Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

2. januar 2002


Aftale om afghansk fredsstyrke indgået
*En aftale om udstationeringen af en multinational fredsstyrke i Afghanistan blev indgået mandag. Det sagde en britisk embedsmand.
»Dette giver os grundlæggende grønt lys,« sagde embedsmanden.
Aftalen blev formelt godkendt af general John McColl, som skal lede styrken, og en repræsentant for den afghanske overgangsadministration. Det sidste stridspunkt i aftalen gjaldt overholdelsen af islamisk adfærdskodeks, oplyste general Deen Mohammad Jurhat, chef for offentlig sikkerhed i det afghanske indenrigsministerium. Jurhat nævnte bl.a. problemerne med, at mange af soldaterne i styrken kommer fra lande, der har et afslappet forhold til alkohol og sex.

Zinni på vej tilbage til Mellemøsten
*Den amerikanske Mellemøstudsending, Anthony Zinni, vender i morgen tilbage til Mellemøsten for at gøre et nyt forsøg på at etablere en våbenhvile, der skal standse 15 måneders blodsudgydelser mellem israelere og palæstinensere. Zinni ankom første gang til området som mægler i november, men i midten af december, da volden fortsatte trods hans mæglingsforsøg, blev han kaldt tilbage til USA til konsultationer.

Indien og Pakistan fornyer atomaftale
*Indien og Pakistan fornyede i går deres ti år gamle atomaftale, hvorunder begge lande forpligter sig til ikke at angribe hinandens atominstallationer og faciliteter. Fornyelsen kom, selv om der er spænding mellem landene i øjeblikket, og både Indien og Pakistan har sendt troppeforstærkninger til grænseområdet i det omstridte Kashmir. Samtidig er de diplomatiske forbindelser mellem regeringerne i New Delhi og Islamabad neddroslet.
Sharon afviser præsidenttale
*Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, har afvist et forslag om, at Israels præsident, Moshe Katsav, holder en tale i det palæstinensiske selvstyreparlament for at foreslå en våbenhvile, der kan standse den 15 måneder lange væbnede strid mellem israelere og palæstinensere.
Katsav, hvis præsidentpost overvejende er ceremoniel, kalder forslaget er »interessant«. Men Sharon bryder sig ikke om projektet.
»Forslaget skader Israel, fordi det letter det politiske pres på Yasser Arafat for at få ham til at bekæmpe terrorisme. Det vil portrættere ham som en mand, der søger fred,« siger en kilde på Sharons kontor.

Fogh kritiseres for at glemme euroen
*Euroen blev ikke nævnt med et eneste ord, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) holdt sin første nytårstale. Udeladelsen mødes med undren fra folketingsmedlemmer, EU-tilhængere og euro-skeptikere.
Selv om danskerne har stemt nej til den fælles mønt to gange, er den 1. januar 2002 en usædvanlig dag, hvor flere end 300 millioner europæere får en ny møntfod. Den radikale leder, Marianne Jelved, er derfor overrasket over, at statsministeren omtaler udvidelsen af EU, men glemmer den fælles mønt. Fogh Rasmussen ønsker ikke at kommentere sin udeladelse. Der er ikke tale om en forglemmelse, men regeringen har ingen nye signaler om dansk deltagelse i euroen. Derfor er EU’s fælles mønt ikke med i talen, lyder forklaringen.

75 dræbt i russisk angreb i Tjetjenien
*Mindst 73 oprørere og to russiske soldater er blevet dræbt i en specialoperation omkring 30 kilometer syd for Grosnij, hovedstad i den løsrevne russiske republik Tjetjenien. Det meddelte Kreml mandag. Kreml-talsmand Sergej Jastrsjembskij sagde, at der også blev fanget 20 oprørere som led i operationen, som fandt sted søndag.
Blandt de dræbte var angivelig Ruslan Tjilajev, en feltkommandant, som menes at have været nummer seks i de tjetjenske oprøreres hierarki. Det var Tjilajevs enhed, som skød en russisk helikopter ned nær Grosnij i september, hvorved adskillige højtplacerede russiske officerer blev dræbt, sagde Jastrsjembskij.

Peru: Tabstal tæt ved 300 ved brand
*Dødstallet efter fyrværkeribranden i Perus hovedstad, Lima, er steget til næsten 300, mens redningsfolk fortsætter med at bjærge forkullede lig fra brandtomterne. Perus sundhedsminister, Luis Solaro, sagde, at nogle af ligene aldrig vil blive fundet, fordi heden ved den eksplosionsagtige brand havde været så stor. Perus præsident, Alejandro Toledo, meddelte få timer efter tragedien, at han vil forbyde produktion og salg af fyrværkeri. Han erklærede også den 30. og den 31. december for sørgedag.

Iran afviser kontakt til al-Qaeda
*Iran afviser amerikanske presserapporter, der beskylder iranske embedsmænd for at have haft kontakt til medlemmer af den terrormistænkte saudiaraber Osama bin Ladens al-Qaeda netværk. »Der har ingen møder været mellem iranske embedsmænd og medlemmer af al-Qaeda netværket. De udenlandske medier har i den seneste tid forsøgt på den ene eller den anden måde at sætte Iran i et dårligt lys,« sagde en talsmand for det iranske udenrigsministerium.
New York Times skrev mandag, at repræsentanter for Osama bin Laden midt i 1990’erne kontaktede iranske efterretningsagenter i håb om at etablere et samarbejde om terroraktioner.

Militant gruppe indstiller volden
*Al Aqsa Martyrernes Brigade, der er en af de militante udløbere af Yasser Arafats Fatah-bevægelse, sagde i går i en erklæring, at den vil overholde Arafats opfordring til at indstille angrebene mod Israel.
»Vi lover helt og fuldt at forpligte os til alle beslutninger udstedt af Arafat,« hed det i erklæringen fra gruppen, der har gennemført en række dødbringende angreb mod Israel under den 15 måneder lange palæstinensiske opstand.

Statsrevisor har kig på DSB-sag
*Formanden for Statsrevisorerne er parat til at bede Rigsrevisionen om at undersøge striden om jernbanekørsel mellem DSB og Trafikministeriet. DSB mener, at Trafikministeriet med en forkert vurdering har afvist DSB’s tilbud om kørsel i Midt- og Vestjylland til trods for, at det var klart det billigste.
»Det er overvejende sandsynligt, at jeg på vores kommende møde vil anmode de øvrige statsrevisorer om at lade Rigsrevisionen gå ind i sagen. Trafikminister Flemming Hansen (K) er indkaldt i samråd om sagen, hvis ikke samtlige spørgsmål bliver afklaret der, mener jeg, at Rigsrevisionen bør gå ind,« siger statsrevisor Peder Larsen.
Det bekymrer ham, at ministeriet sendte togkørsel i licitation, hvorefter ministeriet så fravalgte det billigste bud og i stedet valgte et dyrere fra Arriva.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her