Analyse
Læsetid: 5 min.

Nordmænd på hårdt arbejde

Optimisme i Sri Lanka forud for svære fredsforhandlinger mellem regeringen og det tamilske mindretal. Norge skal mægle
25. januar 2002

Guerillabevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE) tilbød søndag ensidigt at forlænge den nuværende våbenhvile med Sri Lankas regering frem til 24. februar. Allerede mandag viste sidstnævnte sig imødekommende og gik ind på at gøre våbenhvilen gensidig. Det prompte svar fra ministerpræsident Ranil Wickremesinghes regering, der, siden den kom til magten forrige måned, har taget en række initiativer for at løse østatens 18 år gamle etniske konflikt, kom ikke som en overraskelse.
Hvad der derimod umiddelbart overraskede var, at regeringen lod sin beslutning om at gå med til forlænget våbenhvile meddele igennem det norske udenrigsministerium via dettes ambassade i Colombo. Dermed har Norge gjort comeback på den internationale scene i sin vante rolle som mægler og har nu formelt påtaget sig den opgave at forestå bestræbelserne for at finde en køreplan, der kan genoplive de politiske forhandlinger mellem Sri Lankas regering og The Liberation Tigers of Tamil Elam, der siden 1983 har kæmpet for et selvstændigt tamilsk hjemland i Nordsrilanka.
Den seneste udvikling har skabt håb og fornyet optimisme i forhold til mulighederne for at gøre hurtige fremskridt i samtalerne mellem de to stridende parter. Men optimismen risikerer som flere gange før at lide skibbrud mod den srilankanske virkelighed. Processen hen imod fred og en afslutning på den militære konflikt mellem den srilankanske regering og LTTE er dømt til at gå gennem et snirklet terræn med talrige faldgruber. Det kræver helt ny selvovervindelse fra begge parter, før der realistisk set er grobund for håb om lys for enden af den tunnel, der nu atter er åbnet.

Sporene fra tidligere forhandlingsrunder mellem LTTE og Sri Lankas regering skræmmer. Og de komplikationer, der er forårsaget af den tvungne sameksistens mellem en ministerpræsident og en præsident fra partier, der er hinandens ærkerivaler, er blot et af flere fingerpeg om, at situationen er langt fra et gennembrud.
Vel er der sket bemærkelsesværdige og hurtige fremskridt, siden Wickremesinghes United National Party dannede regering efter at have opnået absolut majoritet ved parlamentsvalget i december. Begge parter har gentagne gange givet udtryk for forhandlingsvilje og erklæret sig parate til at indstille væbnede aktioner. Og vel må Sri Lankas regerings ophævelse af blokaden mod det LTTE-kontrollerede Nord-Srilanka, således at det igen kan importere og eksportere vitale fornødenheder, kaldes en positiv begivenhed. Det samme gælder selvsagt det norske diplomatis tilbagevenden. Alligevel må overdreven optimisme betegnes som utidig, for alle disse åbninger er og bliver kun forløbere for en egentlig genoplivelse af en proces, som mere en gang i fortiden er kæntret. Og – ovenikøbet – kæntret på tidspunkter, hvor processen var længere fremskreden end det dødvande, hvorfra den nu skal bringes flot.

Som tilfældet er nu, har der også tidligere været tale om gentagne forlængelser af våbenhviler. Alligevel er det hver gang mislykkedes for begge parter at opnå enighed om, på hvilke betingelser der kunne forhandles. Men vilkårene, både i Sri Lanka og andre steder, er til gengæld helt anderledes i dag, end da de tidligere forsøg brød sammen.
Efter 11. september har LTTE erkendt, at det står sig bedre ved at slække på sin forhandlingsposition, mens tid er, før den internationale kampagne mod terrorisme før eller siden indhenter bevægelsen. LTTE er allerede bandlyst som en terrororganisation i USA, Storbritannien og i Indien, hvor Tigrenes leder, Velupillai Prabhakaran, er efterlyst, mistænkt for at være bagmanden bag mordet på Indiens tidligere premierminister Rajiv Gandhi i 1991. Af frygt for at det internationale samfund skal sidestille LTTE med islamistiske terrorgrupper, har bevægelsen gjort meget ud af at understrege, at man overhovedet ikke er en terrororganisation, men blot kæmper for selvbestemmelse for den diskriminerede tamilske minoritet i Sri Lanka.
LTTE’s leder har endog talt om at opgive kravet om en separat tamilsk stat, men i de uger der er gået siden hans udtalelse, er
LTTE vendt tilbage til sit gamle kampråb om ikke at acceptere mindre end et uafhængigt Eelam. Den indiske regering har indtaget det standpunkt, at enhver løsning skal imødekomme de tamilske aspirationer, forudsat at det bliver inden for rammerne af en forfatning for et forenet Sri Lanka. Og denne position nyder da også fuld opbakning fra det internationale samfund.
Efter LTTE’s mordforsøg på præsident Chandrika Kumaratunga i 1999, som blev klimakset på en række mislykkede forsøg på at genoplive processen hen imod fredssamtaler, havde de tamilske separatister brændt deres broer til den srilankanske regering i Colombo. Til alt held for dem er Kumaratungas egen popularitet styrtdykket siden, hvorfor hun opløste parlamentet, da hendes parti, Folkets Alliance, var blevet reduceret til en minoritet og i et desperat forsøg på at vende den politiske krise udskrev parlamentsvalg.

Da valget kom, blev hendes parti besejret, selv om hun stadig sidder som fungerende præsident med enorme forfatningsbeføjelser. Af større relevans for konflikten mellem tamilerne og Sri Lankas flertalsbefolkning, singhaleserne, er det imidlertid, at Den Tamilske Nationalalliance – et løst forbund af grupper og partier – vandt 15 pladser i parlamentet. TNA har åbent ført valgkamp på den tamilske sag med det udgangspunkt, at LTTE ikke alene kan tale for tamilerne. Reelt er TNA en parlamentarisk fløj af det forbudte LTTE og holdes i stram snor af de tamilske tigre.
Hvad magtkampen mellem Wickremesinghe og Kumaratunga angår, er Kumaratungas forsøg på at hævde sin overhøjhed umiddelbart efter valget blevet effektivt pareret af Wickremesinghe, som havde held til at fravriste hende kontrollen over militæret, der ellers er præsidentens forret i egenskab af øverstbefalende over de væbnede styrker. Selv om Kumaratunga siger, at hun er lettet over kun at have sit præsidentembede tilbage, har hun dog på ingen måde opgivet kampen. Politisk samliv, såkaldt kohabitation, er et eksperiment, der aldrig før har været prøvet i Asien i modsætning til i Frankrig, hvor det har fundet en stabil form som et langtidsholdbart politisk arrangement. Der er ingen tvivl om, at kampen om magten vil fortsætte mellem præsidenten og ministerpræsidenten, og at dette uundgåeligt vil påvirke mulighederne for at finde en løsning på den tamilsk-singhalesiske konflikt.
Så sent som i sidste uge dukkede Kumaratunga pludselig frem fra sin præsidentielle sidelinje og hævdede pludselig, at der kun kunne blive tale om at forhandle med LTTE, hvis hun sagde god for det. Hun gjorde klart, at hun ikke automatisk vil gå med til enhver indrømmelse, som Wickremesinghe måtte finde det passende at tilbyde de tamilske tigre ved forhandlingsbordet.
Om LTTE formår at udnytte magtspillet i srilankansk politik til at finde nye åbninger, eller om den indenrigspolitiske rivalisering tværtimod vil blokere alle initiativer, kan kun tiden vise. De norske diplomater kommer under alle omstændigheder på hårdt arbejde.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her