Læsetid: 3 min.

NEKROLOGER

4. januar 2002


Eileen Heckart, 82
*Når man er høj og ranglet, har en stemme så hæs som en rejekælling og store, bizarre øjne i et kantet ansigt, er man som skuespillerinde i Hollywood tvunget til at spille karakterroller. Og det var hvad Eileen Heckart gjorde i 16 Hollywood-film, hvoraf de 15 blev udsendt i perioden 1956-76.
De fleste vil nok huske hende fra komediedramaet Bus Stop (1956), hvor hun er en af de forkomne strandede i snasken ved bustoppestedet. Det er her, Marilyn Monroe og rodeorytteren Don Murray udkæmper deres store kærlighedsfejde.
Men endnu stærkere er hun i George Cukors fine historie om Det Vilde Vestens omrejsende teaterselskaber, Fra Cheyenne til Bonanza (Heller in Pink Tights 1959), hvor hun er en stage mother, der pacer sin datter frem og sagtens kan spille lige op med Sophia Loren og Anthony Quinn.
De excentriske moderroller klæbede overhovedet til hende, og det var som en mor til en blind ung mand i Fri som en sommerfugl (Butterflies Are Free), at hun i 1972 vandt birolle-Oscar. Dette Goldie Hawn-drama har dog ikke noget synderligt godt ry, og Heckart er i hvert fald sjovere som en skrap, rapkæftet mor i den makabre massemorderkomedie Sådan behandler man ikke damer (No Way to Treat a Lady) (1968) med Rod Steiger.
Men det var på teatret, Eileen Heckart trivedes bedst, f. eks. i en soloforestilling hvor hun spillede den højt elskede præsidentfrue Eleanor Roosevelt med vid, visdom og – ja, tro det eller ej, efter sigende med et anstrøg af sex. Også på tv foldede hun sig ud og vandt hele tre Emmies og en æres-Tony for sin samlede indsats.
Tv-mediet var dog ikke hendes foretrukne, og hun dyrkede det fortrinsvis for at få råd til at spille på teatret. På film sås hun senest i Clint Eastwoods lidet attraktive Elitesoldaten (Heartbreak Ridge 1986).Pim.

Kira Ivanova 38
*Den russiske skøjtestjerne Kira Ivanova var hele sin karriere tæt på, lige ved, nærved og næsten.
Fire gange, 1985, ’86, ’87 og ’88 blev hun nummer to ved Euro-pamesterskaberne, i 1985 blev hun nummer to ved verdensmesterskaberne i Tokyo, kun slået af østtyskeren Katarina Witt. Det blev til bronce ved OL i Sarajevo i 1984, og hun sluttede sin aktive karriere med en syvendeplads ved OL i Calgary 1988.
Ifølge skøjteeksperter, som mente at hun havde evner langt ud over det hun faktisk opnåede, fik hun aldrig rigtig chancen i det iskolde russiske hierarki, og hun endte sit liv på tragisk vis.
Kort før jul blev den nu alkoholiserede stjerne fundet myrdet i sit hjem i Moskva.ross

Qari Ahmadullah
*Chefen for det afsatte Talibanstyres efterretningsvæ-
sen, Qari Ahmadullah, er formentlig blevet dræbt af amerikanske bomber mellem jul og nytår.
Det sagde en kilde ved de amerikanske efterretningstjenester sent onsdag til nyhedsbureauet Reuters, efter at forlydendet om Ahmadullah tidligere på dagen var blevet bragt af tv-stationen CNN. Kilden, som udtalte
sig under løfte om anonymitet, kaldte det ’sandsynligt’,
at efterretningschefen er død.
Oplysningerne stammer oprindeligt fra Abdullah Tawheedi, som er vicechef for efterretningstjenesten i den afghanske regering, som har efterfulgt Taliban-sty-
ret.
Tawheedi sagde til CNN, at Ahmadullah blev dræbt af de amerikanske bomber i
Zadran-distriktet i Khost-provinsen. Angrebet ramte ifølge Tawheedi Taliban-lederen, mullah Tahas hjem, hvorved også to af Tahas sønner blev dræbt, mens Taha selv slap uskadt.
Ifølge amerikanske oplysninger blev Ahmadullah dræbt enten 26. december, da Taliban-folk var samlet efter flugten fra Kandahar, eller 28. december under et lignende angreb.
Officielt kunne den amerikanske admiral John Stufflebeem dog ikke bekræfte oplysningerne torsdag, fordi der ikke er fuldstændig sikkerhed om Ahmadullahs skæbne.
Ahmadullah og hans folk var berygtede for omfattende tortur, herunder piskning og elektrochok.ritzau

Ralph Sutton, 79
*En af de sidste ’stride’-pianister af den gamle Fats Waller-skole er død.
Ralph Sutton går helt tilbage til den tradition der star tede med Willie The Lion Smith, og allerede som 11-årig debuterede Sutton i sin fars danseorkester.
Som musikstuderende i Missouri blev han opdaget
af selveste Jack Teagarden, som tog ham med til New York.
Efter Anden Verdenskrig spillede Sutton på prestigefyldte steder som The Famous Door og Eddie Condons Greenwich Village Club.
I 1952 blev han kaldt til London hvor han spillede i Royal Albert Hall, et job som skaffede ham en lang række kontakter i Europa, som han besøgte flittigt resten af sin aktive karriere.
I 1979 dannede han et succesfuldt par med en anden stor pianist af den gamle skole, Jay McShann, under det sigende navn The Last Of The Whorehouse Piano Players.
I 1994 udkom hans langtfra kedelige memoirer, Loose Shoes By Shacter.ross

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her