Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

8. januar 2002


Indien afviser dialog om Kashmir
*Imens den britiske premierminister, Tony Blair, i går opfordrede Indien og Pakistan til at gribe til dialog og ikke våben i striden om Kashmir, fløj indiske og pakistanske mortérgranater på tværs af den fælles grænse. Og den indiske udenrigsminister, Jaswant Singh, besluttede på sin side at udelukke enhver mulighed for forhandling med ærkerivalen.
»Hvor kommer spørgsmålet om dialog ind, når der ingen forandringer viser sig i standpunktet,« lød spørgsmålet fra Jaswant Singh efter et møde i Indiens sikkerhedsråd. »Indtil nu har Pakistans holdning og indstilling til terrorisme desværre ikke ændret sig,« sagde Singh.

Argentina satser med devaluering
*Den argentinske præsident, Eduardo Duhalde, har besluttet at devaluere pesoen i et forsøg på at vende det økonomiske tilbageslag, men det er en satsning, som kan udløse inflation og korruption, vurderer iagttagere. Der er en risiko for overdrevne prisstigninger, hamstring af varer og jagt på dollar og sortbørsvarer.
Samtidig understregede Den Internationale Valutafonds (IMF) chef, Horst Köhler, i en udtalelse i går, at argentinerne primært selv er skyld i krisen og derfor selv er de første til at løse den. Han tilføjede, at løsningen vil gøre ondt, men at IMF gerne vil hjælpe med at afbøde de negative konsekvenser.

Penge til sygehuse uden om amterne
*Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger ikke op til forhandling, når han i dag mødes med amterne for at fremlægge en indsprøjtning på 1,5 mia. kr. til sygehusene. Pengene skal gives til de afdelinger, der bringer ventelisterne ned. Derfor vil staten ikke give pengene til amterne, men kontrollere, hvilke afdelinger der skal have ekstra hjælp.
Pengene bliver derfor fordelt uden om bloktilskuddet, som staten giver til amterne.

Sharon: Arafat er stor-terrorist
*Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, beskyldte søndag palæstinenserlederen Yasser Arafat for at spille en »stor rolle« i international terrorisme. Beskyldningerne kom, efter at Israel i torsdags beslaglagde et skib med 50 ton våben i Det Røde Hav, som – ifølge Sharon – havde forbindelse til Det Palæstinensiske Selvstyre. Selv om beskyldningerne fløj gennem den for længst forpestede luft mellem israelerne og palæstinenserne, erklærede den amerikanske Mellemøstudsending Anthony Zinni efter et møde med sikkerhedsrepræsentanter fra begge parter, at han så »reelle muligheder for fremskridt«.

Gode erfaringer med Arrivas busser
*Mens der er bekymring over, at den britiske transportmastodont Arriva skal overtage den vestjyske togkørsel, og mens der lyder kritik af selskabets erfaringer med togdrift i England, er historien anderledes positiv, når det gælder Arrivas buskørsel i Danmark.
»Det danske Arriva er en succeshistorie. Man har formået at gå fra at være en kommunal busvirksomhed til at få et professionelt busfirma, og med udliciteringen skete der en voldsom effektivisering,« siger trafikøkonom Uffe Jacobsen.

USA bomber det østlige Afghanistan
*Amerikanske bombefly fortsætter med at angribe mål i det østlige Afghanistan, hvor der stadig menes at gemme sig grupper fra den eftersøgte terrorist Osama bin Ladens terrornetværk al-Qaeda. Samtidig fortsætter jagten på Mohammed Omar, leder af Afghanistans tidligere styre, det knuste Taleban, men der var i går morges ingen sikre oplysninger om, hvor de to befinder sig.
Den nye amerikanske udsending i Afghanistan, Zalmay Khalilzad, sagde søndag, at den amerikanske bombekampagne, der blev indledt den 7. oktober, vil fortsætte indtil USAs mål er opnået, og det betyder, at Taleban og
al-Qaeda skal elimineres totalt.

Bestyrelsen blev – direktøren gik
*Dramatikken udeblev, da trafikminister Flemming Hansen (K) og toppen af
DSB’s bestyrelse, formand Knud Heinesen og næstformand Steen Gede, i går mødtes for at diskutere striden om udlicitering af en række jernbanestrækninger i Vestjylland. Bestyrelsen valgte at blive efter opfordring fra trafikministeren. Tidligere på dagen gav DSB’s administrerende direktør, Henrik Hassenkam, ellers næring til spekulationerne, da han besluttede sig for at opsige sin stilling efter otte år på posten.
Hassenkam afviser, at opsigelsen har noget som helst at gøre med DSB’s nederlag i udliciteringen. Tværtimod har han forberedt fratrædelsen i nogen tid, men besluttede sig for at gøre udliciteringen færdig først.

Ny regering på plads i Zambia
*Zambias præsident, Levy Mwanawasa, udnævnte i går en 20 mand stor regering og advarede samtidig om, at han ikke vil tolerere korruption.
»Der bliver ikke plads til korruption eller fremme af personlige interesser i den ny regering. De, der forbryder sig mod disse idealer, må gå,« sagde Mwanawasa, der blev taget i ed som Zambias tredje præsident i sidste uge.

Indvandere: Oftest nej til mammografi
*Mens 71 procent af danske kvinder i hovedstaden tager imod tilbuddet om at blive screenet for brystkræft, er der langt færre indvandrerkvinder, som benytter sig af muligheden.
Ifølge en undersøgelse offentliggjort i Ugeskrift for Læger er det kun 45 procent af de jugoslaviske kvinder, 36 procent af de pakistanske, 64 procent af de polske og 53 procent af de tyrkiske kvinder, som tager imod invitationen til at få foretaget en mammografi. Den markant lavere tilslutning blandt de udenlandske kvinder kan have flere årsager, men bl.a. sproglige barrierer samt det forhold, at brystkræft ikke er så udbredt i kvindernes hjemlande, kan være en del af forklaringen.

Gyldendal dropper bog om Rejseholdet
*Bogen om Rejseholdet, som Gyldendal i går valgte at trække tilbage blot tre dage før den skulle have ligget i alle landets boghandler, er alligevel blevet læst igennem af forlagets folk. Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, har ellers fastholdt, at det var en kommunikationsbrist, der var årsag til, at bogen ikke var blevet læst igennem af forlaget, men gået direkte i trykken. Dermed var krænkende oplysninger og billeder ikke opdaget i tide, og eneste udvej var at trække bogen tilbage. Men det bestrider forfatteren, Eigil V. Knudsen.
»Jeg havde skrevet en masse navne i kursiv, men disse fremhævelser er rettet, så nogen fra forlaget må jo have gennemlæst den,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu