Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

4. januar 2002


Bekymring over besparelser
*Regeringens planer om kraftige besparelser på daghøjskolerne vil primært ramme den allersvageste gruppe på arbejdsmarkedet. Det mener LO’s sekretær for arbejdsmarked og uddannelse, Harald Børsting.
»Daghøjskolerne er blevet hængt ud for ikke at vise tilstrækkelig effekt i forhold til at skaffe ledige i arbejde. Det er også rigtigt, hvis man ser isoleret på det. Men man glemmer, at daghøjskolen for mange af de allersvageste grupper i forhold til arbejdsmarkedet er første trin på en lang stige. Og man kan ikke måle allerede ved første trin. Det bekymrer mig dybt, at man nu vil slagte daghøjskolerne,« siger han.
Også formanden for Foreningen af Daghøjskoler i Danmark, Kim Nielsen, er stærkt bekymret over regeringens planer.
»Daghøjskolernes primære opgave er jo at samle op der, hvor det øvrige uddannelsessystem ikke slår til. Opgaven er også at bibringe folk den grad af selvtillid og mod til at komme videre i tilværelsen, som er nødvendigt for at klare sig både på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Besparelserne vil primært ramme kvinder og gruppen af ledige, som har det sværest i forvejen,« siger Kim Nielsen.

Endnu en dommer går af i Zimbabwe
*Endnu en hvid dommer er trådt tilbage fra Zimbabwes højesteret efter pres fra landets præsident, Robert Mugabe.
Den 49-årige David Bartlett blev dermed den femte hvide højesteretsdommer, der indgav sin afskedserklæring til præsidenten. Ifølge avisen vil Bartlett forlade domstolen til marts, hvilket åbner mulighed for Mugabes ønsker om en mere »afrikansk« domstol.
Udrensningen startede i marts 2001, da højesteretspræsident Anthony Gubbay gik på pension, og ifølge unavngivne kilder, der blev citeret i avisen The Herald i går, gøres der op med »dem fra den sørgelige kolonitid, som stadig besidder meget vigtige poster i samfundet«.
Striden om Højesteret er brudt ud, efter at dommerne fandt det retsstridigt for Mugabe-regeringen at fratage hvide landmænd deres jord til fordel for sorte. Også sorte højesteretsdommere har i den anledning fået regeringen på halsen.

Fransk kritik af Israel
*Den franske regering kritiserede i går kraftigt israelsk politis behandling af en palæstinensisk menneskeretsaktivist og to medlemmer af Europa-Parlamentet. Den ene af parlamentarikerne er Ulla Sandbæk fra den danske Junibevægelse.
Frankrig er chokeret over anholdelsen onsdag i Jerusalem af Mustapha Barghouti, en fremtrædende palæstinenser kendt for sine humanitære og pacifistiske holdninger, sagde det franske udenrigsministeriums talsmand Francois Rivasseau til journalister i Paris.
Barghouti siger, at politifolk slog ham og forårsagede et brud på hans knæ. Mens Barghouti blev afhørt af politiet demonstrerede omkring 50 europæiske menneskeretsaktivister uden for politistationen, blandt andet to medlemmer af Europa-Parlamentet, Ulla Sandbæk og italieneren Luisa Morgantini. Han sagde videre, at den franske regering »tager afstand fra volden begået mod Barghouti og andre, heriblandt medlemmer af Europa-Parlamentet«.
Artikel på forsiden

Raseri mod brandstiftere
*Offentlighedens vrede stiger mod de 21 personer, der mistænkes for ildspåsættelse i og omkring Sydney i Australien.
I går fortsatte omkring 100 ukontrollerede brande med at hærge området omkring millionbyen. Mange af brandene menes påsat af mennesker, og tabloidavisen Daily Telegraph bragte i går på forsiden 21 sorte silhuetter og kædede i overskriften Australiens »sorte jul« sammen med »21 sataner«.
Samtidig er avisernes læserbrevsspalter fulde af vrede breve, hvor der opfordres til strenge straffe. Siden Daily Telegraphs torsdagsudgave gik i trykken blev endnu en person anholdt, så der nu sidder i alt 22 i varetægt under mistanke for ildspåsættelse. 14 af dem er under den kriminelle lavalder, og en enkelt er kun ni år.

Minister vil mødes med muslimer
*Kirkeminister Tove Fergo (V) har sagt ja til at mødes med muslimerne i Danmark om den omstridte gravplads i Brøndby Kommune. Ministeren trak tidligere på ugen et tilsagn om statsstøtte til gravpladsen tilbage, men muslimerne håber at få ministeren på andre tanker på mødet, der finder sted mandag den 28. januar. I mødet deltager indvandrerorganisationen Indsam, som repræsenterer muslimerne. Tidligere kirkeminister Johannes Lebech (R) indgik i sin tid et kompromis om gravpladsen med Københavns Kommune og Brøndby Kommune, som indebar, at staten skulle dække det hul, der opstår mellem den fastsatte salgssum og grundens værdi.
Københavns Kommune, der hidtil har stået som ejer af grunden, skønner prisen til 20 millioner kroner, mens Brøndby Kommune vil sælge den til muslimerne for tre millioner kroner. Det er dette tilsagn, som Tove Fergo nu vil sløjfe.

Kilde: Omar kan udleveres
*Tilhængere af Taleban-militsens øverste leder, mullah Mohammad Omar, har accepteret at udlevere ham til den afghanske overgangsadministration, hvis de amerikanske bombardementer indstilles. Det sagde en efterretningskilde i går.
Oplysningen kunne ikke umiddelbart bekræftes fra anden side. Taleban-kommandanten Rayes Baghran kom med tilsagnet om mullah Omar og sagde, at han også selv sammen med sine – 1.500 mand ville overgive sig.
Det oplyste Nasratullah Nasrat, en embedsmand hos efterretningstjenesten i Kandahar-provinsen.
»Rayes Baghran lovede i dag, at han vil overdrage mullah Omar, og at hans mænd vil nedlægge våbnene, hvis luftbombardementerne indstilles,« sagde Nasrat til det franske nyhedsbureau AFP.

K afviser diktat om salg af lejeboliger
*De Konservative advarer imod, at regeringen haster et salg af almennyttige boliger igennem. Helle Sjelle, medlem af Folketingets boligudvalg og borgerrepræsentationen i København, opfordrer til besindighed, før staten pålægger boligselskaberne at sætte deres lejligheder til salg.
»Vi har i regeringsgrundlaget lovet at undersøge mulighederne grundigt, før vi handler. Det løfte synes jeg, at regeringen skal leve op til. Det er utrolig vigtigt, at boligselskaberne spiller positivt med, og det opnår vi bedst ved at lytte, før vi dikterer en løsning,« siger Helle Sjelle.
Erfaringerne fra København viser, at det er en god idé at give beboerne mulighed for at købe deres egen lejlighed som andelsbolig. Men der er farer og faldgruber, påpeger hun, så udredningsarbejdet skal være grundigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her