Læsetid: 5 min.

Nye tider i kroatisk presse

For få år siden blev uafhængige journalister betragtet som ’statsfjender’ og udspioneret. I dag er der pressefrihed – og det skal medierne vænne sig til
31. januar 2002

ZAGREB – Jasna Babic sidder med trætte øjne i cafeen på Hotel Panorama og tænder endnu en Marlboro-cigaret, mens hendes stemme momentant knækker over. Normalt er hun ellers temmelig hårdkogt – det hører med til professionen, når man er en af Kroatiens dygtigste dybdeborende journalister. Men Jasna Babic blev alligevel rystet, da hun tre dage forinden for første gang nogensinde fik mulighed for at læse den ’journal’, som Kroatiens forhenværende nationalistiske regeringsparti HDZ førte over hende fra 1992 til 1999.
»Det var forfærdeligt at læse, for de beskrev mit meget intime liv i detaljer. De ledte efter noget at afpresse mig med,« fortæller hun.
Den 44-årige Babic har ikke tal på, hvor mange sider journalen fylder, men der er tale om seks tykke bøger indeholdende en krænkende cocktail af lodrette løgne og infam research. Ikke alene blev hun skygget dag og nat, hendes telefon blev også aflyttet, og hendes e-mails læst.
I Jasna Babic’ journal står der indledningsvis, at hun har »stor indflydelse på den offentlige mening«, at hun »skriver godt«, og at hun derfor »skræmmer« befolkningen. Endvidere hedder det sig flere steder, at hun er alkoholiker, tager stoffer og er lesbisk eller biseksuel.
Spionerne havde også snuset rundt i hendes private fortid. I journalen var der detaljer om hendes ægteskab, der endte med en skilsmisse i 1985, og HDZ havde haft fingre i hendes gynækologiske journal i en by, hun ellers ikke havde boet i siden 80’erne – sandsynligvis for at tjekke, om hun havde fået foretaget en abort.
»Kvinder er lettere at afpresse. Er man ikke lesbisk, så er man luder,« konstaterer Jasna Babic.
Hun er blot én blandt 126 kroatiske journalister og mediefolk, som HDZ betragtede (og stadig betragter) som ’statsfjender’, f.eks. fordi de kritiserede regeringen og landets daværende præsident Franjo Tudjman. Til at inspicere statsfjenderne oprettede HDZ efterretningsvæsenet ’Tjenesten til Beskyttelse af den Konstitutionelle Orden’ (SZUP), og det er SZUP’s kartoteker, som nu er blevet åbnet efter flere års pres fra de uafhængige journalistiske magasiner Feral Tribune og Nacional, som Jasna Babic skriver for.
I det hele taget var der trange kår for landets uafhængige journalistik i 90’erne. Franjo Tudjman sad på 80 procent af mediemarkedet og havde desuden total kontrol over Kroatiens offentlige tv-station, HRT. På den måde kunne hans parti styre mediestrømmen og manipulere med borgerne til sin fordel.

Nye vinde
I dag er situationen helt anderledes, og pressens problemer nogle andre. Da seks demokratisksindede partier ved parlamentsvalget i januar 2000 fik lavet en koalitionsregering uden om det forkætrede og svækkede HDZ (Franjo Tudjman døde i december 1999), lovede de demokrati og total pressefrihed.
»Situationen er langt bedre nu, for der er ingen, som blander sig i det redaktionelle,« forklarer Davor Butkovic, chefredaktør på ugemagasinet Globus. For ham at se er hovedproblemet for de kroatiske medier i dag manglen på professionalisme. Medierne har svært ved at finde den rigtige demokratiske tone i et demokratisk samfund, hvor de for få år siden svælgede i den ene regeringsskandale efter den anden. Der var frit valg på alle hylder: Kammerateri, korruption, våbenhandel, smugleri, fråds osv. Alt handlede om politik, det var ofte ikke særlig grundigt researchet, og det solgte aviser.
Butkovic, en lille kraftfuld mand i cowboyskjorte, sidder på sit hjørnekontor på 12. sal i en af Zagrebs få skyskrabere og taler som et vandfald. Det var let nok at lave avis for tre-fire år siden, siger han, for trods alt var Tudjman og HDZ et let mål for en befolkning, der var ved at få nok.
»I dag har vi brug for mere ægte undersøgende journalistik, bedre journalister og bedre artikler. Almindelige mennesker gider ikke læse om politik mere,« klager han.
Hans eget blad Globus plejede at handle om politik og intet andet. I dag udgør det politiske stof kun 35 procent – ligesom i amerikanske blade som Newsweek og Time. Butkovic rejser sig og bladrer pædagogisk, men hurtigt ugens udgave af Globus igennem, side for side. Som hos de fleste andre kroatiske magasiner og aviser er der noget voldsomt påtrængende, kulørt skandaleblad over layoutet.
»Hvis du vil sælge mere end 100.000 eksemplarer, må du være tilgængelig for alle,« forsvarer Davor Butkovic sig.

Moralsk korruption
Inde i en baggård et par kilometer fra Globus holder konkurrenten Nacional til i mere beskedne lokaler. Nacional blev startet i 1996 af en flok udbryderjournalister fra Globus; de var uenige med ejerskabet. Siden da har de to blade konkurreret hårdt. Hvor Globus er en del af et kæmpe mediekonglomerat, delvist ejet af den tyske koncern WAZ, er Nacional selvejende.
Når Nacionals chefredaktør Sina Karli skal benævne kroatisk journalistiks alvorligste problemer, peger hun på »moralsk og materiel korruption«, altså en manglende vilje til at skrive om indflydelsesrige og velhavende venner, selv om det er pressens demokratiske pligt. I stil med Davor Butkovic klandrer hun udgivere og journalister for ikke at være ’avisprofessionelle’.
»Situationen er ikke ideel. På Nacional er vi uafhængige og ikke med i noget parti. Hvad vi tjener, bruger vi. Men der er altid sladder i omløb om os.«
Hun giver et eksempel: I sommer skrev Nacional en serie artikler om en systematisk og omfattende cigaretsmugling i Montenegro. Den montenegrinske præsident, Milo Djukanovic, var involveret.
»I disse dage er det åbenlyst, at det, vi skrev, var sandt, for Djukanovic bliver nødt til at trække sig. Men ingen, overhovedet ingen fra de andre aviser skrev en linje om sagen – de fulgte ikke op. Hvorfor? Fordi det kom fra Nacional! Sådan er situationen i medierne. Når noget sker i Kroatien, ser man én version i én avis, en anden version i en anden og noget helt tredje på tv. Det er ikke professionelt,« siger Sina Karli.

Jagten på SZUP
Både Jasna Babic, Davor Butkovic og Sina Karli blev i årevis udspioneret af efterretningstjenesten SZUP. De har alle haft sagsanlæg kørende mod sig fra alskens korrupte politikere, der endnu ikke havde forstået meningen med en fri presse – Babic tager trofæet med omtrent 50 sagsanlæg.
Selv om den nye regering lovede guld og grønne skove og allerede i april 2000 annullerede den forhadte artikel 18 i Loven om Interne Affærer, der gav indenrigsministeriet magt til at aflytte individer, som var »til fare for nationens sikkerhed«, er de ansvarlige endnu ikke blevet stillet til regnskab. I dag er en af chefspionerne direktør for efterretningsvæsenet, og to andre er medlemmer af Sabor, det kroatiske parlament. Men de er svære at retsforfølge, fordi de fulgte kroatisk lovgivning – HDZ’s love.
»Mange mennesker er forvisset om, at de har haft deres gode grunde,« siger Jasna Babic. »Vi kan godt lide spioner her i Kroatien.«
Alligevel vil Nacional forsøge at få ophævet spionernes immunitet, så de kan blive sagsøgt.
»Vi kender deres navne, og vi vil gøre alt, hvad vi kan. Det er meget skamfuldt; vi er ikke fjender af staten,« siger Sina Karli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu