Analyse
Læsetid: 5 min.

Når mænd dræber kvinder

Debatten om socialt svigt, integration og ægteskabets aldersgrænser raser i Danmark og Sverige, men det var kønnet, der slog den svensk-kurdiske Fadime ihjel
26. januar 2002

Debatten om socialt svigt, integration og ægteskabets aldersgrænser raser
i Danmark og Sverige, men det var kønnet, der slog den svensk-kurdiske Fadime ihjel

Det kan næppe have undgået nogens opmærksomhed: Mandag aften ved 22-tiden ringede en 56-årig kurdisk mand på døren til en lejlighed i Uppsala i Sverige. Da den blev åbnet, skød han sin 26-årige datter for øjnene af hendes mor og hendes 13-årige lillesøster. Baggrunden var, at hun fire år forinden havde forelsket sig i en svensk fyr og havde kærestet med ham. Og at hun havde politianmeldt sin far for dødstrusler.
»Æresdrab« råbte pressen, politikerne og myndighederne derfor hele ugen. »En intern familiekonflikt,« svarede faderen og hans advokat i tordags, og faderen tilføjede: »Jeg er psykisk syg.«
Mordet på den 26-årige Fadime Sahindal har skabt et ramaskrig i såvel Sverige som hele Norden. For Fadime var mere end bare en indvandrerkvinde, der blev offer for en drabsmand.
Hun var en offentlig person – kendt i de svenske medier fra interview på tv, i magasiner og i de store dagblade, hvor hun fortalte sin historie om flere års dødstrusler, smædeord og forfølgelse. Den inkluderede telefonsamtaler, hvor Fadimes far og bror f.eks. sagde: »Dø, din luder«. Den inkluderede en mor, der vendte ryggen til. Og den inkluderede kæresten, Patrick, der efter en retssag mod Fadimes familie døde i en bilulykke kort tid før, de skulle have været gift.
Fadime Sahindal var også kendt i den svenske Riksdag, hvor hun havde holdt tale om indvandrerpigers situation, og hvor hun havde fået et personligt forhold til den svenske integrationsminister, Mona Sahlin.
Fadime blev langsomt et forbillede og symbol for mange unge indvandrerkvinder i Sverige, der ønskede det samme som hende: At stå op imod fastlåste normer for, hvordan kvinder bør være og leve. Derfor kom hendes død som et voldsomt chok for alle.

Efter mordet har debatten og avisoverskrifterne raset i Sverige. En grædende Mona Sahlin har erklæret, at integrationen er slået fejl og har foreslået, at aldersgrænsen for ægteskab for ikke-svenske statsborgere skal hæves tre år, så de først kan blive gift, når de er 18 år.
Andre politikere har fulgt trop og har sammen med eksperter i dagevis diskuteret, hvad Sverige skal gøre for at forhindre drab på indvandrerkvinder.
Og indvandrerorganisationer er blevet beskyldt for ikke at gøre deres arbejde godt nok.
Også i Danmark og Norge har Fadimes død skabt røre. Norge tog æresdrab og tvangsægteskaber på Stortingets dagsorden onsdag. Og i Danmark er pressemeddelelserne tikket ind hos medierne med opråb og beklagelser, og kommunerne har været ude med budskabet om, at de skal have hjælp til situationer, hvor indvandrerpiger kommer i klemme i familiens skød.
De fleste er blevet enige om, at det er integrationen i de velordnede skandinaviske samfund, den er galt med. Nogle kritiske røster har i den forbindelse peget på, at de nordiske lande er gået langt over stregen, hvad angår frisind og misforstået respekt for kulturelle forskelligheder.
Andre kritiske røster – som f.eks. det danske POEM – har peget på, at drabssagen netop ikke skal sætte grænser for den mellemmenneskelige respekt og tolerance og resultere i, at man i den stramme udlændingepolitiks navn sætter lighedstegn mellem et tragisk drab og arrangerede ægteskaber.
Og andre igen – det gælder særligt i Sverige – har i forbindelse med drabet peget på, at man også bør kigge på (indvandrer)mænds livssituationer og oplevelser af integration, manderoller og udviklingsmuligheder i samfundet:
»Der findes få beskrivelser af, hvordan manden selv bliver dræbt af at leve i et mandesamfund. Det problematiseres ikke,« skriver en mande-debattør i sin kronik i en svensk avis.

Vinklerne på drabet i Sverige har således været mangeartede og har spændt vidt og bredt for at finde en løsning på problemet. Det er nemlig ikke første gang, der finder æresdrab – eller drab med æren som begrundelse – sted i Norden. Sverige har ifølge det svenske dagblad, Dagens Nyheter, oplevet fem af slagsen – og Sverige bliver således også nævnt i de utallige rapporter om æresdrab, der gennem årene er blevet lavet af såvel kvindeorganisationer verden over som af FN.
Og Danmark kan også være med. Her i landet har vi ifølge Dagbladet Politiken oplevet seks ’dræbende kultursammenstød’ – senest i december sidste år, hvor kæresten til en iransk pige blev skudt af pigens far på Amager.
Dog er de danske og svenske mordtilfælde blot dråber i et stort blodhav. For hvis man kigger på jordkloden som helhed, så bliver der, ifølge FN, begået 1.500 æresdrab om året. I Yemen. I Pakistan. I Tyrkiet. I Libanon. I Egypten. I Bangladesh. I Irak. I Iran. I Palæstina. Og i Jordan.
Et sådant opbud af lande – og et så højt årligt drabstal – illustrerer meget godt buskabet i en leder i Dagens Nyheter i torsdags: Jo, vi kan tale om integrationsproblemer – og vi kan tale om æresdrab i kulturelle termer. Men det er ikke muslimsk kultur, vi taler om. Ej heller kurdisk kultur, etnisk kultur eller national kultur for den sags skyld.
Det er ligestillingskultur.
Æresdrab skyldes en ligestillingskultur, der både giver kønnet karakter, karakteristika og kvalifikationer. Og når kønnet afviger fra sin rolle, bliver der slået hårdt ned. Det forklarer, hvorfor æresdrab er i stigning i f.eks. Pakistan og Tyrkiet, hvor kvinder bliver mere og mere bevidste om deres rettigheder og siger fra. Æresdrab er udtryk for en ligestillingskultur, hvor kvinder er de mindst lige – og indvandrerkvinder, kunne man sige, mindre end det – og hvor undertrykkelsen af kvinder ikke bliver taget alvorligt nok.
Konsekvensen for ligestillingssamfundet Sverige blev Fadime Sahindals død. Myndighederne valgte nemlig – dengang Fadime gik til politiet og i retten – at give hendes morder en mild bødestraf for sine dødstrusler i den antagelse, at de ikke ville blive til virkelighed mandag aften i denne uge.
På samme måde blev truslerne mod den albanske kvinde, Nadije Osmani, længe ignoreret af de danske myndigheder, som hun fortæller i bogen Forbandede ære, der udkom sidste år. Efter utallige bange henvendelser til såvel socialforvaltning som lærere og skoleinspektøren i hendes skole, blev Nadije Osmani kidnappet af sin familie, fordi hun var gravid med sin danske kæreste. Hun blev bortført til Makedonien, hvor familien gennemtvang en abort i sjette måned.
Fadime Sahindal blev ikke myrdet, fordi hun var etnisk kurder, national svensker eller muslim. Hun blev myrdet, fordi hun var kvinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her