Læsetid: 2 min.

Ét sæbeøje for meget

Karen-Lise Mynster lyser op som sutsko-comedienne i islandsk social-groteske
19. januar 2002

Teater
Var der en dramaturg til stede?
Desværre ikke; men det er nu også den mest akutte efterlysning Rialtos opsætning af den islandsk-svenske skuespiller Bergljót Árnadóttirs debut som dramatiker giver grund til.
Àrnadóttir kunne være vulkanøens svar på Jess Ørnsbo og hans randeksistensers trodsigt-muntre leben på kanten af det tålelige. Groteske, snuskede, ad-sære-genveje alligevel livskraftige og forsonende befriet for livsløgne og selvbedrag.
Pittoresk ø-kuller i william heinesensk forstand er Cora og Felix ikke ramt af, men dog i længere perspektiv af et snævert bygdmiljø med patriarkalsk brutalitet, der ikke tåler det dagens lys, der meget af året heller ikke er meget af stik nordpå.
Árnadóttir er imidlertid ikke så meget ude med hjemstavnsriven, som hun er opsat på at skabe sin egen nordatlantiske dødedans for mor&søn; psykologien og de marginaliseredes overlevelsesselvhjælp har hendes udelte interesse og modvillige beundring og ud af den konstellation er kommet to gode roller – hendes dog bedre end hans – fremfor et videre helstøbt stykke.
Forfatterens teaterkarriere trænger sig også på, genklange af andres scenehistorier er ikke svære at opfange, kort sagt – debuten går på rollator.

Hvor er Far – egentligt?
Sønneke kommer på besøg. Trods sit navn er Felix ikke en glad dreng og det er ikke kun fordi Mor sjokker rundt i polyesterhousecoat og har hurtig flaskehjælp inden for rækkevidde, næh, hans unge liv er fucked up, måske fordi forældrenes liv altid har været fucked up. Hvor meget får vi gradvist at vide, og den historie er der ikke så mange overraskelser i som i mor
Cora, der ikke nogen helt almindelig, nedbanket socialklient med monotont ordforråd. Sammen med underholdende slinger i tankegangen har damen fantasiliv,
fighterinstinkt og ikke mindst humor og Karen-Lise Mynster slår smut med Laugesens vitale oversættelse, der muligvis er mere end hjælpsom over for originalen, men i så fald tak.
Ironi, sarkasme, paradoksal selvværd og pludselige feminine eruptioner føjter omkring i Mynsters Cora, skiftevis på højde med og overtrumfende den tiltrukne og frastødte søn.
Kristian Ibler bærer næsten synligt rundt på Felix’ nagende barndom, desperationen og kærlighedssavnet lyser ud af ham, og når oprulningen af forhistorien virker postuleret, falder det tilbage på Árnadóttir – hvorfor først nu og her ?
Slutningen har man gættet og undervejs kunne man banke Árnadóttir for den bevidstløse videreførelse af pesten i en vis type moderne par-dialoger – perpetuel tiltrækning og frastødning, kæl, der bliver til klask og kæl igen – total kliché og død over den. Men spillerne – leve dem !

*Massakre af Bergljót Árnadóttir. Ovs.: Peter Laugesen. Instr.: Ulla Gottlieb. Scen.: Chr. Tom-Petersen. Rialto Teatret. Til 2. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her