse, om end i lidt mere ideologiske udformninger. I 1902 udgav den franske forfatter Alfred Jarry sin debutroman Superhannen, en rasende hyldest til mennesket og maskinen skrevet i en rus af absinth og æter. Ifølge Jarry måtte mennesket antage maskinens rolle, hvis det ville overleve – en tankegang som i samtiden var uhørt radikal, men som pegede direkte frem mod de italienske futuristers besyngelse af maskinen og fremskridtet knap ti år senere.
Romanens udgangspunkt er den absurde omstændighed at den menneskelige kønsakt i sin natur er maskinel, da den i princippet kan gentages i det uendelige. Som bevis herfor lader forfatteren i romanen en særlig menneskemaskine opstå. Det drejer sig om et monstrum kaldet Superhannen, som i romanen præsterer 82 maskinelle samlejer inden for et døgn og som på cykel slår et eksprestog i et kapløb over 10.000 miles. Naturligvis går væsenet til grunde, da det bliver forelsket – den slags følelsesladede udskejelser tåler dets maskinelle konstruktion ikke. Men det er set fra et maskinelt synspunkt interessant at Superhannen viser sin styrke netop på en cykel.
Symbiosen mellem mennesket og cyklen er af mange ofte blevet set som realiseringen af en primitiv cyborg-tankegang, hvor mennesket og maskinen bliver til ét. Og der er unægteligt noget maskinelt over enhver cyklist, med de evindeligt gentagne bevægelser som benene foretager af hensyn til fremdriften. Derfor er det måske ikke så underligt at Kraftwerks ubetingede leder, Ralf Hütter, i årene efter udgivelsen af det allerede omtalte album Die Mensch-Maschine blev lidenskabeligt optaget af cykelsport. Hütter har endda udtalt, at han kun i forening med sin cykel kunne leve sin stadigt mere påtrængende robotfascination helt ud, idet han forestillede sig at være en robot, når han cyklede.

Techno og cyborgs
I vore moderne tider er begrebet det maskinelle menneske blevet en så kompliceret størrelse, at den kan være svær at hitte rede i. Vi ser den jo ikke længere blot i cykelsporten, men f.eks. også på diskotekerne og til technoraves.
Her optræder de dansende i og for sig maskinelt, idet de tranceagtigt gentager de samme bevægelser igen og igen i takt til musikken. Ligesom maskinen er de dansende afhængige af at få tilført energi fra en energikilde – i dette tilfælde i form af den konstant dunkende, repetitive og maskinelle musik, det spektakulære sansebombardement fra det tilhørende lysshow samt måske diverse stimuli i pilleform til opretholdelse af dansen og trancen. Og ligesom maskinen ’omsætter’ de dansende de informationer de modtager fra musikken og lysshowet til maskinel reaktion og mekanisk bevægelse.
Tanken om det maskinelle menneske er helt anderledes konkret realiseret i den nyeste cyborg-forskning, der har gjort det klart at grænsenedbrydningen mellem menneske og maskine er meget tæt på. Eksperimenter med at implementere chips i dyr har allerede fundet sted i et stykke tid, og også mennesker lader sig nu inddrage.
Den engelske professor Kevin Warwick foretog i august 1998 et cyborg-eksperiment på sig selv. I ni magiske dage var der indopereret en silikonechip i hans arm, der gjorde det muligt at kommunikere med antenne-netværk og computere via radiobølger.
Her i avisen har Filip Lau for et stykke tid siden ligeledes bragt emnet på bane. I sin stærkt foruroligende, ja rent ud sagt kvalmefrembringende artikel Fremtidens krig omtaler han bl.a. amerikanske soldater fra Golfkrigen der havde implementeret radarovervågede chips i sig, så man hele tiden vidste, hvor soldaterne befandt sig.
Ifølge en observatør som Lau i artiklen taler med, kan den nærmeste udvikling inden for krigsteknologi gå i retning af at indoperere mikrochips i piloters hjerner. Piloten vil således kunne føle fjendtlige fly i stedet for at se dem på radaren, og våbnene på hans fly vil kunne pege i samme retning som hans øjne.
Toneangivende filosoffer som John Searle fastholder ganske vist i dag at selv højt avancerede computere ikke har og ikke kan have nogen bevidsthed. Men det omfatter bare ikke cyborgs. Alverdens etiske råd kan godt begynde at kridte banen op. Det virkelige maskinmenneske er ikke længere et mytologisk fantasifoster. Det ånder os tungt i nakken – og det er programmeret til at gøre det.

*Dette er den fjerde artikel i serien. De tre foregående stod i Informations tillæg i2 fr. 4. jan. og i Information ma. 7. jan. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her