Læsetid: 6 min.

På knivens æg

Sidste års største franske publikumssucces har i dag dansk premiere. Information har talt med Jean-Pierre Jeunet, instruktøren bag ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’, om at holde balancen mellem magi og virkelighed
11. januar 2002

(2. sektion)

Interview
En af de mest omtalte film på sidste års filmfestival i Cannes var paradoksalt nok slet ikke at finde i festivalens officielle program. For mens de franske kritikere og publikum elskede Jean-Pierre Jeunets Den fabelagtige Amélie fra Montmartre, der fik sin franske premiere nogle uger inden Cannes, så havde festivalen afvist at lade filmen deltage i konkurrencen.
Det var meningen, at Amélie – som i dag får dansk premiere – under festivalen skulle have været vist på storskærm på et af byens torve, men instruktøren valgte under henvisning til de alt andet end ideelle tekniske forhold at aflyse forestillingen – det var i hvert fald, hvad han udtalte til pressen. Men under overfladen fornemmede man, at årsagen nok var en anden, nemlig Jeunets alt andet end hjertelige forhold til festivalledelsen.
En tanke lignede det så, at Jeunet og selskabet bag Amélie alligevel valgte Cannes som stedet, hvor filmen blev markedsført over for den internationale presse. I en af de små markedsbiografer fik udvalgte journalister og kritikere fra hele verden lov til at se Amélie. Og i løbet af en timelang, intim pressekonference i Piper Heidsieck-pavillionen havde vi mulighed for at tale med
Jean-Pierre Jeunet, der ellers ikke er meget for at tale om sine film.
»Jeg arbejder på mit instinkt,« siger han. »Og hvis jeg skal gå i dybden med, hvad der ligger bag det instinkt, så tror jeg, at jeg mister det hele.«
Siden dengang i Cannes har Amélie høstet kritikerroser rundt om i verden, og filmen har vundet adskillige priser på andre festivaler, senest blev den kåret som årets bedste film af både juryen og publikum ved European Film Awards-uddelingen i Berlin, ligesom også Jeunet og filmens fotograf, Bruno Delbonnel, fik priser.
Men tilbage i Cannes samlede interessen sig naturligvis om forholdet mellem Jeunet og festivalen.
Fundet for let
»Vi var for en tid ikke sikre på, om vi ville præsentere filmen i Cannes eller ej, fordi det kan være farligt at vise en film, som folk venter på,« forklarer Jean-Pierre Jeunet på fransk, hvorefter en tolk oversætter – ind imellem kun det, hun selv synes er vigtigt, får man en fornemmelse af med sit skolefranske i baglommen.
»Men efter moden overvejelse nåede jeg frem til, at hvis en af mine film nogensinde skulle få en pris i Cannes, så ville det være Amélie. Så vi tog filmen med til Cannes. Men svaret fra festivalens repræsentant var ’nej,’ og kommentarerne gik på, at jeg havde fået forkert fat i det hele, at jeg havde valgt det forkerte emne, og at jeg basalt set kun var ude på at kopiere René Clair (instruktør af lette og berømmede komedier, red.).«
Jeunet havde da stadig mulighed for at ansøge om at få sin film med på festivalen, men den lunkne modtagelse taget i betragtning, valgte han og filmselskabet i stedet at sende Amélie ud i så mange biografer som muligt inden festivalen og så sørge for at promovere den grundigt.
Strategien lykkedes. Filmen fik en overdådig modtagelse af kritikerne – »99,5 procent af anmeldelserne var positive,« siger instruktøren selv – og stor publikumtilstrømning gjorde Amélie til sidste års største filmsucces i Frankrig overhovedet – filmen er blevet set af otte millioner franskmænd.
Men hvad er det så for en film, som kritikerne og publikum er så vilde med, og som filmfestivalen i Cannes mener er for let til deres konkurrenceprogram?

Eventyr eller ej
Selvom Jean-Pierre Jeunet ikke selv er glad for betegnelsen ’eventyr’, så er Den fabelagtige Amélie fra Montmartre alligevel et moderne eventyr, en charmerende og godhjertet fabel om medmenneskelighed og om at finde sig selv og kærligheden, selv om man ikke er helt ligesom alle de andre.
»Jeg er ikke enig med dig i, at Amélie er et eventyr,« siger han og sammenligner så sit seneste værk med de to populære film, som han i 1990’erne lavede sammen med Marc Caro. »Delicatessen og De fortabte børns by er eventyr, ja, og de ting, der sker i eventyr, kan ikke ske og sker ikke i virkeligheden. Men de ting, som foregår i Amélie, kan godt ske i vores verden. Hun gør ting, som ikke mange mennesker gør, javist, men det er også derfor, at jeg har lavet en film om hende.«
Jeunet og Caro skabte særegne verdener, som slet ikke lignede virkeligheden, og både Delicatessen og De fortabte børns by er visuelle bravour-numre, fantasifuldt skruet sammen og optaget i filmstudier, hvor alting kan formes efter behag. Amélie er som dem – og Jeunets første solofilm Alien 4 – fyldt med magi og special effects, men filmen er optaget on location i Paris, i Montmartre, hvor den foregår, og den har rod i en genkendelig hverdag.
»I denne film er historien meget vigtig, og jeg besluttede mig for at lade den foregå i virkelighedens verden, så folk ville have nemmere ved at forholde sig til den,« forklarer Jeunet og erkender, at det var svært at finde den rette balance mellem virkelighed og magi i filmens både gammeldags og moderne visuelle stil.
»Vi balancerede alle på knivens æg, og jeg var indimellem nødt til at sige til kostume- og setdesigneren, ’hov, hov, det ser for moderne ud, vi er nødt til at skaffe os af med det.’ I andre situationer sagde jeg, at ’jeg tror, at vi er nødt til at tilføje noget af nutidens verden, f.eks. en mikroovn, så folk husker på, at vi rent faktisk befinder os i nutiden.’«

Kun et værktøj
Jean-Pierre Jeunet er sammen med Caro ofte blevet beskyldt for at overlæsse sine film med visuelle effekter og glemme historien og karaktererne, men han har et meget afklaret forhold til brugen af effekter, som i Amélie får lov at tjene historien.
»Special effects er et værktøj, som man bruger til at sige tingene på en anden måde, end man har gjort det tidligere,« forklarer han. »En blyant og et stykke papir er værktøj, og et kamera er et værktøj. Georges Méliès (en af filmhistoriens pionerer, red.) gjorde fantastiske ting med få og primitive midler. Det vigtige er menneskene, som bruger værktøjet,« siger instruktøren.
I Jeunets hænder blev effekt-værktøjet bl.a. brugt til at gøre det umulige: »Man bruger indimellem udtrykket, at en person ’smelter for øjnene af én,’ og takket være effekterne kan man rent faktisk se personen smelte til en lille pøl for ens fødder. Vi har en anden indgang til special effects i denne film, fordi vi bruger dem til at bringe poesi ind i historien.«
Eller til at ændre på virkeligheden, så den passede til filmens visuelle stil. »Der var dage, hvor det var vanskeligt med regn og tåge, men takket være digital efterarbejdning var vi i stand til at løse de problemer. Faktisk kunne vi gøre en hel del, f.eks. slippe af med parkerede biler, slette grafitti og tilføje nogle meget farverige plakater. Vi ændrede virkeligheden, så den opfyldte vores behov. Men det var vanskeligt indimellem, f.eks. når en mand parkerede sin bil lige foran kameraet og sagde, ’fuck cinema!’«

Karakterskuespil
Balance var der også nødt til at være i karaktererne, som, siger Jeunet selv, »ikke er videre realistiske. Mange franske film har realistiske karakterer, og selv om jeg som privatperson kan nyde den slags film, så synes jeg som instruktør, at de er meget kedelige. Jeg er nødt til at føle mig tiltrukket af mine karakterer, og det inkluderer også de onde personer. Det minder mig om Marcel Carnés film (f.eks. Paradisets børn, red.), hvor der er en masse biroller med onde karakterer, som man faktisk ikke føler afsky for, men i stedet elsker at hade.« Også Amélie er fyldt med biroller, ikke kun onde, flere af dem besat med skuespillere, som instruktøren har brugt i tidligere film.
»For mig er det vigtigt at have biroller, det, jeg kalder karakterroller, og det har at gøre med kvaliteten af skuespillet, og fordi de mennesker formår at skabe karakterer, der er anderledes, end de selv er i virkeligheden,« siger Jeunet, der faldt for unge Audrey Tautou til rollen som den kønne, lidt aparte Amélie. »Første gang, jeg så hendes ansigt, var på en plakat for filmen Skønhedssalon Venus,« siger Jeunet. »Jeg blev fortryllet af hendes store ører og vidt åbne øjne, så vi testfilmede hende, og efter fire sekunder vidste jeg, at hun skulle være Amélie – det skete simpelthen ved første blik, og jeg havde tårer i øjnene.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her