Læsetid: 2 min.

Regeringen amputerer integration

VK-regeringen vil fjerne 25 millioner fra projekter, der skal styrke integrationen på arbejdsmarkedet
26. januar 2002

Efter interne drøftelser har VK-regeringen netop besluttet, at den vil fjerne 25 millioner kroner fra projekter, der skal forbedre indvandreres chance for at vinde fodfæste på det danske arbejdsmarked, erfarer Information.
Meddelelsen vækker opstandelse hos oppositionen.
»Det kan de ikke mene,« siger SF’s indvandrerordfører, Anne Baastrup.
»Det er simpelthen for meget. Den borgerlige regering har hele tiden påstået, at den vil styrke indvandrernes chancer for at få sig et job. Men når det kommer til stykket, så vil den ikke betale de ganske beskedne beløb, som det koster at køre nogle kampagner, der beviseligt kan skaffe en masse indvandrere i arbejde. Og hvis det er tilfældet, så handler det jo ikke om, at vi ikke kan få indvandrerne ind på arbejdsmarkedet. Så handler det om, at VK-regeringen simpelthen ikke vil have, at de skal integrere sig,« siger hun.

Fokuseret på stramning
Socialdemokratiets udlændingepolitiske koordinator, Ritt Bjerregaard, tilføjer:
»Beslutningen er symptomatisk for den måde, som VK-regeringen fører sin udlændingepolitik på. Den lover, at den vil lægge hovedvægten af sin indsats på at få indvandrerne i arbejde, men den holder ikke ord. I virkeligheden er den kun fokuseret på at stramme loven.«
Sagen drejer sig om de såkaldte satspuljepenge, som regeringen hvert år skal uddele efter forhandling med oppositionen. Normalt finder forhandlingerne om pengene sted i efteråret, men på grund af folketingsvalget blev drøftelserne udskudt til dette forår.
Det betyder, at VK-regeringen i disse dage er ved at forhandle de sidste detaljer i sit udspil på plads.
Det har i den forbindelse længe været anset som en given sag i det politiske miljø, at regeringen ville foreslå, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen skulle have 25 millioner kroner til projekter, der skulle forbedre indvandreres integration på arbejdsmarkedet. Men disse penge har regeringen nu besluttet at fjerne. Den vil i stedet foreslå, at pengene skal gå til Socialministeriet, der ifølge regeringens oplæg i alt skal modtage 110 millioner til at forbedre forholdene for hjemløse, sindslidende og andre sårbare grupper.
Gyldne regeringsløfter
Anne Baastrup vægrer sig dog ved at tro, at VK-regeringen rent faktisk vil prioritere på den måde.
»Da regeringen fremlagde sine forslag til stramninger af udlændingeloven, lovede ministrene, at de senere ville komme med et ambitiøst oplæg til, hvordan man kan skaffe flere indvandrere i arbejde,« siger Anne Baastrup.
»Derfor har jeg svært ved at forestille mig, at regeringen vil fremsætte et forslag til fordeling af satspuljemidlerne, hvor den har fjernet de penge, der skulle bruges til at få indvandrerne i arbejde,« siger hun.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu