Læsetid: 2 min.

Ham Medea

Gerz Feigenberg får ikke meget ud af at gøre Medea til en mand
15. januar 2002

Teater
Hvad er det egentlig dramatikeren Gerz Feigenberg vil opnå ved sin kønsskifteoperation på Euripides’ gamle tragedie om den svigtede troldkvinde fra fremmede kyster, der i sit nye land dræber sin mands nye udkårne, hendes royale far og tilmed sine egne børn i en furiøs hævnakt?
Hvad er det, han får sagt om kønnenes forskellighed ved at lade Medea være en forladt mand, der lider jalousiens kvaler og vælger en desperat handling for altid at gøre et uudsletteligt indtryk på den svigende kvinde? Ikke meget, for nu at sige det ligeud. Eller som Gyrd Løfqvists kostelige, gamle hugaf, der fungerer som et fjernt ekko af det græske kor, tørt konstaterer undervejs: »Alting er sket før«. Det er så sandt som det er sagt. For med udgangspunkt i den gamle grækers storyline, som filmfolket ville kalde det, fortælles den samme, gamle historie, uden at det for alvor bliver klart, hvad det er, Feigenberg har lyst til at fortælle os om manden og kvindens evige vilkår ved sit radikale kunstgreb. Ganske vist får den stakkels mand i midten fyret et par lynhurtige og uimodsagte, halvtågede paroler om herrernes fastlåste roller af. Men bliver smerten mindre eller større, om end måske en smule mere rationelt kontrolleret? Det ser ikke sådan ud. I stedet lunter vi stille og roligt mod den uundgåelige slutning. Det hele leveret med Feigenbergs forkærlighed for enkel, prædikende retorik og pseudomytologisk poesi. En undertiden ganske køn, men også lovlig bastant dialog, der i og for sig realiseres nydeligt af de medvirkende.

Afdæmpet nerve
Spillet er en kende ujævnt og skematisk, men med en fin, afdæmpet nerve, der svinger mellem det afslappede hverdagslige og det lidenskabelige. Thomas W. Garielsson er med sit lynende blik og melodiske, malmfuldt malende stemme glimrende som den fremmede fugl, der ikke bare må sprælle i had-kærlighedsforholdet til den kone, der smutter, men som tillige syder af hjemve. Skuespillerens særlige »intense« anderledeshed udnyttes fikst. Navnlig i monologerne, der fremsiges som intime samtaler med publikum, viser han en vildmands temperament og solid autoritet. Og Solbjørg Højfeldt øser af sin kvindelighed som den sitrende skønne sirene, der har overtaget mandens kølige logik og sociale ambition – og straffes hårdt for det. Beatrice Seedorff leverer vekslende grader af overklassekvindelig magtbrynde og køn opfordring til at leve i nuet i en dobbeltrolle som royal svigermor og blid veninde. Mens Robert Reinhold og Gyrd Løfqvist mest af alt fungerer som folkets røst og småabsurd comic relief som vidner på bænken. Suppleret af Klaus Risager, der krabber rundt som en anden landsbytosse og synger sine egne, smukke melodier – henholdsvist hidsende og melankolsk stemningsskabende. Men hvad tyske tekster, afsunget på nationalsproget, har at gøre med resten af universet er heller ikke helt til at blive klog på i denne omvendte Medea, hvis modsatte fortegn forbliver en øvelse uden ide.

*Kaleidoskop og Circle Circus & Co: ’Man Medea’. Skuespil af Gerz Feigenberg efter Euripides. Iscen.: Gerz Feigenberg. Komp.: Klaus Risager. Scen.: Julie Forchhammer. Til 2. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her