NAZARETH Der er gået hul i skydækket, som har sendt tung regn ned over landet i en uge. Den kølige vintersol skinner ned på den stille byggeplads i Nazareth, hvor en moske er under opførelse, og som er der ikke kommet vand nok går en mand og spuler asfalten ren.
»Nu kan vi ligeså godt rydde lidt op,« siger en mand for at forklare en mening med galskaben.
De israelske araberes Islamiske Bevægelse fik efter mange års politiske tovtrækkerier grønt lys sidste sommer til at bygge en moske og gik igang med arbejdet, som i denne uge atter blev sat i stå, da den israelske regering sagde stop. Alle, som overtræder forbudet, vil blive politianmeldt, lød beskeden, og eftersom man betragter sig selv som lovlydige borgere står betonfundamentet nu forladt hen med strittende armeringsstål.
Frygter Hamas
Regeringens formelle begrundelse er manglende byggetilladelser, men al den stund beslutningen blev taget i det særlige sikkerhedskabinet er alle iagttagere enige om, at det i virkeligheden drejer sig om en stor, løftet pegefinger til Den islamiske Bevægelse. Den er under stærk mistanke for at have tættere forbindelse til Hamas på Vestbredden end sikkerhedsmyndighederne bryder sig om.
Dagbladet Haaretz citerede i denne uge igen en anonym regeringstalsmand for at sige, at man længe har set forbindelsen mellem fundamentalister på begge sider af grænsen, og at man anser det islamiske miljø i Nazareth for et af centrene.
Dette stiller folkene i Nazareth sig helt uforstående overfor, og har morgenen efter byggestoppet mest travlt med at skabe ro om sagen.
»Ingen billeder, tak!« råber manden med vandslangen til et israelsk tv-hold.
»Dette er en moske. Hele området er en moske!«
»Jeg husker ellers, at her lå en parkeringsplads!« siger fotografen og får et sjask vand som svar. TV-holdet flytter sig og får ingen billeder med hjem.
»Vi vil ikke have dem her,« siger en mand om de israelske journalister.
»De fordrejer hele sandheden, og det er den slags, der får de jødiske myndigheder til at betragte os allesammen som terrorister.«
Manden præsenterer sig som Hosni Abu Assad. Den islamiske Bevægelse har hans sympati, selvom han med glatbarberet ansigt og almindelig vinterfrakke ikke lever op til det stereotype billede af en islamist. Han var egentlig på vej til banken ved siden af, men fortæller gerne.
»Den store Shaab ed Din ligger begravet her, og derfor er stedet helligt. Han var nevø til Salah ed Din (Saladin, red.) og inden korsfarerne dræbte ham forhandlede han fred med Richard Løvehjerte. Dette er et fredens sted, som for mig er essensen af islam,« forklarer Hosni Abu Assad.
Vatikanet presser
Op til pavens besøg i Nazareth for et år siden pressede Vatikanet voldsomt på for at få anlagt en plads på det omstridte jordstykke, hvorfra en storslået trappe skulle føre op til Bebudelseskatedralen. Den er bygget over stedet, hvor jomfru Maria ifølge kristen tradition fik budskabet om at hun var frugtsommelig, og derfor ønskede Vatikanet en mere statelig indgang til kirken, som altså ville komme til at gå ud over de muslimske planer.
»Det lykkedes dem ikke, for vi blev på stedet og bevogtede det 24 timer i døgnet, og det gør vi stadig,« fortsætter Hosni Abu Assad.
»Vi vil aldrig acceptere at skulle flytte moskeen til et andet sted i byen.«
Sagen kompliceres af at Sharons to forgængere, henholdsvis Benjamin Netanyahu og Ehud Barak, begge gav grønt lys for moskeen. Vatikanet pressede dem begge, og Hosni Abu Assad gætter på at Sharon har givet efter for at kunne lamme Den islamiske Bevægelse. Af Nazareths godt 70.000 indbyggere er 75 procent muslimer, hvilket afspejler sig endnu tydeligere i kommunalbestyrelsen, hvor 16 ud af 19 medlemmer er muslimer; og heraf sidder bevægelsen på ni af mandaterne og har således absolut flertal.
»Den Islamiske Bevægelse bygger sin store popularitet på at træde ind, hvor det offentlige svigter. For egne midler bygger og driver de børnehaver og en hel række institutioner, ja, selv fortove anlægger de. Der er sikkert også nogle, som støtter terror, men de er så få at de knap er til at få øje på,« forklarer Hosni Abu Assad.
Terrorskole!
»Det er slet ikke hensigtsmæssigt at have to store, offentlige bygninger liggende så tæt op ad hinanden i en by som Nazareth, hvor gaderne er så smalle,« siger Fader Pedro, som er prior ved Bebudelseskatedralen og det tilliggende fransiskanske kloster. Den midaldrende munk er af spansk afstamning, og har fungeret som Vatikanets repræsentant på stedet i foreløbig fem år. Han formulerer sig i høfligt afstemte vendinger.
»Vi befinder os jo midt i en strid, og det vigtigt for kirken at bevare et godt forhold til naboerne,« siger han.
Fader Pedro fortæller, at klosteret gennem mange år har plejet naboskabet ved at understøtte fattige muslimske familier. Men sidste år uddelte man ingen fødevarepakker i anledning af Ramadan, hvilket han beskriver som et resultat af krisen. Han tilføjer, at han ikke har bemyndigelse til at udtale sig politisk, men efter nogen betænkningstid bevæger han sig alligevel ind på sprængfarlig grund:
»Hele problemet stammer fra 1948 (staten Israels tilblivelse, red.). Indtil da var Nazareth en næsten rent kristen by, men under krigen modtog vi mange muslimske flygtninge, som har ændret byen. De er fattige og de får mange børn, og så har vi problemet!«
Mere vil pateren ikke sige, men ude på den solbeskinnede gade falder ordene lidt lettere end i de kølige klostersale.
»Islamisterne er meget dårlige naboer. De kan finde på at lukke vejen op til kirken under fredagsbønnen og i Ramadanen, og dernede i moskeen er de meget fanatiske. Det er noget af en terrorskole, de er ved at bygge,« siger en mand ved navn Samir.
Vi er alle arabere
»Det er helt usandt! Her i Nazareth har vi en lang tradition for at leve i fred med hinanden. Det er jo ikke en natklub, vi bygger, men et Guds hus,« vedbliver Hosni Abu Assad.
Han peger ned ad hovedgaden hvor en koptisk kirke ligger side om side med en moske.
»Sharon er ikke interesseret i fred med nogen selv ikke sin egen familie og os ser han som sin fjende. Han er en af de mange, som bærer skylden for dette,« lyder det fra Ghassan, som driver en lille falaffelbar udenfor katedralen.
»Hvorfor kan regeringen ikke bare lade dem bygge moskeen færdig? Den er på 350 kvm. og meget mindre end kirken.«
Ovre på byggepladsen er man ved at være færdige med at lukke den ufærdige moske inde bag et hegn af bølgeblikplader. Ghassan betjener en kunde, mens han snakker videre om hvordan regeringens politik søger at drive en kile ned gennem byens befolkningsgrupper:
»Der er islamiske fundamentalister her i byen, men de foretager sig intet, der er i strid med loven. Jeg har både muslimske og kristne venner, og vi nægter at betragte hinanden med mistro, fordi Sharon ønsker det. Om jeg er muslim eller kristen? Det er da lige meget. Her er vi allesammen arabere, og vi vil bare have lov til at leve i landet, som var vort før jøderne kom og tog det!«
