Læsetid: 3 min.

På de vilde veje

– farer den danske road-film ’P. O. V. – Point of View’ vild i overbroderede stileksperimenter og et andenhånds persongalleri
25. januar 2002

Ny film
Hvad man end vil mene om Tómas Gislasons debutspillefilm, kan man ikke frakende den en særstilling i disse års nationale produktion.
Gislason har kastet sig ud i et lidet moderigtigt eksperiment ved at begive sig til USA uden et fuldt færdigt manuskript, først og fremmest bevæbnet med sit håndholdte kamera og en idé om at lave en roadfilm om en dansk pige på en spontant udløst rejse tværs gennem det store land. Og netop road-filmgenren egner sig jo godt til improvisation: Hvilke fund kan man ikke gøre på de vilde veje, når man med kameraet på skulderen lader nysgerrigheden styre forløbet!

Ambitiøs stil
Men Gislason gør det ikke let for sig selv: Vil man se filmen for dens Amerika-billede, modarbejdes man af den stærke stilisering i fotograferingen, en bevidst primitivisme, hvor farver afbleges og konturer udviskes, så ethvert præg af det distinkte og reelt atmosfæremættede forsvinder. Ofte kunne handlingen foregå hvor som helst!
Den visuelle energi og ambition er alligevel slående og til tider fascinerende, og klipningen følger sine egne musikalsk-lyriske love i ofte svimlende virtuose forløb. Men hvad hjælper det, når historie, personer og situationer gang på gang føles forlorne og andenhånds, og den spontanitet, der tilstræbes, kvæles i krukkeri og manér. P. O. V – Point of View er et skole-eksempel på, at man ikke kan fotografere og klippe sig til en god film, når basis halter.

Skiftende synsvinkel
Selve konceptet er problematisk. Vi ser først alt fra den bortløbne brud Kamillas synsvinkel. Men midtvejs taber filmen meget af interessen for hende for at koncentrere sit Point of View om hendes indesluttede rejsefælle Rock, en meget amerikansk hip, lettere poserende motorcykel-tough guy, der kører vejene tynde på en farlig mission, som ikke tåler dagens lys.
Kamilla er den forkælede små-flippede pige, der impulsivt flygter fra forpligtelserne for at »flyde med livet og opleve nuet« – et projekt med rødder tilbage til 50’ernes og 60’ernes sværmeriske beat-generation, for ikke at tale om Easy Rider. Mens motorcykel-machoen Rock i virkeligen er en skrøbelig klippe – en anderledes dybt såret eksistens med forkrøblede familierelationer, der gradvis rulles op, efterhånden som parrets rejse fører ind i kriminelle zoner med uhyggeligt aktuel terror-baggrund.

Kliché-figurer
Gislason har fat i et stort tema, der nok var en moderne road-film værd – den amerikanske fanatisme, der fører direkte til selvdestruktion, akkompagneret af litterære undergangsprofeter og koryfæer som William S. Burroughs og Jack Kerouac.
Men selv om filmen strør gavmildt omkring sig med slående enkelt-billeder, poetiske citater, suggestiv underlægningsmusik og sære stemninger, træder den aldrig i karakter som en fortælling, man kan tro på. Hvad nytter location-ægthed, når de dramatiske ideer fornemmes gennemført andenhånds, og den ene spillescene efter den anden skriger af falskhed.
Ud over de to hovedpersoner, hvis humorforladte indbyrdes spil aldrig slår gnister, får vi den tragiske klovn som stuuurt klichénummer, den énøjede fanatiker med komisk skrå i kinden, den overvintrede, mediterende Big Sur-vismand skuende ud over havet. Samt nogle forhørsteknisk amatøragtige politiscener, der kun overbeviser på overfladen og anbringes som en dramatisk indramning, hvorfra man ulogisk ser tilbage på Rocks meritter.
De medvirkende – især Gareth Williams’ hulkende he-man – er på en enerverende herrens mark, hvor kun
Ulrich Thomsen som den svegne ægtemand magter at gerere sig som noget, der ligner en karakter. Og endda indskyde lidt sardonisk humor i den stadig mere patetisk manende skrøne.

*P. O. V – Point of View. Instruktion: Tómas Gislason. Manuskript: Tómas Gislason og Lars Kjeldgaard. Dansk (Empire, Dagmar, Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her