Læsetid: 2 min.

Miljøinstitut bosses igennem

Miljøminister Hans Christian Schmidt forhindrer høring af forskere gennem Finansudvalget
17. januar 2002

Finansudvalgets formand, Christian Thulesen Dahl (Dansk Folkeparti) kan ikke holde sit løfte til oppositionen.
»Jeg synes, det er ærgerligt og meget uheldigt. Regeringen har ikke lagt sig tilstrækkeligt i selen,« siger Christian Thulesen Dahl.
For en uge siden lovede han, at oppositionen – gennem Finansudvalget – kunne spørge landets forskningsinstitutioner, hvad de mener om et nyt Institut for Miljøvurdering, som lektor Bjørn Lomborg har foreslået.
Løftet fra Christian Thulesen Dahl fik den radikale ordfører, Elsebeth Gerner Nielsen til at trække sit forslag om, at Folketinget skulle kræve en offentlig høring, tilbage.
Men nu har miljøministeren svaret, at han ikke vil give de 31 institutioner lejlighed til at svare. »Det har ikke megen mening at høre dem om selve oprettelsen« og »det harmonerer dårligt med regeringens ambition om at komme hurtigt i gang,« skriver miljøminister Hans Chr. Schmidt i sit svar.
Så oppositionen føler sig henvist til at lave en »udenomsparlamentarisk« høring. Socialdemokratiets ordfører, Pernille Blach Hansen, har, sammen med SF, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Enhedslisten, skrevet til de 31 institutioner og bedt om deres mening inden 22. januar.
På listen er institutioner, der i forvejen beskæftiger sig med økonomisk miljøvurdering. For eksempel Danmarks Miljøundersøgelser, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, Det økonomiske Råd, en række universiteter og forskningscentre, Statens forskningsråd mv.

Uklog opførsel
Christian Thulesen Dahl synes, regeringen opfører sig »uklogt«. Dansk Folkeparti vil skrive en påtegning om det uheldige i fremgangsmåden, siger han, men han synes ikke, at sagen er stor nok til at han vil blokere for den bevilling på 10 millioner kr., som Hans Christian Schmidt ønsker.
»Politisk set går vi jo ind for oprettelsen af instituttet. Vi ville foretrække, at man gennemførte høringen, men det er ikke et kardinalpunkt for os,« siger han. Han opfordrer kritikerne til at kræve Hans Chr. Schmidt i samråd, eventuelt et offentligt, åbent samråd, i Finansudvalget.
Ole M. Nielsen fra Kristeligt Folkeparti er også imod regeringens hastværk og manglende lyst til offentlig høring. »Men når Thulesen Dahl bøjer sig, gør vi det også,« siger han. Han vil ikke bruge sin udslagsgivende stemme i udvalget til at ’trainere’ sagen.

Ny stil
»Det grønne mindretal har jo ikke bedt om noget, man ikke plejer at gøre,« siger Pernille Blach Hansen.
»En høring kunne gennemføres på tre uger eller en måned. Enhver regering bør sørge for at mindretallet føler, at sagerne er ordentligt belyst. Men når vi ikke kan få et seriøst svar, så ofrer vi da gerne frimærkerne selv – og håber, at institutionerne vil svare inden regeringen trumfer en beslutning igennem,« siger hun.
Miljøudvalgets formand, Ejvind Vesselbo, søgte i går at lukke for yderligere spørgsmål i sagen.
»Det er ildevarslende, hvis den nye regering vil tonse sine sager igennem Folketingets udvalg og formændene optræder som regeringens repræsentanter i stedet for at repræsentere alle medlemmerne,« siger den forhenværende formand for Miljøudvalget, Jørn Jespersen, SF.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her