Læsetid: 4 min.

Det omvendte forlag

Gennem snart en menneskealder har forfatteren og billedkunstneren Henrik Have egenhændigt drevet det lille forlag Afterhand
8. januar 2002

Forlagsportræt
For bogorme, der holder af at lade blikket glide langs reoler, med hovedet skråt til højre for bedre at kunne læse bogryggenes indskrifter, er det lille Nansensgade-forlag Edition Afterhand landets mest iøjnefaldende. Nemlig ved det at titlen på bogryggen er skrevet omvendt: Nedefra og op, så man må dreje hovedet til venstre.
»Nej, det er skam ikke for at være Rasmus Modsat,« forklarer forlagets indehaver og ophavsmand, Henrik Have. »Det er simpelthen bare den mest fornuftige måde at designe en bog på, så man griber den fra reolen med venstre hånd og kan slå op uden at skulle vende den eller skifte hånd. Man gør det samme i Tyskland og Frankrig.«
På Afterhand er der virkelig tænkt på hånden, som skal holde bogen. Og denne lille finurlighed er ganske karakteristisk for Henrik Haves tilgang til det litterære:
Bøger er først og fremmest objekter. Faktisk er forlæggeren, der også er digter og billedkunstner, først og fremmest kendt for sine såkaldte bogobjekter: bøger som udklipsæsker, bøger som kortspil osv.
Bogobjektet blev til som en slags parring mellem 60’ernes konkretdigtning og dadaismens readymades og skaffede i 1973 Henrik Have Statens tre-årige legat, efter at han havde indsendt et vokslys med påskriften shadow. Det var dengang, det gjaldt om at vise, at teksten er en ting.
I dag har Have lagt avantgarde-bestræbelserne bag sig og bogobjekterne ud i en montre i forlagets boglade. Og nu går arbejdet med kunst og litteratur hånd i hånd på en lidt anden måde end før: for hvad Have tjener på sine billeder sætter han til på sit forlag, der gennem alle årene har været drevet con amore og uden profit.

Skizofrene tekster
Edition Afterhand blev oprettet i 1973, fordi Henrik Have gerne ville udgive tekster skrevet af sindslidende. På det tidspunkt stod antipsykiatrien i zenith, og Have så i de skizofrene tekster en parallel til automatskriften, der med Dan Turèll og andre syredigtere oplevede et gennembrud i dansk litteratur.
Men snart måtte Afterhand sande, at der var for meget splittelse og for lidt struktur i de skizofrene skrifter til at de kunne gælde for litteratur. Således gled forlaget over til sin nuværende udgivelseslinje, der koncentrerer sig om smal dansk litteratur og moderne europæisk litteratur: Peter Laugesens oversættelse af Novalis’ Hymner til natten, Thomas Harders oversættelse af Pinocchios eventyr, Frank Kuppner og Michael Palmer.
Henrik Haves store darling er den mystisk-følsomme digter Nelly Sachs (1891-1970), og det er ham den dag i dag en stor skuffelse, at Poul Borum døde uden at have lavet den oversættelse af hende, som længe havde været planlagt. Først nu har forlæggeren fundet en værdig afløser: Ruth Dinesen, der
allerede har udgivet en Sachs-biografi på forlaget.
»Desuden overvejer jeg at genudgive Laugesens oversættelse af anarkisten Bakunins Gud og Staten«, fortæller Have. »Det ville være relevant oven på EU-topmøderne i Nice og Göteborg.«
I visse kredse er der en særlig prestige i at udkomme på Afterhand, men det lille forlag har endnu ikke udgivet mange danske forfattere. Og Henrik Have nægter at oplyse navnene på de forfattere, der forgæves har tilbudt at betale penge for at lade sig udgive på Afterhand.

Mod strømmen
Edition Afterhands største kommercielle succes er Per Højholts Gitte-monologer og radiodigtene Enhjørningens kvababbelser, som det lykkedes at fravriste DR. De blev udgivet i et oplag på 6.000 eksemplarer, før de overgik til Højholts forlag Schønberg. Ellers er det så som så med bogsalget. Men det er ikke økonomien i forlaget, der optager Henrik Have. Forlaget søger aldrig økonomisk støtte til særlige udgivelser og har nærmest opgivet at lave budget og regnskab. Antallet af årlige udgivelser husker forlæggeren heller ikke.
»Hovedsagen er at udgive de bøger, jeg kan lide. Og så skal de se ud på den rigtige måde. Bøgerne skal være prunkløse, ikke for overdådige, og de skal have en god typografi, helst sat med blytryk, Men jeg er nu også glad for de simple sværteduplikatorer, man brugte i modstandsbevægelsen og i 60’erne,« siger Have, der er indehaver af Danmarks formentlig største samling trykkemaskiner. Den står opmagasineret i Jylland.
»Men det er også vigtigt, at bøgerne er til at betale. Jeg udgiver bøger til en langt billigere pris end de store forlag. Desværre har læserne bare ikke opdaget det!«

Museale bogobjekter
Edition Afterhand, der siden 1993 har haft adresse ved siden af Brøndums forlag i Nansensgade, København, er udpræget et enmandsforetagende: Have arbejder som redaktør, bogholder, grafiker og ofte også som typograf. Men bogladen og en del af forlagsarbejdet har han overladt til et par frivillige medarbejdere. Det drejer sig om digterne Claus Handberg og Thomas Hvid Kromann, der kommer et par gange om ugen og giver en hånd med. Forlæggeren er da heller ikke bleg for at hævde, at flere gode digtere er blevet udklækket i Afterhands baglokale blandt bogpakkerne, billederne og Nelly Sachs-fotostaten.
Ude i det lille kælderrum mellem baglokalet og bogladen står en reol fuld af bøger fra det gamle Arena, forfatternes forlag og Arkiv for ny litteratur, som igennem en årrække primært blev drevet af henholdsvis Peter Seeberg og Henrik Have.
Mellem to døre hænger portrætfotos af afdøde kolleger og venner, Have har arbejdet sammen med: Dan Turèll, Poul Borum, Peter Seeberg, Henrik Bjelke og Sven Dalsgaard.
Endelig er der montren med de museale bogobjekter fra avantgarde-årene: lyset, æskerne og papirbundterne. Pudsigt nok er det netop dem, der er flest penge i. Henrik Haves debut Sun after lunch, en samling sværteduplikerede ark med et rødt silkebånd omkring, er en af de mest værdifulde yngre titler i bogantikvariaterne.

FAKTA
Afterhand
Edition Afterhand
Oprettet: 1973
Antal årlige udgivelser: 3-7
Omsætning: Forlaget skylder Henrik Have 250.000 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu