Læsetid: 6 min.

Offer-mentalitet og paranoia

Israelerne og palæstinenserne er to paranoide folk, der med gengældelses-angrebene puster til hinandens paranoia og dermed forværrer konflikten
26. januar 2002

Palæstinenserne
GAZA BY – Pludselig slår vejen et 90 grader knæk og fører bilerne ind i Gazastriben.
Ved næste sving står et cylinderformet kontroltårn af gråt skudsikkert beton uden vinduer. Kun smalle aflange huller øverst i konstruktionen. Ud af disse stikker to geværer – en med retning mod syd, den anden er rettet mod bilerne, der kommer fra nord. Selv om der ikke er nogle tværgående veje, er der alligevel et trafiklys, og hvis man overser et rødt signal falder hammeren i form af skarpe skud.
Efter at være nået helskindet forbi tårnet, slutter vi os til rækken af ventende biler. I dag er køen kun et par hundrede meter lang, men ofte snor rækken af stillestående biler sig flere kilometer langs vejen, der de sidste hundrede meter før checkpointet længere fremme er opdelt af en mere end to meter høj betonmur, så israelere og palæstinenseere ikke kan se hinanden.Ved checkpointet bevogter israelske soldater det sted, hvor bosættervejen krydser den palæstinensiske hovedvej. Mens bosætterne altid har fri passage, må palæstinenserne vente på de huller, der opstår i trafikken til og fra bosættelsen Kfar Darom. I dag venter vi en halv time.

Indestængt vrede
Dette er hverdag for palæstinenserne i Gazastriben. Ligesom det er blevet hverdag, at grænserne til Israel og Egypten er lukkede. At kampvogne pløjer ind over marker og gennem drivhuse. At citrus- og olivenlunde rives op ved rødderne. At bulldozere jævner hele kvarterer med jorden. At nattesøvnen afbrydes ved lyden af bomber affyret fra larmende F-16-fly og Apachehelikoptere.
Alligevel slår mange palæstinensere disse krænkelser af deres basale menneskerettigheder hen med et grin og et skuldertræk. Men den tilsyneladende ligegyldighed over for ydmygelserne dækker over dybtfølt vrede og frustrationer, siger den anerkendte psykiater Eyad El-Sarraj, der er leder af Gaza Community Mental Health Programme.
»Folk bliver nødt til at benytte nogle psykologiske processer for at klare disse stressfulde episoder i hverdagen. Når de venter ved et checkpoint, fortrænger de krænkelsen ved at reagere som om, det ikke sker for dem, men for en anden. Overordnet klarer de det ved at sige til sig selv, at det her er en proces, vi skal igennem, før alting bliver bedre. Det er måder at beskytte sig selv på, for folk ved godt, at de risikerer at blive dræbt, hvis de lader vreden få frit løb. Nogle mennesker reagerer som om, de er fuldstændig ligeglade med situationen, men inderst inde føler alle palæstinensere sig dybt frustrerede og vrede,« siger El-Sarraj, hvis organisation nu på 12. år behandler traumatiserede børn, torturofre samt kvinder, der er ofre for hustruvold.
For det er langt fra alle, der formår at slå ydmygelserne hen. Især har børnene svært ved at klare traumatiske oplevelser, såsom husødelæggelser, lyden af bombardementer, drab på kammerater der konfronterer de israelske soldater med sten osv.
»De værste former for traumer opstår, når et barn mister sit hjem. Efter ødelæggelserne i Rafah forrige uge har vi for eksempel en sag med et barn, der har fået en meget voldsom psykose,« fortæller han.
»Vi blever nødt til at lave forbindelsen mellem børns personlige oplevelser og deres fremtidige opførsel – inklusive at nogle af dem bliver selvmordsbombemænd. Fra vores observationer har vi fundet ud af, at det som regel er en personlig historie om ydmygelser og traumer, som får børn til at blive selvmordsbombemænd ud fra et motiv om at få hævn.«
De palæstinensiske børn bliver på den ene side tidligt voksne, fordi de i en meget ung alder bliver drevet ind i konflikten. På den anden side viser undersøgelser, at omkring 25 procent af alle børn op til 15-års-alderen tisser i sengen om natten og har svært ved at slippe deres mor af syne, fortæller El-Sarraj.
»Børn – og folk generelt – er produkter af deres miljø. Ingen er født selvmordsbombemænd, ingen er født militante, ingen er født voldelig, men hvis det samfund, de bor i er så undertrykkende og ydmygende og så voldeligt, så bliver de naturligvis voldelige. Nogle af dem bliver – når de er blevet voksne – voldelige mod andre børn. Ofre producerer som regel nye ofre. Hvis et barn er blevet misbrugt, vil han ofte selv mishandle andre i fremtiden,« siger han.
Dette mønster kan også overføres på det nationale niveau, og den palæstinensiske befolkning er begyndt at vise klare tegn på den samme offer-mentalitet, som jøderne lider under, mener El-Sarraj.
»Palæstinenserne er ved at blive et spejlbillede af jøderne. Jøderne har denne historiske uretfærdig begået imod dem, og offer-mentaliteten er stadigvæk fremherskende i det israelske samfund. Offer-mentaliteten generelt er så magtfuld, at den har en effekt på, hvordan du ser på andre mennesker. Du har altid en fjende – hvis ikke den er virkelig, så er den imaginær. Du føler dig paranoid,« forklarer El-Sarraj. »Offerets psykologi er ødelæggende på såvel det nationale niveau som på det individuelle plan. Du føler hjælpeløshed. Du mister initiativet, og du bebrejder alt, hvad der sker i dit liv, på andre.«

Puster til ilden
Ind imellem tager de militante palæstinensiske modstandsgrupper dog initiativet og slår til mod Israel, som vi har set så sent som i går. Og med disse angreb puster de yderligere til den israelske paranoia.
»Angrebene styrker israelernes paranoia: ’Verden – repræsenteret ved palæstinenserne – vil dræbe os, så vi bliver nødt til at være stærkere. Vi må være hårde ved disse palæstinensere. Aldrig mere – aldrig mere holocaust’. Dermed forstærkes også palæstinensernes paranoia, for gengældelsesangrebene skaber blot nye personlige historier, der avler nye selvmordsbombemænd. Og så har vi voldscirklen,« siger Ayad El-Sarraj.
Han mener, at den eneste vej ud af volden er, at Israel erkender sin skyld i forbindelse med fordrivelsen hundredtusinder af palæstinensere i 1948 – og trækker sig tilbage til 1967-grænserne.
»Hvis du slår dit barn, vil du føle dig skyldig, og du vil sige undskyld – hvis du vil løse episoden på en sund måde. Men hvis du ikke undskylder, skaber du et nyt offer. Du føler dig skyldig, men du undertrykker din skyld ved at sige: ’Han fortjener det, for han er en slem dreng’. Og det er, hvad israelerne har gjort mod palæstinenserne. De tog vores land, og så sagde de: ’Vi fortjener det, fordi palæstinenserne er så voldelige’,« siger El-Sarraj og tilføjer:
»Paranoiaen hjælper dem ved at sige til dem, at verden er lige uden for, og den ønsker at dræbe os. Det hjælper dem til at fortrænge skylden, og den proces er usund, for hvis du siger undskyld til barnet, efter du har slået det, så hjælper du både dig selv og barnet, og du bevæger dig ind i et sundere forhold. Omvendt hvis du undertrykker skylden, og det er, hvad der er sket med israelerne. Ved ikke at sige undskyld hjælper de hverken sig selv eller palæstinenserne,« siger El-Sarraj, der tegner et sort billede af den palæstinensiske befolknings fremtid – selv efter en eventuel fred.
»Nogle gange frygter jeg freden. Al vores energi har være rettet mod Israel, så vi har ikke investeret meget i intern opbygning, intern dialog, intern udvikling, og det har påvirket os negativt som en nation, der er under opbygning. Hvis den ydre fjende forsvinder vil al denne voldelige energi blive rettet indadtil i samfundet – mod børnene, mod familien, kvarteret. Uden en værdig løsning på konflikten, som folk kan identificere sig med, og uden en national forsoningsproces internt i det palæstinensiske samfund, vil vi være på vej til en katastrofe. Det er slemt i dag – men det vil blive endnu værre,« spår El-Sarraj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her