Læsetid: 4 min.

Psykopater i kapløb

Odense Teater svælger i afstumpede forførere. Underligt nok bliver Tartuffe mere tidssvarende end Richard III
21. januar 2002

Teater
To psykopater slås om teateropmærksomheden i Odense. To afstumpede forførere, bedragere og lystløgnere – den ene er morder, den anden blot nar. Altså Shakespeares Richard III og Molières Tartuffe. Og Odense Teater har fyret disse berømtheder af med kun to dages mellemrum – noget af en præstation og ambition fra teaterleder Kasper Wiltons side.
Umiddelbart er Richard III det stykke, der med sin onde tyngde mest oplagt indbyder til en aktuel tolkning af den magtsyge hersker, hvis hævntrang vokser eksplosivt i et system af rygklappere. Hvorimod Tartuffe nemt kan reduceres til noget gammelt vås om en husven, der forblinder værten og (næsten) forfører hans kone og datter.

Ilter sanselighed
På Odense Teater er fortolkningen imidlertid omvendt. Her er Richard III forblevet mærkeligt ’historisk’ i Christoffer Berdals instruktion, på trods af en løsreven, fabelagtig indsats fra skuespilleren Lennart Hansen, der også har nyoversat stykket med bid og kraft. Hvorimod Tartuffe i Vibeke Wredes iscenesættelse er livet op af en ilter sanselighed og kropslig dekadence, der spidder tidens leve-livet-blindt-iver efter 11. september og Pia Kjærsgaards tronraning. (Forestillingen havde turnépremiere to dage før valget i november.)
Begge forestillinger skal fremvise den åndelige krøbling, der bemægtiger sig magten, pengene og kvinderne. Shakespeares tragedie via publikums indlevelse og frygt – Molières komedie gennem tilskuerens distanceren og latter.
Lennart Hansen er en meget neddæmpet Richard III. Han træder ind på scenen med nøgent ansigt, og hans stemme har en pågåenhed, der rammer rollens grove tone, men også en efterklang, der efterlader en blød Reenberg-ætsen. Han vækker umiddelbar nysgerrighed, fordi han tilsyneladende er så almindelig – og deri ligger også hans farlighed.
For denne Richard III tager sig god tid i sin bøddel-leg, og han bliver tilsyneladende træt af sine egne manipulationer, længe inden han har udført dem. For hver scene bliver hans skæve ryg tydeligere – jo mere sygt hans sind bliver, jo mere deform bliver hans krop. Arrogancen rammer uvægerligt også ham selv: Kun magtsygen holder hans livslede stangen.
Derved skaber Lennart Hansen en helt anderledes tilgang til figuren end f.eks. Jesper Christensen gjorde det i Peter Langdal og Peter Laugesens énmandsekstrakt af dramaet i 1994 og 1999. Hvor Christensen var den paranoide, der fra dybet af vanviddet gennemlevede sine tvangsforestillinger med nødvendig mordtrang, er Hansen den klartskuende strateg, der trævler sit modstandernet op, kadaver for kadaver, indtil der kun står én tilbage på listen – nemlig ham, som forbandelserne har udset til at blive hans egen morder.
Og hvor Langdal og scenografen Karin Betz på Betty Nansen havde henlagt forestillingen til et nutidigt hotelværelse – både den internationale terrorists og enhver topleders tumleplads – så har Berdal og scenografen Åsa Lieberath Mørk i Odense skabt en mere traditionel, symbolhistorisk ramme, hvis eneste ’nutidige’ hint er en problematisk henvisning til lysekronen i Phantom of the Opera.

Ynkelig dødskamp
Hos Berdal har næsten alle spillere flere roller. Også en særpræget skuespiller som Henning Sprogøe, der er en ærlig George med en beundringsværdigt ynkelig dødskamp. For når Sprogøe straks efter genopstår fra de døde som både anonym borger og latterligt sendebud i kåbe med gemmehætte, så svækkes effekten af hans dødsscene. Og samtidig ryger balancen mellem tidsvarende indlevelsesteater og dele-roller-ud-så-det-passer-teater.
Instruktøren har i det hele taget ikke rigtigt valgt mellem en storladen tragediestil og en mere moderne, kropsladet stil. Den smukke Laura Allen Müller tolker i hvert fald den tvangskronede Lady Anne med spændende nervøsitet helt ud i knoerne, men hverken Lane Linds stolte Hertuginde af York eller Githa Lehrmanns krænkede Elisabeth får lov til at forlade den traditionelle ’her-står-jeg-i-min-kjole-og-taler’-stil. Desuden er der gået rigeligt paryk i forestillingen, så de få spillere med eget hår virker morgensjuskede.

Nar og løve
Det kan man just ikke sige om Vibeke Wredes iscenesættelse af Tartuffe. Her er alle gejlet op til en dynamo-spillestil med idelig, fysisk aktion. Her kysses og klimpres og kanøfles i ét væk – og scenografen Louise Beck har push’et brysterne frem, så vorterne stritter i stramhed. Selv gamle Eddie Karnil optræder i snøreliv (omend bøjleløst) og strømpeholdere. Og kvindeholdet er barmfagert og blussende – både Betty Glosted som den muntre hustru og Natali Vallepir Sand som den indskrænkede datter.
Men det er Maria Wilton, der får forestillingen til at flyve. Hendes tjenestepige lyser op på scenen, lynende begavet og flabet langt ud over det tilladelige – og netop derfor en befriende katalysator for historien, der fra Molières hånd visse steder stivner lidt i parodisk patos. Og Vibeke Wrede har sørget for, at erotikken også er denne tjenestepige forundt. I dette univers af skueretter nydes frugterne i hvert fald overraskende konkret – i et veloplagt lystslot med malede ranker og proforma-figenblade.
Lige så utilsløret grov er Henrik Larsens Tartuffe blevet. Hans skinhellighed er underholdende, ikke mindst fordi hans fromme præsteydre hele tiden brydes af grovkomik på mest tølperagtige facon. Og da han afslører chiffon-skjortens perler over sin slaskede overkrop, er parodien hjemme. Sværest har Henrik Weel det som herren i huset: Enfoldig nar og erotisk løve på samme tid – klædt i nydeligt bankmandsoutfit, der ikke skiller sig synderligt ud fra påklædningen blandt teatrets tilskuere.
Heri kunne unægtelig ligge en pointe: At den bedragne også er tilskueren – og dermed den almindelige mand.
Og måske et frejdigt fingerpeg om, at Odense Teater vil fortsætte sit opsøgende arbejde med tolkning af tidernes dominerende mandetyper?
Herfra foreslås gerne en urpremiere på Fogh I. Mens tid er.

*’Richard III’ af Shakespeare. Oversættelse: Lennart Hansen. Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Åsa Lieberath Mørk. Odense Teater, Sukkerkogeriet, til 15. feb.
*’Tartuffe’ af Molière. Oversættelse: Jesper Kjær. Instruktion: Vibeke Wrede. Scenografi: Louise Beck. Odense Teater, Store Scene, til 6. feb. www.
odenseteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her