Læsetid: 2 min.

Opsang til Johannesburg

Rundt om i verden er forberedelserne til topmødet om miljø og udvikling i gang. Worldwatch har mange forslag til dagsordenen
9. januar 2002

Dagsordenen
»At få verden ind på en kurs der er mere bæredygtig, både miljømæssigt og socialt, er en opgave, der godt kan tage modet fra én,« siger Worldwatchs projektleder Hilary French. »Men historien viser, at man kan overvinde selv de tilsyneladende uomgængelige forhindringer gennem samarbejde. Topmødet i Johannesburg vil være med til at afgøre, om verdens nationer i fællesskab kan tage hånd om de presserende problemer, eller om vi skal forblive på det destruktive spor, der fører til fattigdom, forringelse af miljøet, terrorisme og krig.«
Kapitlerne i dette års udgave af Verdens Tilstand munder ud i en række forslag til mål for topmødet.
*At sætte bindende, forpligtende mål som f. eks. at standse skovrydningen og få alle verdens børn i skole.
*At få Kyotoaftalen ratificeret, så den kan træde i kraft, og aftale en køreplan for videre forhandlinger om verdens klima, med inddragelse af USA igen. At udvide kredsen af lande, der forpligter sig til at skære ned på deres drivhusudslip.
*At fjerne den traditionelle landbrugsstøtte og i stedet øge støtten til økologisk jordbrug. Beskatte sprøjtemidler, kunstgødning og fabriksagtigt landbrug. Sikre kvinders ligeret i landbruget og yde dem støtte.
*At få traktaterne om globale miljøgifte ratificeret, udfase bly i benzin, lægge afgifter på udslip af tungmetaller og andre giftstoffer fra industrien, fjerne udledningerne af tungt opløselige stoffer fra landbrug, renserier mv. og støtte udviklingen af renere teknologi, sikre materialer og bæredygtig håndtering af affald.
*At udvikle en sammenhængende strategi for bæredygtig turisme.
*At finansiere adgang til prævention for alle, gøre en ende på forskelsbehandlingen mellem køn i uddannelserne, øge kvinders andel i de politiske beslutninger på alle niveauer og gennemføre stærkt virkende forholdsregler og love mod vold mod kvinder.
*At modvirke ressourcekrige blandt andet ved et stærkere globalt system til certificering af råstoffer som tømmer og diamanter. Øge FN’s og andre internationale organisationers mulighed for at overvåge illegal handel med ressourcer og gennemføre sanktioner.
*Styrke globale grænseoverskridende netværk og partnerskaber mellem foreninger og organisationer, virksomheder, regeringer og de internationale organisationer. Forstærke samarbejdet mellem FN, Verdensbanken, Valutafonden og Verdenshandelsorganisationen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her