Læsetid: 4 min.

NEKROLOGER

18. januar 2002


Lars Swane, 88
*Maleren og grafikeren Lars Swane blev født med penslen i hånden i et af landets mest begavede kunstnermiljøer. Som søn af malerparret Christine og Sigurd Swane og med morbroren maleren Johannes Larsen var hans fremtid som maler kridtet op fra starten. Han valgte dog i begyndelsen naturen og blev uddannet som skovfoged, men snart slog han ind på maleriet, og han kombinerede hele vejen igennem kunsten og naturen. Ud over landskabsmalerier fra ture til Christiansfeld, Samsø, Bisserup Havn i Sydsjælland og til udlandet, hvor campingvognen lod sig anbringe, malede han interiører og opstillinger, i særlig grad blomsteropstillinger foran vinduer med landskabsudsigter, og med dem fik han stor publikumsucces. Lars Swane blev elev på Rostrup-Bojesens malerskole, havde debutudstilling i 1937 og udstillede i 1940'erne og 50'erne hovedsagelig på Bølleblomsten og Grønningen. Hans kunst når størst højde i akvarelmaleriet, der formidler den umiddelbare oplevelsesglæde ved landskab og flora, og her slægter han sin mor på. Lars Swane var i perioder ansat som unicamaler på Den kongelige Porcelainsfabrik, og han drev gallerier, senest i Nansensgade i København.lb

Lord Young, 86
*Lord Young, en af Storbritanniens største sociale nytænkere er død, 86 år gammel. Michael Young lærte tidligt at hade regler, regulativer og ’plejers tyranni’, nemlig i det britiske skolevæsen. Den frie og anderledes Dartington Hall-skole i Devon i det sydvestlige England blev hans redning. Og måske hans inspiration. For det var ikke så lidt, Michael Young fik udrettet af banebrydende sociale organisationer. Han stod bag f.eks Open University og Consumer’s Association – der nærmest svarer til Forbrugerrådet – og han var livet igennem en energisk fortaler for den såkaldt almindelige borgers rettigheder. Ind imellem fik han tid til at tage en grad i økonomi fra London University og en ph.d. i boligpolitik fra London School of Economics. Han var tilknyttet Labour-partiet og skrev dets succesrige valgoplæg i 1945. Men der var ikke meget New Labour-ensretning over ham. For eksempel nægtede Fabian-tænketanken, der står Labour nær, pure at udgive en pamflet, hvor han opfordrede til at skabe et ’forbrugerparti’. I 1978 blev han adlet og tog til manges overraskelse imod æren. Den ellers så egalitære tænker og aktivist var dog ikke forfaldet til snobberi. Der var bare mangel på penge – de mange nyskabelser gjorde ham bestemt ikke rig – og titlen som Lord gav ham gratis togbilletter til London, så han kunne komme op og pleje sine mange aktiviteter. Titlen kunne naturligvis ikke blive andet end Lord Young of Dartington. beb

Torben Larsen, 58 år
*Van Morrison satte Vanløse på det musikalske verdenskort med sangen »Vanlose Stairways«. Længe før satte The Clidows bydelen på Danmarkskortet med primitiv, men pågående musik af den slags, der af indlysende grunde kaldtes pigtråd.
Guitaristen Torben Larsen samlede nabolagets rødder omkring grammofonen, og lyden af først Cliff og siden de ubarberede Beatles samt ikke mindst Stones og forbillederne Kinks måtte ud, som overtryk af livsmod og glæde nu engang må. Så Torben Larsen og kammeraterne gik i kødet på livet ved at sætte stikket i forstærkeren og tælle til tre.
Som The Clidows blev de københavnsmestre i pigtråd 1. juledag 1964, og blev siden nr. 3 ved DM, som Keld Heick og The Donkeys vandt. Clidows singledebuterede med »No Sugar In My Coffee«, som fint fanger meningen med et band, der var ude på at få det sjovt og fik det. Ikke mindst som husorkester i Valhalla på Bakken. Repertoiret var begrænset. Det var energien til gengæld ikke.
Efter tre singler uden succes red Clidows med på tidens nye danske bølge, og hittede i 1966-67 med »Det er mig det samme, hvor jeg havner,« »Hele Ugen Alene« og countrykopien »Hæng Mig«.
Da pigtråd blev til beat og studenterne overtog musikken, opløstes Clidows i efteråret 1967. Gruppen blev siden gendannet; senest for et par år siden, hvor de gamle drenge genfandt takten fra dengang, det var dem, der var oppe på beatet. Lukkede man øjnene, lød det som punk.
tobi

Willy Jagd Jensen, 70
*Nyreforeningens formand gennem dens første 21 år, Willy Jagd Jensen, er efter kort tids sygdom død. Willy Jagd Jensen var gennem disse mange år en utrættelig formand, der ud over dette job i mange år også var lærer i Taastrup Kommune.
Han var medstifter af den forening, som få dengang troede på,men Willy Jagd Jensen troede på idéen og var således også med til i 1981 at starte den nordiske forening NNS og den europæiske forening CEAPIR.
Selv i Litauen var han med til efter murens fald at sende medicinalvarer og hospitalsudstyr derover for flere millioner kroner.
For alt dette modtog han Ridderkorset af Dronningen og fra Litauen Storkorsordenen af 5. Grad.
I forbindelse med Nyreforeningens 25 års jubilæum blev han som det første læge medlem udnævnt til æresmedlem af foreningen.
Det er svært at forestille sig, hvad foreningen ville have udviklet sig til uden Willy Jagd Jensens enorme indsats – faktisk døgnet rundt. Indtil for 6 år siden blev således foreningens telefon stillet om til ham, når der blev lukket og slukket på kontoret.
Landsformand
Niels Munk Plum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu