Læsetid: 5 min.

Pippi, Ronja og de andre

En mosaik af citater fra Astrid Lindgren-bøgerne
29. januar 2002

Mosaik
»Vil du først sige mig dit fulde navn,«sagde frøkenen, »så skal jeg skrive dig ind i skolen.«
»Jeg hedder Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe, datter af kaptajn Efraim Langstrømpe, tidligere havenes skræk, nu negerkonge. Pippi er egentlig bare mit kælenavn, for far syntes, Pippilotta var for langt at sige.«
»Ja, så er det vel bedst, at vi også kalder dig Pippi,« sagde frøkenen. »Men skulle vi ikke tage og prøve dine kundskaber lidt,« fortsatte hun. »Du er jo en stor pige og kan vel allerede en hel del. Vi kan måske begynde med regning. Kan du sige mig, hvor meget 7 og 5 er?«
Pippi så på hende, forbavset og misfornøjet.
»Ja, hvis du ikke allerede ved det, så må du ikke tro, at jeg har i sinde at fortælle dig det!«
Alle børn stirrede forfærdet på Pippi.
(Fra Bogen om Pippi Langstrømpe)

Det var sådan et dejligt vejr, da vi gik hjem bagefter. Alle vi børn i Bulderby fulgtes ad. Vi var meget længe om at nå hjem. Lasse sagde, at vi kun måtte træde på de sten, der lå langs vejen. Det var en leg, vi legede. Vi legede, at vi faldt døde om, hvis vi trådte på jorden. Ole kom meget snart til at træde på jorden, og Bosse sagde:
»Nu er du død!«
»Vel er jeg ej,« sagde Ole. »Se bare, hvor levende jeg er!« råbte han og spjættede med arme og ben. Og så lo vi allesammen.
Senere kom vi til et gærde, og så gik vi på det. Lasse sagde:
»Hvem tror I egentlig har bestemt, at man kun må gå på vejen?«
Britta sagde, at det nok var en eller anden voksen, der havde fundet på det.
»Ja, det kunne ligne dem,« sagde Lasse.
(Fra Bulderbybogen)

Hvis du nogensinde har været til et selskab, hvor der pludselig kom en hest ind, så ved du, at en del menensker spærrer øjnene op og ligesom hopper i sædet, som om de aldrig havde set en hest før. Det gjorde de også ved borgmesterens selskab. Navnlig borgmesteren. Han hoppede højt i vejret og fik en lagkagebid i den gale hals, og derfor kunne han ikke få et ord frem til sit forsvar, da Gotfred skreg:
»Nå, hvad siger du så? Kan du så se, at der er dem, der har heste!«
Men gæsterne blev nærmest himmelhenrykte over, at der kom en hest, hvilket jo egentlig er ganske naturligt, for heste er jo nogle dejlige dyr. De ville allesammen klappe Lukas. Emil sad på Lukas’ ryg og smilede nok så fornøjet. De måtte gerne klappe hans hest.
Men så kom der en gammel major, som ville vise, hvor godt han forstod sig på heste. Han ville klemme Lukas lidt på bagbenene, ak ja, han vidste jo ikke, hvor kilden Lukas var!
Borgmesteren havde netop fået lagkagebidden så nogenlunde hostet op og skulle lige til at sige et og andet alvorsord til Gotfred, da majoren i det samme greb fat om Lukas’ ene bagben. I næste nu røg et par hove i vejret og ramte et lille anretterbord, som stod i vejen for dem, og pludselig kom hele den store flødeskumslagkage farende gennem luften og havnede med et plask lige i synet på borgmesteren.
(Fra Mere om Emil fra Lønneberg)

»Jeg synes, det snedigste ville være at holde op med at røve«, sagde Ronja. »Det har jeg altid syntes.«
Skalde-Per smilede til hende, sit venlige, tandløse smil.
»Det har du ganske ret i, Ronja! Du er så klog! Men jeg er for gammel og affældig til at kunne banke sådan noget ind i knolden på Mattis.«
Mattis kiggede irriteret på ham.
»Og det siger du, som selv har været en uforknyt røver! Hvad havde du så tænkt, vi skulle leve af?«
»Har du aldrig lagt mærke til, at der er folk, som ikke røver, og som lever alligevel?« spurgte Skaldeper.
»Ja, men hvordan?« sagde Mattis surt.
(Fra Ronja Røverdatter)

Jonatan vidste, at jeg snart skulle dø. Jeg tror, alle vidste det undtagen lige netop jeg. De vidste det i skolen, for jeg lå jo altid hjemme og hostede og var syg. Det sidste halve år havde jeg overhovedet ikke kunnet gå i skole. Alle de damer, mor syr kjoler til, vidste det også. Der var en af dem, som snakkede med mor om det, så jeg hørte det, skønt det ikke var meningen. De troede, jeg sov. Men jeg lå bare med lukkede øjne. Og det blev jeg ved med, for jeg ville ikke vise, at jeg havde hørt det forfærdelige – at jeg snart skulle dø.
Jeg blev selvfølgelig ked af det og forfærdelig bange, og det ville jeg ikke lade mor se. Men jeg snakkede med Jonathan om det, da han kom hjem.
»Ved du, at jeg snart skal dø?« sagde jeg og græd.
Jonatan tænkte sig lidt om. Han ville måske ikke så gerne svare på det spørgsmål, men til sidst sagde han:
»Ja, det gør jeg.«
Så græd jeg endnu mere.
»Hvorfor skal det være sådan?« spurgte jeg. »Hvorfor skal det være så forfærdeligt, at nogen skal dø, når de ikke engang er fyldt 10 år?«
»Ved du hvad, lille Tvebak, jeg tror slet ikke, det er så slemt,« sagde Jonatan. »Jeg tror, du får det dejligt«.
»Dejligt!« sagde jeg. »Er det dejligt at ligge i et hul nede i jorden og være død?«
»Pyt,« sagde Jonatan, »det er jo bare din ydre skal, der ligger der. Du selv flyver bort til et helt andet sted.«
»Hvor så?« spurgte jeg, for jeg troede ikke rigtigt på ham.
»Til Nangijala,« sagde han.
Til Nangijala – han slyngede det ud, som om det var noget, alle og enhver vidste. Jeg havde bare aldrig hørt om det før.
(Fra Brødrene Løvehjerte)

Nej, jeg tror oprigtig talt ikke på Gud. Men havde min far levet, havde jeg aldrig vovet at sige det, for det havde gjort ham så ked af det.
Det er måske også skammeligt af mig at fornægte Gud i betragtning af, at jeg så ofte takker ham og beder til ham, når jeg er fortvivlet.
(Fra Astrid Lindgrens Klogebog)

Farväl, du satans galla
nu har du djävlats nog
nu ska här tagas avsked
i lidande och blog
Om inte du betett dej
som ett förbannat fä
så kunde du fått stanna
nu får du inte dä
Nu ryker du i vasken
på detta hospital
Så ligg då där och ångra
de plågor och de kval
de har berett en annan
somalltid har vatt snäll
Farvel du satans galla,
det är din sista kväll

(Ode til en galdesten, skrevet i Astrid Lindgrens dagbog aftenen før operationen, sommeren 1980 – »Den største galdesten, der nogensinde er set på Sabbatsberg«. Gengivet i biografien Astrid Lindgren, som udkom på dansk i sidste uge).

*Alle de citerede bøger er udkommet på forlaget Gyldendal. Mosaikken er sammenstillet af Kristen Bjørnkjær

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu