Læsetid: 3 min.

Penge til Afghanistan

Hjælpen til Afghanistan er uden historisk fortilfælde, men der er mange faldgruber forude
24. januar 2002

Indvielsen af den første telefonboks i Herat – et skriggult skilderhus nær byens største vejkryds – er en begivenhed, der er lige så værd at fejre, som indsættelsen af de to spritnye minibusser fra Hongkong i Kabuls kollektive trafiksystem er det.
Ikke verdensnyheder måske, men bittesmå tegn på en tilbagvenden til en art normalitet.
Nyhederne fra donorkonferencen i Tokyo kunne ikke være meget bedre: Hjælpeindsatsen bliver den største nogensinde af sin art.
Hamid Karzai, den nye karismatiske leder, som på kort tid har vundet verdens tillid, vender efter et hastigt besøg i Beijing tilbage som situationens sejrherre. Men bistandsmidlernes effekt kan ingen udtale sig om.
Den nuværende situation er helt uden historiske fortilfælde. En nation, som har mangel på alt undtagen våben, skal nu absorbere et valutatilskud, som for almindelige mennesker må fremstå som astronomisk. Mange økonomer på donorkonferencen er da også bekymrede.
»Bare at sammensætte projektet kan blive så svært som at bygge en ny pyramide,« sagde den britiske udviklingsminister, Clare Short
Taleban efterlod intet, som er værd at bevare. Tværimod var alle institutioner efterladt i dvale, forfald eller simpelthen ødelagt. Og det administrative apparat mistede alle sine yngre kræfter.
Ud over Cambodja er intet land nogensinde blevet udsat for en så massiv hjerneflugt som Afghanistan. Og overgangsregeringens muligheder for at komme nogen vegne beror i vidt omfang på, om det lykkes at overtale de veluddannede og intellektuelle eksilafghanere til at vende hjem.
Hertil kommer, at den afghanske stat helt savner indkomstkilder og på kort sigt står helt uden muligheder for at få fat i nogen. Pengeøkonomien er rudimentær, infrastrukturer eksisterer stort set ikke – alt savnes helt ned til stole, skolebøger og blyanter. 99 procent af alle lægemidler må importeres eller indkøbes i basarerne.

Blandet velsignelse
For et samfund, som ikke har været i stand til at udbetale løn til de på papiret 200.o00 statsansatte i omkring et halvt år, og hvor en meget stor del af befolkningen er afhængig af madhjælp fra udenlandske givere, er løfter fra Tokyo om en pludselig pengeregn en meget blandet velsignelse.
Men risikoen for superinflation er åbenlys, især hvis den afghanske centralbank, som fortsat ikke ejer så meget som en dollar, gør, som den plejer og trykker sedler i milliardvis for at imødekomme den akutte mangel på penge.
Et af problemerne er, at overgangsregeringen, som nu skal træffe en lang række vigtige principbeslutninger om genopbygning og udviklingsmål, kun kommer til at sidde frem til maj, hvor en ny regering tager over. Karzai har ikke tiden på sin side, og på grund af rådets etniske sammensætning kan han ingenlunde være sikker på fortsætte.

Populære emner
Alle giverlande har stort set været enige om prioriteterne for Afghanistan – at genetablere det ødelagte statsapparats funktioner, at indføre lov og orden, at opbygge et nyt folkesundheds- og skolesystem, at genhuse tre millioner flygtninge og at stabilisere valutaen.
Koordineringen af bistand volder også visse problemer. De fleste donorlande vil med tanke på hjemmeopinionen helst engagere sig i sundhed, skole, kvindespørgsmål eller afminering. Afvæbning påkalder sig ikke samme interesse, til trods for at flere end en halv million mænd nødvendigvis må fratages deres våben og gradvis vænnes fra deres afhængighed af samme. Mange af dem er vokset op med krig og kender intet andet.
Der er et enormt pres på en regering, som knapt kan siges at eksistere. Bistanden er betinget af, at bestemte krav opfyldes. Trods omstændighederne kræver donorerne resultater. Mediebevågenheden skræmmer alle: Dårlig publicity kan let udhule fremtidig støtte.
Alt må møjsommeligt opbygges fra et nulpunkt, og det kommer til at tage lang tid. Det ene er en forudsætning for det andet, og alting griber ind i hinanden. Lovløsheden må bekæmpes for at skabe fremskridt, og kludetæppet af feudale krigsherrers revirer må væves sammen til en helt ny form for enhed.
Afghanistan er måske blevet befriet fra en terroristisk besættelsesmagt, men nu forestår en langt vanskeligere opgave.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her