Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

29. januar 2002


Bush forhøjer bistand til Afghanistan
*Præsident George W. Bush sagde i går, at USA vil forhøje bistanden til Afghanistan med 50 millioner dollar (431 mio. kr.). Pengene skal bruges til projekter om infrastruktur i det krigshærgede land.
Bush kom med beskeden på en fælles pressekonference i Det Hvide Hus med lederen af den afghanske overgangsadministration, Hamid Karzai, som er på besøg i Washington.
USA havde i forvejen givet løfte om en støtte på 297 millioner dollar (næsten 2,6 mia. kr.) i det kommende år til genopbygningen af Afghanistan.
Bush bebudede også, at USA vil hjælpe Afghanistan med at etablere sin egen hær og optræne egne soldater.

EU vil måske kræve erstatning af Israel
*Israel kan blive mødt med et krav fra EU om at erstatte de EU-betalte bygninger og installationer, som israelerne har sønderbombet i de besatte områder. Udenrigsministrene fra de 15 EU-lande besluttede i går at forbeholde sig ret til at kræve erstatning af den israelske stat for ødelæggelserne i de palæstinensiske selvstyreområder.
»Den Europæiske Union er alvorligt bekymret for ødelæggelsen af palæstinensisk infrastruktur og andre faciliteter, som bistår palæstinenserne i deres økonomiske, sociale og humanitære udvikling, og som er finansieret af den Europæiske Union og andre donorer, udtalte udenrigsministrene i en erklæring efter deres møde.

Indisk politi dræber to pakistanere
*Indisk politi i den nordlige delstat Jhakhand skød i går to pakistanere, som ifølge det indiske politi deltog i det blodige angreb for seks dage siden på det amerikanske kulturcenter i Calcutta.
Oplysningen kom fra indenrigsminister Kamal Pande, der sagde, at de to mænd blev dræbt under politiets overraskelsesangreb tidligt i går. Ifølge Pande havde de to mænd en AK-47 automatriffel, der menes at være blevet brugt ved angrebet. Dertil kommer, at den ene mand før sin død angiveligt tilstod sin rolle i attentatet.
»Nu er der næsten ingen tvivl om pakistanske statsborgeres og pakistansk-baserede terrorgruppers rolle i denne sag,« sagde Pande.
Spørgsmålet om pakistansk indblanding kan føre til ny optrapning mellem de to atommagter, der har mobilisere deres respektive militærstyrker langs deres fælles grænse.

Fergo: Nul kroner til muslimsk gravplads
*Regeringen vil under ingen omstændigheder støtte en muslimsk gravplads i Brøndby Kommune økonomisk. Det slog Kirkeminister Tove Fergo (V) i går fast på et møde med muslimerne og anser nu sagen for afsluttet.
»Alle borgere i Danmark betaler selv for deres gravsteder. Jeg kan ikke forstå, hvorfor muslimerne skal have særbehandling, og der er plads til dem på de kommunale og folkekirkelige begravelsespladser,« sagde Tove Fergo efter mødet.

Euro-trængsler uden ende
*Ikke engang dugfriske, optimistiske toner fra tyske erhvervsledere i det såkaldte IFO-indeks om fremtiden for Tysklands økonomi kunne i går hjælpe den fælleseuropæiske valuta, euroen, som med en kurs på lige under 0,86 dollar ligger på den laveste kurs i det seneste halve år.
»Markedet havde ventet en stigning i IFO-indekset, og på trods af, at stigningen var større end ventet, valgte markedsdeltagerne at sælge (euro, red.),« siger valutastrateg Ian Stannard fra den franske storbank BNP Paribas til det britiske nyhedsbureau Reuters. Eksperter vil ikke udelukke yderligere markante kursfald for euroen, som siden den elektroniske introduktion for tre år siden er faldet med omkring 30 procent over dollaren.

Forsonlige toner mellem Iran og Irak
*Iraks udenrigsminister, Naji Sabri, sagde i går under et sjældent besøg i Iran, at
iranske pilgrimme snart vil kunne flyve direkte fra Teheran til Bagdad.
»Efter forhandlinger i Teheran vil luftforbindelser snart blive genåbnet for iranske pilgrimme, som ønsker at besøge hellige steder i Irak,« sagde Sabri ifølge det statslige iranske nyhedsbureau, IRNA.
Der har ikke været direkte flyforbindelse mellem Iran og Irak, siden de to rivaler gik i krig i 1980.

ISS vil fusionere med Berendsen
*Servicekoncernen ISS har købt op i Sophus Berendsen og er nu oppe på at eje over 10 procent af aktierne i selskabet. Derfor har ISS weekenden over forsøgt at blødgøre ledelsen i tekstilservicevirksomheden Berendsen, så en fusion mellem de to kan blive en realitet.
Men selv om de to i fællesskab bliver en mastodont på det danske marked, frygter resten af branchen ikke et indtog med væltede gulvspande i kølvandet. Jesper Thaning, der er næstformand i Rengøringsselskabernes Branche- og Arbejdsgiverforening, tror ikke, at der er grund til være bange for, at der kommer monopol på det danske rengøringsmarked:
»Det er klart, at de to selskaber samlet vil øge deres markedsandele. Men jeg er ikke nervøs for monopoler, da de opererer inden for hvert deres felt,« siger Jesper Thaning om en eventuel fusion.

Forventet resultat i Usbekistan
*De usbekiske vælgere gav tilsyneladende et overvældende flertal for ønsket om, at præsidentens embedsperiode bliver forlænget fra nu fem til syv år. Ifølge valgkommissionen tydede de foreløbige optællinger fra søndagens afstemning på, at omkring 91 procent af stemmesedlerne sluttede op om præsidentens ønske om længere præsidentperioder,
Vestlige regeringer og menneskerettighedsgrupper ser afstemningen som præsident Islam Karimovs forsøg på at holde fast i magten minimum frem til 2012.

Ny chefredaktør på Jyllands-Posten
*Den 45-årige Jørn Mikkelsen bliver ny chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-
Posten. Han afløser Ulrik Haagerup, der for nylig forlod avisen som følge af uoverensstemmelser i den øverste redaktionelle ledelse.
Jørn Mikkelsen kommer fra en stilling som udlandsredaktør og ledende redaktionschef på Jyllands-Posten.

UNICEF-chef idømt over fem års fængsel
*Den tidligere norske indkøbchef hos UNICEF i København, Haavald Heide Scherven, blev i går i Oslo tingrett idømt fem et halv års fængsel for bestikkelse og korruption.
Endvidere blev han dømt til at betale 14,6 millioner i erstatning til FN’s børnefond, UNICEF.
Schjerven var leder af UNICEF’s Water and Sanitation Sections (WATSAN) afdelingskontor i København, der står for indkøb af udstyr til vandprojekter i hele verden.

Svensk kritik af USA’s mellemøstpolitik
*Sveriges udenrigsminister, Anna Lindh, gik i går i rette med den amerikanske regerings overvejelser om at afskære forbindelsen til palæstinenserlederen Yasser Arafat. Et sådant skridt vil være »usagligt og dumt«, sagde hun til radiostationen Dagens Eko. »Jeg er vældig bekymret over den amerikanske diskussion om at sidestille Arafat med terrorister. Det er en meget farlig politik, som blot indebærer, at man belønner Sharons vold i Mellemøsten,« sagde Lindh med henvisning til den militante israelske ministerpræsident.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her