Læsetid: 3 min.

Røg, fløjl og smerte

Den legendariske amerikanske sanger Peggy Lee døde tirsdag i sit hjem i Los Angeles i en alder af 81
25. januar 2002

»If I’m the Duke, man, Peggy Lee is the Queen.«
Duke Ellington

Nekrolog
Der er sangere, man bevæger sig baglæns ind på – således var det første undertegnede hørte med Peggy Lee albummet Mirrors fra 1975, et kabaretklingende album indeholdende ti sange skrevet af det i rock’n’roll-sammenhæng legendariske sangskrivningsteam Jerry Leiber og Mike Stoller, som i 50’erne skrev klassiske kompositioner for såvel vokalgruppen The Coasters som en ung Elvis Presley. Egentlig skrev parret blot en enkelt sang til Peggy Lee, den rygradsrislende »Is That All There Is?«, en på overfladen dybt kynisk sag om livets store grundlæggende skuffelser, overraskende et hit for hende i 1969 – sidste gang denne dragende diva landede på de amerikanske hitlister. Sært at en kvinde, der var kendt for sin varme, medfølelse og indlevelse skulle byde salgslisterne farvel med én af de mest nihilistiske popsingler nogensinde begået – men i lyset af de mange tragedier og skuffelser livet udenfor scenen bød hende, i virkeligheden et passende farvel.
Norma Deloris Egstrom blev født i North Dakota den 26. maj 1920 af indvandrerforældre med skandinavisk baggrund. Moderen døde, da Norma var fire og kort efter ødelagde en ildebrand familiens – de var syv søskende – hjem. Hendes far giftede sig med en sadistisk kvinde, der pryglede såvel børn som ægtemand. Familien flyttede længere ud på prærien og Normas barndom blev glædesløs, præget af hårdt arbejde, vold og benhård vinterfrost. Hun trøstede sig ved at lytte til radioen, hvor hun fandt glæde i live-transmissionerne fra Kansas City med hhv. Count Basies og Bennie Motens orkestre, som blev hendes primære inspirationskilde – og glæde havde hun brug for, eftersom hendes mor slog hende med et strygejern, tævede hende med en barberrem, kradsede hende til blods med neglene og trak hende rundt ved håret. Efter en blindtarmsoperation sparkede stedmoderen såret op, men der var ingen steder at gå hen, for ifølge Lee var »selv mændene i Nortonville bange for hende«.
Hun flyttede efter gymnasiet til Fargo, hvor hun optrådte på en lokal radiostation, hvis ejer døbte hende Peggy Lee.
Hun havnede i Hollywood med $18 på lommen, hvor hun i 1941 blev opdaget af den notorisk ubehagelige bandleader, Benny Goodman – på daværende tidspunkt kendt som ‘The King of Swing ‘ – der ledte efter en afløser for den frafaldne Helen Forrest.
Hun forelskede sig i Goodmans guitarist Dave Barbour, en ulykkelig og alkoholiseret sjæl, der dog ubetinget troede på Lees talent og han blev hendes faste sangskrivningspartner. I 1943 fik hun et stort hit med den sexede »Why Don’t You Do Right?«, indspillet med Goodmans orkester, som hun allerede havde forladt. I sidste halvdel af 40’erne var hun USA’s populæreste kvindelige solist – den selvskrevne »Mañana« var den mest solgte plade i ‘48 – men da hun forlod Capitol til fordel for Decca i ‘52 oplevede hun et dyk i popularitet.
Hun vil blive husket for sin udsøgte smag, kølige stil og selvfølgelig den der helt fantastiske stemme – røgfyldt, indbydende, distinkt og alsidig – den vidunderligt naturlige klarhed i udtalen og hendes medfødte rytmefornemmelse samt ikke mindst hendes ukuelighed. Det er ingen overdrivelse at nævne hende i samme åndedrag som Billie Holiday, Mildred Bailey, Ella Fitzgerald og den Frank Sinatra, der forgudede hende. Så lad dog Frank få det sidste ord: »Her wonderful talent should be studied by all vocalists; her Regal Presence is Pure Elegance and Charm ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu