Læsetid: 4 min.

Sælge-sælge bolig

Den nye danske regering vil give flere lejere ret til at købe deres egen lejlighed. Det har briterne prøvet. Det blev en drønende succes, men gav også øget social marginalisering
3. januar 2002

Analyse
LONDON – Skræk og jammer prægede reaktionerne hos nogle i går på den danske regerings udspil om ret-til-køb for lejerne i almennyttige boliger. Sindsro og optimisme prægede andre.
»Det vil skabe ghettoer og skævheder i København,« sagde for eksempel Bo Asmus Kjeldgaard (SF), familie- og arbejdsmarkedsborgmester i landets hovedstad, til Ritzau.
Til samme telegrambureau sagde f.eks. den konservative rådmand for miljø og teknik, Søren Møller, i Odense, at »ejendomsretten er nøje knyttet til oplevelsen af selvværd«.
Vidt forskellige reaktioner. Hvem har ret? Kigger man på de britiske erfaringer med masse-frasalget af sociale boliger under Thatcher i 80’erne og 90’erne er svaret, at det har de begge to.
I 1980 indførte den næsten nyvalgte Margaret Thatcher retten for lejerne i den offentlige sektor til at købe deres bolig. Oven i købet fik de ’rabat’ i den forstand, at de fik et vist nedslag i prisen alt efter, hvor længe de havde været lejer, ligesom de også fik ret til særlige boliglån. I 1996 – altså på falderebet lige før New Labour kom til magten i 1997 – indførte John Majors regering så den såkaldte ret-til-erhvervelse loven om retten til at købe egen bolig for de briter, der lejer hos de organisationer, der kommer nærmest de danske boligselskaber. Dog kun for de boligselskaber, hvis ejendomme var bygget eller købt for offentlige penge – eller overført fra direkte offentligt ejerskab. Indtægten fra salget af disse lejligheder blev for øvrigt øremærket til nybyggeri, hvilket ikke var tilfældet for de ’gamle’ ret-til-køb lejligheder, som udgør langt størstedelen af den frasolgte boligmasse.
Så der er visse forskelle i forhold til den måde, det danske boligmarked er organiseret på. Men konceptuelt er der tale om det samme – lejere skal blive til ejere, uanset hvordan og hvorledes.
I Storbritannien blev ret-til-køb en brølende succes. I de tidlige 80’ere var der over 100.000 briter om året, som benyttede sig af retten til at købe deres offentligt ejede lejelejlighed. I alt er der blevet solgt næsten to millioner boliger i Storbritannien på den konto. Retten eksisterer stadig. I dag er der dog ikke så mange boliger tilbage at sælge – tallet ligger nu på omkring 40.000 om året.

Modsætninger
Men den store succes havde en pris. De lejere, der ikke havde – og har – råd til at købe, selv med fradrag i prisen, hører naturligvis til de allermest fattige og marginaliserede i det britiske samfund. De bor dør om dør med tidligere naboer – eller nye – som nu er boligejere.
Det har skærpet modsætningsforholdene i det britiske samfund mellem dem, der har, og dem, der ikke har. Yderligere er kriminalitet og sociale problemer blevet endnu mere koncentreret i de boligblokke, der ikke har været attraktive nok til at tiltrække ret mange købere i årenes løb f.eks. på grund af dårlig beliggenhed eller ringe kvalitet.
Omvendt er de mere attraktive sociale boligblokke blevet endnu mere attraktive. De er også blevet pænere at se på, og de er blevet mere forskelligartede. Hvor blokkene tidligere var meget ensartede med den samme slags indgangspartier, vinduer osv., har individualismen nu livet op på udseendet. I mange tilfælde er der tale om et mix mellem de to fænomener.
Der var også en ganske net, lille politisk fortjeneste forbundet med ret-til-køb politikken. De borgere, der på den måde blev boligejere, udviklede en udpræget præference for at stemme konservativt. Det var jo Thatcher, der havde gjort dem til boligejere, ikke sandt? Taknemmeligheden over denne status var naturligvis ikke den eneste faktor i de konservatives uafbrudte valgsucces frem til 1997, men den bidrog.
På det seneste har den politiske gevinst dog fået slagside. For nylig er det blevet optrevlet, at en tidligere leder af bydelen Westminster i London, Shirley Porter, faktisk manipulerede boligpolitikken for at vinde et lokalvalg.
I 1986 var de konservatives flertal i byrådet svundet gevaldigt ind, og Shirley Porter ønskede at sikre sig, at hendes parti fik et komfortabelt flertal ved næste valg – i 1990. Så hvad var mere naturligt end at sørge for at få frasolgt offentligt ejede boliger til folk, der jo måtte forventes at have konservativ præference, i de områder hvor Labour-byrødderne nød størst fremme?
At det lokale bystyre samtidig fik sværere og sværere ved at anvise lejligheder til hjemløse – som det ellers skal ifølge loven – og derfor måtte betale dyre Bed & Breakfast- regninger for dem, fik så være. Thatchers ret-til-køb politik blev nemlig ikke suppleret med nævneværdigt yderligere nybyggeri i den offentlige sektor. Der var markedsmekanismerne, der herskede.
I slutningen af sidste år blev Shirley Porter og fem af hendes kolleger fra dengang dømt til at betale i alt 31,6 mio. pund – ca. 380 mio. kroner - i erstatning for de kvaler, som deres bymanipulation havde forvoldt Westminster.
Set i det store perspektiv er det beløb dog for småting at regne. Thatchers ret-til-køb-politik indbragte i løbet af omkring 20 år over 20 mia. pund – ca. 240 mia. kroner. En del af pengene blev simpelthen brugt til at afdrage offentlig gæld med. Andre penge blev brugt til allehånde investeringer – dog ikke nye boliger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her