Læsetid: 3 min.

Når musikken skal hældes ind i døve ører

Superheroes, Saybia, Natural Born Hippies og Safri Duo gjorde sig til i en ‘showcase’ for branchefolkene i Cannes
24. januar 2002

Midem 2002
CANNES – Boulevard de la Croisette ved de berømte strande i byen. De uniformerede tjenere, der høfligt tager imod ved hotellets indgang, giver ved deres blotte tilstedeværelse indtryk af at showcasen bestemt ikke finder sted hvor som helst. Og hvis man alligevel ikke skulle have bemærket at man befinder sig på et luksushotel, bliver man klar over det så snart man henvender sig i baren. En appelsinjuice, som den jeg bestiller, da jeg ankommer, koster syv euro (lidt mere end en halvtredser), og en øl koster tæt ved det dobbelte. Hotellet kan naturligvis med sindsro tage så høje priser, for når det kommer til stykket er det vel de færreste tilstedeværende, der selv betaler for deres drikkevarer, jeg mener, hvad har man egentlig pladeselskaber til?

Intet at tabe
For den lille delegation af danske branchefolk, der er til stede på messen, er Discovering Denmark selvfølgelig stedet, hvor man mødes. Men hovedparten af publikum, der ved arrangementets begyndelse vel er 4-500 stykker, er alt andet end danskere. En horde af engelske, tyske, italienske og franske pladeselskabsdirektører, label managers og headhunters defilerer rundt med drinks og programmer i hånden, mens andre har taget opstilling foran scenen på koncertsalens ene langside.
På et veritabelt gedemarked som MIDEM er en af hensigterne for de tilstedeværende branchefolk at spotte det næste store act, vel at mærke før alle andre gør det. Kan man høre potentialet (dvs. det økonomiske snarere end det kunstneriske) i et mindre forum med danske navne som de, der spiller i aften, kan det vise sig at være af afgørende betydning for om et af de pågældende bands scorer sig et hit på et ellers ufremkommeligt marked. På den måde har aftenens optrædende bands absolut intet at tabe: Superheroes med deres højenergiske 80’er-pop, Saybia med deres melankolske lydunivers, Natural Born Hippies med deres gadedrengerock og millionsælgerne Safri Duo som den trommende rosin i dansk musikeksports pølseende. Og når man bliver inviteret til at spille en halv time live i Cannes med tilhørende flytur og hotelophold, skulle man da være idiot, hvis man ikke accepterede, om ikke af andre grunde så da i hvert fald for at deltage i det afterparty, der til ud på de helt små timer finder sted i hotellets forhal og restaurant på fuldt tryk.
Men det er lettere sagt end gjort at stille sig op og spille for en flok branchefolk, der allerede har været i gang i flere dage og måske allerede har fået rigeligt med musik på messen. For en showcase er altså en minikoncert for et indbudt publikum, der af praktiske årsager overvejende bliver spillet på lejet musikudstyr, er og bliver en meget kunstig form at optræde indenfor.

Det træge publikum
For at et band i denne sammenhæng skal kunne gøre positivt opmærksom på sig selv, kræver det, at det trykker den af og laver et sceneshow, der rykker, som når Superheroes-forsangeren Thomas Troelsen energisk og ustandseligt stiller sig i workout-agtige 80’er-positurer og endda smider trøjen på et strategisk planlagt tidspunkt. Under normale omstændigheder, dvs. til en ’rigtig’ koncert, ville den slags gimmicks sandsynligvis fungere helt efter hensigten, men til en showcase er problemet at publikum ikke udgør den resonansbund som bandet kan klinge på. Det er et publikum, der for det første ikke er fans og dermed ikke kender de særlige koder, der knytter sig til de forskellige bands, for det andet er umotiveret, i den forstand at det ikke har betalt for at komme ind, og for det tredje har hørt alt før og måske endda er fed up med musik for livstid, en branchesygdom, der er mere udbredt end man måske skulle tro. Tilbage er en flok hårdtarbejdende bands, der forventes at fyre den af som om de spillede for fans.
Publikum vågner først for alvor op da Safri Duo som det afsluttende navn noget forsinket går i gang med deres showcase. Duoens ene halvdel, Uffe Savery, indleder på regulært Valby-engelsk med at fortælle at sidst Safri Duo optrådte på MIDEM, var det som klassiske musikere, så denne showcase er en stor forskel for dem begge. Hvis den overordnede hensigt med Discovering Denmark har været at vise de europæiske branchefolk, hvad Danmark formår på rock- og dancescenerne for tiden, må den siges at være blevet indfriet ganske godt. Alle fire bands leverede varen på trods af omstændighederne, og mere kan man næppe forlange. Om der så er andre af dem end Safri Duo, der for alvor bliver eksponeret på det internationale marked, må tiden vise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her