Læsetid: 5 min.

Roman ud af munden

Den svensk-finske forfatter Mikael Niemi giver et interview, som bare er et teater i det individualistiske samfund
26. januar 2002

Litteratur
Opskriften på en bestseller foreligger heller ikke i Sverige. Men der er visse grundregler. Man sigter efter at efterligne sine læsere: Eftersom de fleste svenskere bor i større byer, skal romaner gerne finde sted i større byer. Og da de fleste tilhører middelklassen, skal fiktive personer også gerne være middelklasse. Endelig skal der være kvinder, for det er mest kvinder, der køber og læser bøger. I Sverige og i Danmark.
Da Mikael Niemi i 2000 med Populærmusik fra Vittula romandebuterede, brød han alle tre regler. Romanen fortæller drengen Mattis opvækst i et mindre nordsvensk samfund på grænsen til Finland. Beboerne er hverken finner eller svenskere; de er lidt midt imellem. Og der er få af dem. Der bor 2.000 mennesker i Pajala, som er romanens omdrejninspunkt.
Populærmusik fra Vittula blev en bestseller: Den har solgt i mere end en halv million svenske eksemplarer. Måske fordi den udfordrer den almindelige svenske selvfremstilling. Og udfordrer den socialdemokratiske folkepædagogiske opfattelse af, hvordan man skal skrive bestsellere.
»Jeg skrev på den her bog i 10 år. Først forsøgte jeg at forklare for en bredere svensk offentlighed, hvordan der var. Men det gik dårligt. Og så tænkte jeg. Jeg skriver på mit eget sprog i stedet. Og de, der bor deroppe, får en bog om sig selv.«
»Da jeg skrev bogen, ville jeg skrive sådan, at Pajala var det normale. Det var fundamentet for bogen. Pajala var normen. Sådan ser verden ud. Alt andet er eksotisk. Stockholm er eksotisk, svensk tv er eksotisk. Danmark ville være uhørt eksotisk.«
Niemi påpeger, at det for en bredere betragtning naturligvis er tornedalsfinnerne i Pajala, som er eksotiske:
»Fordi der er så få af os. Jeg skrev også bogen for at gøre resten af Sverige opmærksom på, at vi eksisterer. Jeg syntes, jeg blev nødt til at fortælle om os for at vise, hvordan vi er.«
Romanen er skrevet over den lokale selvforståelse som horisont. De sociale koder forklares ikke, men fremskrives med samme indforståethed, som man lever med dem i Pajala.
»Det sjove var, at da bogen udkom, var der folk fra Gotland, Jämtland og Göteborg, som kom og sagde: ’Det var præcis sådan, det var hos os’. Og da bogen blev oversat til norsk, sagde de i Nordnorge: ’Den bog kunne være skrevet om os’.«

Det moderne indbrud
Populærmusik i Vittula starter med, at en grusvej i Pajala bliver asfalteret. Asfalten som metafor for en modernisering når til byen. Og det kendetegner romanen, at den består af små episoder, som viser det moderne indbrud i det traditionelle samfund: Den første racercykel i Pajala udløser en dramatisk beretning, den første vinylplade med rockmusik bliver en livsdramatisk omvæltning for Matti og hans ven Niila.
»Det er noget af det særlige ved vores landsdel, at den moderne udvikling kom sent til. Min far er født i 1930. Han er vokset op i et hus midt i skoven. Og hans generation er vokset op i et landsbrugssamfund, hvor man ernærede sig ved jagt og fiskeri.«
– Men det var ikke din opvækst?
»Efter krigen kom velfærden og velstanden meget hurtigt. De moderniseringsprocesser, som tog 100 år andre steder, tog kun 20 år hos os. Vi gik direkte fra landbrugssamfundet ind i computersamfundet. Vi sprang faktisk industrialiseringen over.«
Den hurtige omstilling sætter radikale modsætninger mellem generationerne. Mattis farfar misbilliger højlydt og utvetydigt de sønner, der har elektrisk badstue. Eletricitet regnes for en sydsvensk uvane. Noget som hører til overflødighederne i det sydsvensk definerede velfærdssamfund. Mattis farfar kan kun ryste på hovedet over dette attentat mod den sunde traditionelle badstuekultur.
»Bogen handler om at vi forsøger at blive svenske. Det var en konflikt og en stor kamp for os.«
Og bogen er ikke et stykke hjemstavnslitteratur, der mellem linjerne lader forstå, at det nok ville være bedre, om vi
alle sammen vendte tilbage til de gamle traditioner. Tilbage til det førmoderne liv.
»Jeg ville ikke skrive om tornedalsfinnerne som nogle, der var bedre end andre. Som nogle fantastiske mennesker, der i min bog blev til store idoler. Sandheden er at vi følte os mindreværdige og var bange for, om vi overhovedet kunne klare os i det svenske samfund.«
– Du skriver solidarisk ironisk om hjemstavnen?
»Det er vigtigt at være solidarisk med de personer, man skriver om. Det er mit folk, min slægt og også mig selv, jeg skriver om. Man skal grine med dem og ikke af dem.«
»Jeg håber, det lykkedes. Hvis det ikke var, havde jeg
ikke overlevet i Pajala. Så var jeg blevet slået i hovedet med en økse.«

Gennem munden
Populærmusik i Vittula er fortalt på en anden måde. Først forsøger fortælleren at skrive sin historie ned, men går i stå. Og så sker der noget, som sætter bogen i gang:
»Da fortælleren prøver at skrive, kommer der ingenting. Han bliver stum. Men så løsnes tungen og han begynder at fortælle: Romanen kommer gennem munden.«
»Jeg har en speciel baggrund som forfatter. De fleste vestlige forfattere bliver forfattere ved at læse noget. Jeg har også læst, men jeg har først og fremmest lyttet. Vores fortællekultur er mundtlig.«
»Min roman er skrevet sådan, som man fortæller deroppe. Man sidder sammen og fortæller drastiske historier om mærkværdige begivenheder. Jeg troede, det var dårlig litteratur at skrive på den måde, men jeg tog fejl.«
Den mundtlige fortælletradition afdækker et andet forhold til forfatteren. Han er
ikke ophavsmand til historien. Det er ikke ham, der har fundet på den.
»Jeg kan ikke lide individualiseringen. Man siger til små børn: Du er alting i verden. Hvis du ikke får succes, bliver du udstødt. Det at være kunstner er også individuelt. Man er en person og et ansigt på et fotografi, som bliver sat på bogen.«
»Deroppe tænker vi mere på slægten. Det er vigtigere, hvordan slægten klarer sig. Jeg er en stemme fra en slægt og et samfund. Det er ikke fortælleren som er vigtig, men fortællingen. Og fortællingen er fælles. Måske er det mig, der fortæller i dag. Så kan du fortælle næste gang.«
Som sådan er fortællingen et billede på en kollektiv kultur.
»Man skal hjælpe hinanden som i alle små samfund. Det betyder, at pengeøkonomien ikke er så stærk, hvilket de svenske skattemyndigheder finder meget ubehageligt.«
»Jeg er ikke så forbandet vigtig. Og det er en befriende følelse. Når jeg rejser til Danmark for at fortælle om min bog, tænker jeg: ’Det her er bare teater.’«

FAKTA
Mikael Niemi
Mikael Niemi er født i 1959 i det nordligste Sverige. Han har både finske, svenske og samiske rødder. I 1988 debuterede Niemi med digtsamlingen Næseblod under Højmessen. Populær fra Vittula fra er hans første roman, som netop er udkommet på dansk og sidste år blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her