Læsetid: 4 min.

Nytårsaften gik tiden i stå

Hvis det er tid til forandring, burde nogen genoverveje nytårstalerne
4. januar 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
Hvert år den 31. december gentager fænomenet sig: Mens man hektisk gør regnskab og anspændt skuer fremad, går tiden umærkeligt i stå. Alle fjernsynsprogrammerne opregner det, der er begyndt og holdt op, men metoden er den samme som altid. Årets royale begivenhed efterfølges af årets terrorklip, årets speakerbøf, årets naturkatastrofe og årets sportsevent.
Klokken 18 sætter en dronning sig hen til et skrivebord og taler om, at man skal være rare ved hinanden og sørge for ikke at blive for skræmt, når man fra sit lille trygge land kigger ud på den store skræmmende verden. »Gud bevare Danmark,« siger hun, og nogle gange når hun at tage brillerne af først, andre gange sker det sådan lidt imens, men ellers ligner det hele sig selv. Nytårsaftener er som technobeats.
Ubønhørligt ens og alligevel aldrig det samme.
Klokken 22 bliver det tydeligt, at tidens midlertidige sammenbrud er stærkt fremskredet. Her blænder DR op for 90-års-fødselsdagen, en sketch, som altid allerede har været der, som man er født ind i og genser og genser, uden at der nogensinde har været en første gang.

Alt er som sidste år
1. januar vågner man så med nattens technotakter dunkende i ørerne, og verden står stille. Jimmy Sommervilles falset kører lige oppe under kraniet, og røgen hænger i næseborene, men fjernsynet tager over og Wienerphilharmonikerne fortrænger festresterne, helt som det hører sig til, med venlige wienervalsetakter og klapsalver fra det gråsprængte borgerskab.
At se nytårskoncert fra Wien er som at genhøre Beatles-sange fra sin barndom, dem som man sang med på uden at kende ordene. Det, der bestemt burde hedde ’musik-Bahrain’ hedder åbenbart ’Musikverein’, og oplevelsen gentager sig med det næste obligatoriske 1. januar-program: Nytårsskihoppene fra det, som da hed ’Gardenparty-Kirsten’ eller i det mindste ’Garnish-Parnish-Kirsen’ – for Garmisch-Partenkirchen virker i hvert fald forkert.
1. januar har altid været den samme. Som sidste år og forrige år før det suser de 60 kilo lette skihoppere så let som ingenting ned ad den svimlende sliske med 90 kilometer i timen, flyver 120 meter ud i den tomme luft og griner skævt til kameraet, mens den sprøde, hvide sne og de helt lavmælte, adstadige speakerkommentarer plejer det smertende hoved. Alt er godt; intet er i uorden.
Mens verden begynder at samle sig, falder mørket på, og en majestætisk mand sætter sig ved skrivebordet for ligesom dronningen at fortælle os, hvordan året er gået, hvem vi er, og hvad vi kan vente os. Han ligner ham, der altid sidder der, men i år er der alligevel et eller andet forstyrrende ved ham.

Folket nu frit
Han taler om Nye Tider; om en, der hedder Eksperttyranni, som vistnok skal henrettes sammen med en, der hedder Vildnis af Råd Og Institutioner. Og så taler han om en, der hedder Folket, som nu endelig skal have sin frihed og blive hørt uden modstand fra de bedrevidende.
Hvem denne Folket er, ved jeg ikke, men det er nok, fordi Folket jo ikke tidligere er blevet hørt, heller ikke af mig.
Mens manden ved skrivebordet taler og taler uden at slippe skærmen med blikket, begynder tiden så småt at bevæge sig igen, min hjerne genoptager lidt af sine aktiviteter, og jeg opdager en rumlende uro, der har ligget i skjul i hele den periode, hvor tiden har været stoppet, og alt har været det samme. For var det nu også det?
Jeg kommer i tanker om, at dronningen ikke gentog sit slogan fra sidste år, »Gud i vold« – det har også en uheldig klang, religiøs fanatismes
lave kurs taget i betragtning.
Og nytårskoncerten fra Wien var heller ikke helt sig selv – ikke kun fordi Wienerphilharmonikernes nye musikchef, Seiji Ozawa, ligner en venlig, kinesisk punker, men fordi blomsterdekorationerne, der hvert år bliver fløjet ind til Wiens Musikverein fra den italienske blomsterhovedstad San Remo, i år var udformet som et stort C med to streger igennem. Et blomstrende symbol for de penge, der nu skal samle Europa.
Selv om 1. januar er dagen, hvor alt – inklusive seddelpresser og banker – står stille, var det nemlig også officielt dagen, hvor Euroen tog over. Det fejrede Wienerphilharmonikerne ved at spille Johann Strauß d.y.’s »Perpetuum Mobile«, en tidlig forløber for technoen (det undgår for eksempel den klassiske slutkadence) – evighedsmaskinen, der er stilstand og bevægelse på en gang.
Nytårsskihoppene fra Garmisch-Partenkirchen bød også på nogle splinternye, 90 sekunders reklamepauser, hvor kommentatoren efter eget udsagn måtte »køre i tomgang, mens tyskerne viser reklamer.« Pauserne skyldes, at skihoppene (der for 40 år siden var sportsudsendelsernes reelle gennembrud i fjernsynsmediet) efter i alle disse år at være blevet transmitteret af det fælleseuropæiske fjernsynssamarbejde
Eurovision nu er blevet købt af den private station RTL, kendt for blød porno og eftersynkronisering.

Forslag til forandring
Hvis disse små, men mærkbare forskelle er tegn på, at det er blevet tid til forandring, foreslår jeg, at man også afskaffer de der bekymrede nytårstaler fra de polerede bordplader. Spar dem væk, genudsend de gamle, eller spar os i det allermindste for at høre mere om, at Danmark er et lille, angst land, der kigger ud i en stor, farlig verden.
Som manden bag det norske skrivebord, Kjell Magne Bondevik, konstaterede, befinder Norge sig i verden og verden sig i Norge. Verden er lige her, ikke mindst i fjernsynet her midt i stuen, og den er aldrig helt den samme som den var lige før. Nytårsforsæt: Deal with it.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu