Analyse
Læsetid: 5 min.

Rammer eller kreativitet?

Forøgelsen af Danmarks velstand og landets kulturelle fornyelse ligger i øget satsning på viden, eksempelvis i de kreative industrier. Har regeringen forstået det?
11. januar 2002

Alle signaler peger på, at regeringen overvejende kommer til at føre en defensiv politik på erhvervsområdet. Og på kulturområdet. Og således også hvad angår grænsen mellem kultur- og erhvervsområdet, der hvor vi finder de såkaldte kulturerhverv. På erhvervsområdet lægger regeringen først og fremmest op til at rulle staten tilbage og satse på mindre regulering.
På kulturområdet skal den danske nationale enhedskultur fremmes på bekostning af det eksperimenterende, det nytænkende og det multikulturelle. Økonomisk vil det efter alt at dømme hæmme den danske konkurrenceevne, samtidigt med at det kulturelt vil betyde, at Danmark bliver et mindre åbent og innovativt land. For ikke at tale om et kedeligere land at leve i. Ikke kun for danskerne selv, men også for de kvalificerede mennesker, vi gerne vil have til flytte hertil. Og det er en skam. For mens der kan være brug for regeringens tiltag, som vil gøre landet smidigere og mindre bureaukratisk, så er det kun en del af den politik, der skal føre danskerne succesfuldt ind i vidensøkonomien. I vidensøkonomien er det nemlig ikke tilstrækkeligt, at regeringen skærer ned i regler og afgifter. Regeringen bliver nødt til at gå i offensiven og være en aktiv partner for erhvervslivet
og det civile samfund.
Det kræver en stat, som tør udpege retningslinjer for, hvor udviklingen skal gå hen, samtidig med at den ikke går i vejen for erhvervslivet. En offensiv stat. Ikke en stat, der kun tør satse på det sikre og det velkendte.

Vidensøkonomien er nemlig kendetegnet ved, at det er kreativiteten og det overraskende, der sikrer velstand. Det er her, ny viden bliver udviklet, og det er her, merværdien skal findes. Naturligvis ikke på bekostning af økonomiske dyder som finanspolitisk ansvarlighed, men i samspil med de gamle læresætninger. Vidensøkonomien er en hybrid mellem det gamle og det nye. Mellem den gamle erhvervspolitik, der fokuserer på gode rammebetingelser for erhvervslivet, og en erhvervspolitik hvor vidensudvikling sættes i højsædet.
Et eksempel på det er kulturerhvervene. Design, arkitektur, reklamer, film/video, computerspil, musik, teater, håndværk, kunst og fjernsyn/radio, for at nævne de mest oplagte. Alle de steder, kulturen og erhvervslivet mødes. Her er der et kæmpepotentiale for det danske samfund. Både økonomisk og kulturelt. Som chefkonsulent Jacob Lund fra Dansk Handel & Service i denne uge sagde til Information, så er potentialet i kurlturerhvervene at sammenligne med det, man finder inden for IT og bioteknologi. Ser man på udviklingen inden for brancherne design og arkitektur, oplevede Danmark fra årene 1992 til 1998 en vækst omkring 50 procent i antallet af fuldtidsansatte og i antallet af firmaer, en stigning på 73 procent i den samlede omsætning, en værditilvækst på 61 procent og en stigning i eksporten på 25 procent. Det kan man læse i rapporten Danmarks kreative potentiale, som Kulturministeriet og Erhvervsministeriet i samarbejde sendte på gaden i 2000. Og dét er tal, der er til at tage og føle på. Især, skulle man mene, for en borgerlig regering, der gerne vil erhvervslivet det godt.

Men indtil videre opmuntrer budskaberne fra den nye regering ikke til optimisme på den konto. På erhvervsområdet ser alt ud til, at regeringen vil satse på at undgå et statsligt engagement. Der skal være færre regler og afgifter. Som det hed i regeringsgrundlaget Vækst, Velfærd og Fornyelse, som blev lanceret umiddelbart efter folketingsvalget i november sidste år: »Regeringen vil (...) føre en erhvervspolitik, der forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne gennem målrettede reduktioner af skatter og administrative byrder mv. Der er behov for at bedre rammevilkårene over en bred kam«.
Og på kulturområdet har Brian Mikkelsen sendt lignende signaler. Her kan man særligt hæfte sig ved to eksempler. På den ene side er det næsten sikkert, at Kulturministeriets Udviklingsfond er at finde på den liste, regeringen i dag offentliggør over råd og nævn, der skal spares på. Hermed skæres kraftigt i støtten til dén eksperimenterende kultur, der skal være inspirationskilden for de danske kulturerhverv. Samtidig har Kulturministeriet oprettet en Kulturarvsstyrelse. Billedet er forsimplet, men det er fristende at stille det nyskabende i udviklingsfonden over for det statiske i Kulturarvsstyrelsen. Digitale eksperimenter over for herregårde og slotte. Afnaturalisering af danskheden som en uproblematiserbar størrelse i den multikulturelle musik over for guldaldermalere og Grundtvig.

Nu skal man naturligvis ikke være for hård i sin dom, før man ser, hvilke positive tiltag den nye regering har tænkt sig at komme med, når ministre og embedsmænd engang er færdige med at skære ned og rette til. Man kan nemlig sagtens forvente, at den borgerlige regering vil være ganske begejstrede for et øget samarbejde mellem erhverv og kulturliv, og at den vil støtte flere opmuntrende initiativer i den sammenhæng. Det har den meldt ud flere gange. Og man skal ikke bedømme regeringen på det, den endnu ikke har gjort. Men man må håbe på, at den ikke lader det blive ved det ramme-Danmark, den hidtil har lagt op til.
En fremadsigtet politik vil kræve, at regeringen ikke bare skærer en institution som Kulturministeriets Udviklingsfond væk, men at den aktivt går ind i en diskussion om, hvor de initiativer, fonden hidtil har stået for, nu skal flyttes hen. Udviklingsfondens bestyrelse har siden fondens oprettelse i 1998 valgt særligt at fokusere på det multikulturelle og på multi-medie-kulturen. To områder, hvor det i den globaliserede verden er helt centralt, at Danmark er med i første række, hvis vores kulturerhverv skal kunne følge de internationale strømninger.

Hvordan har regeringen tænkt sig, at kulturerhvervene skal tilføres ny viden på de områder, hvis fonden skæres væk? For Danmarks konkurrenceevne er det afgørende, at regeringen hurtigt kommer med et svar på det spørgsmål. For det går ikke så godt med konkurrenceevnen.
I 2001 blev Danmarks konkurrenceevne i den internationalt toneangivende rapport World Competitiveness Yearbook, der udgives årligt af det ansete International Institute for Management Development (IMD) i Schweiz, vurderet til at indtage en femtende plads internationalt set. Finland var nr. tre i verden og Sverige nr. otte. Blandt de ting, der trækker Danmark ned, er, at vores nationale kultur er for lukket og at vi diskriminerer over for kvinder og folk med anden etnisk baggrund end dansk. En lukket kultur kan ikke sikre den kreativitet, der er nødvendig i vidensamfundet. Det kan nedsættelse af skatter og afgifter heller ikke.
Det kan være nødvendigt at sætte skatter og afgifter ned samt at gøre det lettere at starte egen virksomhed – typiske borgerlige mærkesager, som rapporten fra IMD også peger på – men i vidensøkonomien skal sådanne initiativer suppleres af andre mere fremadsynede. Regering skylder stadig at fortælle, hvordan den vil sikre, at Danmark ikke sakker endnu længere bagud i forhold til vores naboer, end vi allerede er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her