Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

25. januar 2002


Gerda Nystad, 79
*Tegneren Gerda Nystad, Hellerup, er død 79 år. Hun var kun 16 år, da hun havde sin første tegning i Politikens Magasinet. Senere blev hun kendt over det ganske land for sine smukke akvareller, bogillustrationer og satiriske tegninger af venstrefløjens behandlersystem.
Gerda Nystad var uddannet på Kunsthåndværkerskolen og havde i begyndelsen af 1940'erne sin første udstilling på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1945. Et enkelt år udstillede hun som gæst på Grønningen. Og sammen med sin mand, tegneren Jørgen Mogensen, udstillede hun på Skagen Bibliotek og Rådhus.
Hun var tilknyttet Politiken fra 1938 til 1940 og derefter frem til 1980 Weekendavisen og i en kort periode B.T. Herefter blev hun freelancer.
Hun illustrerede et utal af børnebøger og mange vil huske hende for tegningerne til sexologen Steen Heglers ’Hvordan mor?’, der blev udgivet første gang i 1948.
Gerna Nystad var kendt for aldrig at lave skitser. Hun satte pennen til papiret og illustrationerne var på vej.
Blandt hædersbevisningerne kan nævnes William H. Michaelsens legat som hun modtog i 1962.ritzau

Aleksandr Prokhorov, 85
*Der er næsten ingen ende på hvad laseren idag bliver brugt til; CD-afspillere, holografi, måling af afstande i rummet, printere, øjenkirurgi og meget mere. En opfindelse hvis potentiale først begyndte at dæmre i 1964, hvor Prokhorov delte Nobelprisen i fysik for opdagelsen.
Prokohorov levede i en mildt sagt speciel tid for sovjet-russisk forskning. Han blev født 11. juli 1916 i Australien, af russiske emigranter, der var flygtet fra zar’en. Efter den russiske revolution vendte hans forældre tilbage til Sovjetunionen, hvor Prokhorov tog sin eksamen fra Leningrad Universitet i 1939. Under Anden Verdenskrig kæmpede han for den Røde Hær og efter krigen befandt han sig midt i et forskningfelt drevet af Den Kolde Krigs våbenkapløb – Sovjets første atombombe sprang i 1949, hydrogenbomben i 1953, man satte den første en satellit i kredsløb i 1957 og Yuri Gagarin var i 1961 den første mand i rummet.
Prokhorov hørte til blandt Sovjetunionens topforskere med den priviligerede status ’Acadamician‘, som gjorde landet verdensførende indenfor matematik, fysik, kemi og astronomi.
Prokhorovs forskning baserede sig på Niels Bohrs teori om at atomer eksisterer i stationære energitilstande. Når et atom går fra en højere energitilstand til en lavere, vil det udsende energi. Einstein viste i 1917, at det i teorien var muligt at inducere emission af energi f.eks. i form af mikrobølger. At molekyler skulle kunne interagere med energi, blev dengang år betragtet som et rent teoretisk koncept, der aldrig ville kunne udføres i praksis eller sågar observeres. Først 30 år senere med forsvarets udvikling af radaren var det blevet praktisk muligt at lave mikrobølgestråler. I perioden 1950-55 lavede Prokhorov og kollegaen Nikolai Basov den såkaldte ’maser’. Maser står for »microwave amplification by stimulated emission of radiation«, mens ordet laser fremkommer ved at udskifte ’mikrowave’ med ’light’. Prokhorov og Basov delte nobelprisen med amerikaneren Charles Townes, der gjorde mange af de samme opdagelser uafhængigt af de to russere.
Prokhorov blev af Vesten betragtet som en politisk kontroversiel figur. I 1982 skrev han og 96 andre nobelpristagere under på en opfordring til at stoppe udviklingen af atomvåben, men året efter blev hans navn knyttet til, hvad Vesten anså for en sovjetisk propaganda kampagne. Sammen tre sovjetiske videnskabsmænd kritiserede Prokhorov kernefysikeren og menneskerettighedsforkæmperen Andrei Sakharov, for at opfordre FN til at matche Sovjetunionens atomvåben lager inden en effektiv nedrustning kunne begynde. Sakharov havde kæmpet for ytringsfrihed i 1970’erne, og var en torn i øjet på regeringen, specielt efter Nobelkomitéen i 1975 belønnede ham med fredsprisen.
Prokhorov grundlagde Institut for Generel Fysik i Moskva i 1983 og arbejdede som en af lederne indtil 1998, og begraves blandt Ruslands største videnskabsmænd på Moskvas Novodyevichy kirkegård.
I 1941 giftede han sig med geografen G.A. Shelepina. De fik én søn.rkj

Camilo José Cela, 85
*»Her hviler de jordiske rester af en mand, som på sin vej gennem denne jammerdal sørgede for at forulempe sin næste så lidt som muligt.« Sådan lød Camilo José Celas bud på sit eget gravskrift. Intet kunne være mere forkert.
Da forfatteren og Nobelpristageren Cela den 17. januar lå for døden i en seng på et sygehus i Madrid, kunne han se tilbage på et 85-årigt liv, der var blevet brugt på at afsøge, forulempe og provokere det Spanien, der var hans hjem, hans liv og hans smertensbarn.
Hvis paradokset er den røde tråd i Celas liv og værk, kan den allerede spores tilbage til det Franco-regime, som den dengang 20-årige galicier kæmpede og blev såret for under den spanske borgerkrig.
Siden fungerede Cela i en kortvarig periode som censor for Franco, men måtte ikke desto mindre se sin egen debutroman La familie de Pascual Duarte (da. Pascual Duarte, 1950 og Pascual Duartes familie, 1990) forbudt af censuren og først udgivet i Spanien i 1946, fire år efter den første udgivelse i Argentina.
Pascual Duarte, Celas kendteste bog, er en mørk roman, præget af tiden efter borgerkrigen. Samtidig har den reminiscenser fra den picareske tradition, der er den spanske litteraturs stolthed og vugge.
Med La colmena fra 1951 (da. Bikuben, 1991) påbegyndte Cela den afsøgning af litterære stemmer og stilarter, der prægede resten af hans i omfang og alsidighed helt monstrøse skrivekarriere, der spændte over romaner, noveller, drama, lyrik, essayistik og leksikale værker som Diccionario secreto fra 1968-71, der kortlagde alle de frække og folkelige ord fra det spanske talesprog, som ikke fandtes på tryk. Selv påstod Cela, at: »En roman er enhver bog, som der står ’roman’ på.«
Mens Cela som stilist i løbet af sine cirka 80 værker i stigende grad blev eksperimenterende og ifølge nogle kritikere mere og mere svært tilgængelig, var han tillige en allestedsnærværende polemiker, der formåede at forarge og forstyrre den spanske offentlighed helt frem til sin død.
Nogle udfald var mere seriøse end andre – stor skandale vakte det, da han beklagede sig over homoseksuelle gruppers deltagelse i en mindehøjtidelighed på 100-årsdagen for Federico Garcia Lorcas fødsel.
Men i 1989 belønnede Det Svenske Akademi ham med Nobelprisen i 1989 for en prosa, der »forener kærligheden til eksperimentet med provokationen og fortsætter den spanske tradition for det komisk groteske, der ofte er fortvivlelsens bagside«.
Her tegnede sig den historiske dom, der uden tvivl vil hylde Camilo José Cela for hans kunstneriske kompromisløshed og for en række mesterværker, hvoraf mange (heriblandt den bitre voldsomme, næsten pornografiske San Camilo, der blev skrevet i ’36 men først udgivet i ‘69) i øvrigt stadig venter på at blive oversat til dansk. lfk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu