Læsetid: 5 min.

Mord på museet

Med en udstilling på Louvre i Paris fremsætter kuratoren Régis Michel den hypotese, at maleriet er en forbrydelse. Informations udsendte har forsøgt at finde frem til offeret eller den skyldige
17. januar 2002

Udstilling
PARIS – Nede i kælderen på det navnkundige kunstmuseum Louvre i Paris, langt inde i middelaldergrundvoldens mørke, har en af museets konservatorer Régis Michel sammensat en udstilling, der hævder, at maleriet er en forbrydelse. Når man betænker de kilometervis af vægge med tusindvis af skilderier fra noget nær femhundrede år, der strækker sig i gangene ovenover, må det siges at være en provokation.
Hvem det så egentlig provokerer er sværere at indse: Turisterne, der forvilder sig ind i mørket, hvor kun tegninger og malerier er oplyst, skal med sammenknebne øjne læse sig gennem tonsvis af citatbefængte plancher på fransk.
De finder hurtigt op i lyset til vrimlen foran Mona Lisa igen. Hvad kunstverdenen angår, har den forlængst besluttet sig for, at maleriet er dødt, derfor så meget desto bedre, hvis det oven i købet var kriminelt. Men samtidig er der jo på den anden side masser af maleri i den ’postmoderne’ (kunst)verden, så hvis maleriet er en forbrydelse er den skyldige stadig på fri fod.
Anmelderens vej var nok heller ikke lige faldet ind i Louvres mørke midt i juletravlheden, om ikke hun ved et tilfælde var faldet over to fuldkommen modstridende anmeldelser af udstillingen i det ellers så ærværdige og kohærente dagblad Le Monde.

Mysteriet i Le Monde
Man skulle se godt efter: I det ugentlige kulturtillæg anbefales der anonymt:
»Denne sjældent mesterlige og intelligente udstilling kræver tid og opmærksomhed, for ellers forbliver den lukket for iagttageren,« mens stjerneanmelderen Philippe Dagen over sin anmeldelse i avisen havde overskriften: »Kunstnerisk gidseltagning på Louvre«.
Således mystificeret og med lun tanke på det rivegilde, der efterfølgende må have fundet sted på Le Mondes kunstredaktion, begav hun sig så ned i Louvres hule for at undersøge, hvem der monstro havde ret.
Lig og død og kvæstede lemmer er der masser af. Regis Michel efterprøver sin hypotese, som han har hentet fra et slogan hos wieneraktionisten Rudolf Schwarzkogler: »Maleriet som forbrydelse«. Han spørger derfor, om maleriet måske ikke udelukkende har været et overgreb mod det imaginære, et spejl for ideologier, et magtinstrument, en kunstnermystik, en fortrængningsmaskine, der uden ophør har været i kunstreligionens tjeneste.
Udstillingen vil derfor vise the dark side, eller som det hedder på fransk æuvres au noir: Alle de værker som kunsthistorien har foretrukket at se bort fra med sin oplysningsideologi, den irrationelle kunst, bagsiden af medaljen, al den væmmelighed, som modsiger oplysningstidens æstetiske idealer. Eller som Bataille formulerer det: »modernitetens forbandede side«.

Labyrinten
Til det brug er en ganske særlig række kunstnere trukket frem, ikke kronologisk, men – som Michel hævder det som fragmenter, for ikke at ende i en ny ideologi, en ny kunst-historie. Lidt kronologi er der dog i den labyrint man træder ind i. I den første del »Vision« møder man blandt andre, Carstens, Füssli, Blake og Goya – slutningen af det 18. århundrede – i »Fiktion« er det hovedsageligt en løjerlig blanding af Odilon Redon og Magritte, der tilsammen strækker sig over slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede, og i den tredje »Aktion« optræder Pollock, Klein og wieneraktionisterne fra et sted midt oppe i det forrige århundrede.
Le Mondes anonyme anmelder har ganske ret i, at den udstilling Michel har tænkt sig, at man skal se – beviset på at der bag det lysfyldte maleri har været gemt de mørke tegninger og den blodige kropslighed, at oplysningens lys har forblændet beskueren til ikke at se ind i sjælens dunkle kroge – kun folder sig ud, hvis man giver sig tid. Ikke mindst til at læse de tekster som står skrevet på væggene, og som udgør en veritabel synsbrugsanvisning: Om Füsslis kraftfulde, mytologisk inspirerede og egentlig temmelig akademiske tegninger lyder det:
»Füssli giver os sit syn på synet, langt fra den abstrakt rationalitet hos de filosoffer, der er blændet af lyset.«
Om Redons mystiske, cirkelrunde, planetagtige, edderkopskravlende, behårede øjenbilleder, som udstillingen har den kæmpefortjeneste at hente frem i lyset i stort antal står der:
»I denne fallosfælde kulminerer den virile angst for kvindeligheden.« Eller om Goya:
»Søg ikke, for der er intet at forstå.«
Og det er nu ærgerligt, når man for en gang skyld har fået trukket en række pragtfulde og monstrøse Goya-tegninger ud af Prados samling.

Gidseltagning
Alle disse dunkle, kropslige og samtidig så drømmeagtige værker bliver, ganske som Philippe Dagens overskrift hævder det, gidsler i Michels spinkle historie om, at mørkesiden er slået ihjel af alle de lyse malerier oppe på etagerne. Der er ikke noget kadaver.
Til gengæld får amatørdetektiven mistanke om, at hele historen er så meget mere kompleks end godt og ondt, sort og hvidt. Eller at der måske snarere er tale om en ménage a deux – et gensidigt forhold, end om at lyset – eller maleriet – har været forbryderisk over for mørket ?
Deres udsendte opholdt sig på gerningsstedet af to omgange. Første gang var der ikke tid til at læse Michels anklageskrift på væggen og derfor sås der noget helt andet. Der er en betagende visuel sammenhæng på tværs af det hele, der hverken har brug for forklaringer fra Freud, Adorno, Foucault, Lacan eller Bataille. Munden som en skrigende cirkel på Carstens ellers glatte marmorfigurer, der bliver til Redons runde monstre. Der bliver til Magrittes mystiske runde ’bjælder’, der bliver til wieneraktionisten Schwarzkoglers hoved på et fad, der puster en ballon op, og hovedet på fadet passer til Füsslis skildring af Johannes døberens hoved på et fad, der passer til Bill Violas skrigende hoved på en videoskærm.
Men noget har de alle til fælles, om det nu er maleri eller ej: Noget utrolig pittoresk, en umiskendelig billedlighed, og er det ikke netop det, der kendetegner maleriet par excellence? Selv wieneraktionisterne, Muehl, Brus, Schwarzkogler vælter sig rundt dels i selve malingen men med deres selvmutilerende handlinger også i det ene i maleriske sceneri efter det andet. Michel ser det selv, og hævder på en af de sidste plancher, at det er den vestlige verdens forbandelse, at den sidder fast i disse billeder.
Et sted oppe i salene ovenover vælter fortvivlede mennesker sig rundt på en tømmerflåde i Géricaults mesterværk fra 1819 maleriet Le
radeau de Méduse. Har Michel ret i, at det er maleriet, der er forbryderen, fordi det er fornuft og magt, mens offeret er drifterne, kroppen tegningen? Hvad er det for en ny stor (kunst)historie vi så skal bindes på ærmet, gennem de uendelig lange filosofiske forklaringer på væggene? Og er det ikke sådan, at man er blændet, når man går fra lyset mod mørket, men så sandelig også den anden vej? Hypotesen om en forbrydelse virker tynd, min kære Michel. Der er vist nærmest tale om husspektakler. Men hvilket spektakel!

*LA PEINTURE COMME CRIME. Musée de Louvre. Til 14 jan. Katalog af Régis Michel, 384 s., 320 franc

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her