Læsetid: 6 min.

Samtaler lige til sagen

I sin bog med 23 kunstnerinterview demonstrerer Lisbeth Bonde en stor lydhørhed og forståelse, der bringer bogen på højde med kunsten selv
17. januar 2002

Ny bog
Kunstnere har – af gode grunde – et nærmere og langt mere intenst forhold til billeder, end kritikere og kunsthistorikere. Derfor er de også ofte bedre til at udtrykke sig om dem. De er mere direkte i deres tilgang, mindre spekulative i deres overvejelser og i stand til fyre originale pointer af, som vi, mere professionelle bedømmere aldrig ville være kommet på. Det kan man lige så godt indrømme med det samme.
Derfor er det altid godt, når man beskæftiger sig professionelt med en kunstner, at kende ham, hvis han endnu er levende, eller kende hans ord og tanker, hvis han er død og borte. Man undgår mange unyttige omveje og megen omstændelig tankevirksomhed. Man kan gå lige til sagens kerne.
Nu er det normalt sådan, at kunstnere kun sjældent skriver deres tanker om metieren ned med henblik på udgivelse, men snarere kommer til orde i aviserne, når en eller anden vågen kritiker eller journalist tager sig sammen til at tale med dem i tide. Det sker desværre kun med alt for ujævne mellemrum – og da avisen jo er et flygtigt medie, som forældes og forsvinder, så at sige fra dag til dag, skal man som forsker og formidler være mere end bare almindeligt ihærdig for at spore det sagte op igen.

Ideel samtalepartner
Af samme grund er det glædeligt, at Lisbeth Bonde nu har samlet en række af de interviews med danske kunstnere, som Information har bragt gennem de senere år, i bogform – og oven i købet har fundet et forlag, der var villig til at udgive dem.
Det er sjældent, det sker – som hun selv påpeger det i sit forord, skal vi helt tilbage til nu afdøde Gunnar Jespersens antologi fra 1993 for at finde noget tilsvarende. Lisbeth Bonde hører mellem vores bedste kunstkritikere her og nu – hun er vågen, velorienteret og frygtløs, som en kritiker skal være, hvis det skal være godt og vedkommende, det hun skriver. Og hun er
ikke hildet i fordomme og plejer ikke sine egne, mulige forkærligheder, men tager stilling fra sag til sag. Derfor er hun også ideel som samtalepartner for så indbyrdes forskellige kunstnere, som dem hun her har valgt ud.
Der er tale om 23 malere, billedhuggere, grafikere og fotografer, som rent aldersmæssigt strækker sig fra Eiler Bille, der nu er 92 år gammel, til Ingvar Cronhammer, der kun er 55. Det er, kort sagt, de ældre årgange, det gælder her, folk med erfaring og indsigt og markante værker bag sig. De unge må vente til næste ombæring, som forhåbentlig kommer ad åre.

Historisk bevidsthed
Hun lægger ud med de endnu levende fra Cobra-generationen, Bille, Carl-Henning Pedersen og Erik og Anna Thommesen og med nu afdøde individualister som Sven Havsteen-Mikkelsen, Palle Nielsen og Sven Dalsgaard.
Men hovedvægten lægger hun på de kunstnere, der brød igennem i 1960’erne – både dem, der foretrak de mere alternative miljøer, Eks-skolen og omegn, som Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen og trioen Hein Heinsen, Mogens Møller og Stig Brøgger – og dem der foldede sig ud indenfor mere traditionelle rammer, som nu Niels Strøbek og brødrene Jørgen og Arne Haugen-Sørensen.
Der er tale om en veritabel kunsthistorie af samtidig natur. Hvert enkelt interview indledes med en kort biografi om den pågældende kunstner, som så følges løbende op undervejs gennem spørgsmålene med oplysende kommentarer om værket, som det var før og som det er nu. Alt sammen så udtømmende som det kan være i situationen.
Man får et glimrende indtryk af de enkelte – af hans eller hendes personlighed, værk og værkstedssituation.
Lisbeth Bonde har en høj grad af historisk bevidsthed, og gennem samtalerne får hun på den måde ridset en udvikling op – fra efterkrigstiden og frem til årtusindskiftet. En udvikling, som bl.a. fortæller om kunsternes ændrede vilkår – fra dengang hvor de, så at sige, manglede alt, men morede sig, og frem til nu, hvor de ikke mangler noget, men måske morer sig mindre. Og det er ikke nostalgisk gjort, men præget af faktualitet.
Det er ind imellem medrivende læsning. Vi får således at vide, hvordan Carl-Henning Pedersen tog til Paris umiddelbart før verdenskrigens udbrud og uden en øre på lommen, blot for at se en udstilling af Chagall og Picasso, og hvordan han så måtte gå hele vejen hjem, mens den tyske hær stod opmarcheret langs den franske grænse. Og hvordan Erik Thommesen knap og nap havde råd til at få mad i munden og slet ikke til at købe materialer. Men så hvordan han fandt en vej ud af dette problem ved at benytte nedrivningstømmer og aflagte tromler af egetræ til sine skulpturer – og hvordan især de sidstnævnte på grund af deres hårdhed og ælde virkede inspirerende ind.
Sådan er det bestemt ikke længere, modstanden ligger ikke længere på dette enkle, faktuelle plan, men snarere i selve valgsituationen. Hvilken vej, man skal gå, hvilket udtryk, man skal vælge mellem de mange, der byder sig til på det internationale marked. 60’er-generationen taler ikke om pekuniære problemer, kun om kunstneriske, og om hvordan de efterhånden skød sig ind på det værk, der skulle blive deres. Hvordan de forholdt sig til tiden og dens krav om billeders natur, uden helt at glemme sig selv og deres oprindelse.

Får det bedste frem
Det er klart, at samtalerne har vekslende interesse – alt efter hvor velformulerede og gennemreflekterede de enkelte kunstnere er. Og dette har intet med alder at gøre. Interviewet med Erik Thommesen er således et af de mest interessante eller læseværdige. Han er helt uimponeret af tidens koryfæer og giver bl.a. Picasso sådan én på hatten, at man føler trang til at lette på sin egen – og han er fuldkommen frygtløs i sin kritik af kunstlivets øjeblikkelige manifestationer, ombygningen af Statens Museum for Kunst, eksempelvis. Og hans kone, Anna, er bestemt heller ikke bange af sig – vi får således repeteret hendes nervekrig i Roskilde med selveste Dronningen, en krig hun vandt.
Det er i det hele taget karakteristisk for Lisbeth Bonde, at hun går lige til sagen og uforfærdet spørger kunstnerne om det mest ømtålelige. Arne Haugen-Sørensen bliver således spurgt, hvad hans datters tragiske død betød for ham, sådan kunstnerisk – og hun får et langt og velargumenteret svar, der på forbilledlig vis belyser problematikken omkring moderne kirkeudsmykning.
Hun får i det hele taget det bedste frem i de fleste, netop på grund af denne, lettere indiskrete spørgeteknik – og flere af samtalerne er følgelig blevet enormt oplysende. Det gælder bl.a. samtalerne med så forskellige størrelser som Palle Nielsen, Sven Dalsgaard, Niels Strøbek, Jørgen Haugen-Sørensen, Per Kirkeby og ikke mindst Hein Heinsen. Som alle ud fra deres ståsted taler klart om kunstens væsentlighed, om traditionens betydning, om samtidens krav, om hjemstavn versus udland og om deres egen rolle i det store spil.
Ligesom Arne Haugen-Sørensen drøfter også Hein Heinsen problematikken omkring tidens, ofte problematiske kirkeudsmykninger. Han taler om, hvordan man som en moderne, reflekteret eksistens må forholde sig til det at sætte nye billeder ind i gamle, traditionstyngede bygninger. Og kommer her ind på det sublime som et begreb, der via kunsten, kan åbne sprækker ind i det, der allerede er til stede, det immanente – verden, om man vil. Det er det, der er kunstens rolle, såvel i som uden for kirkens huse – og naturligvis det, man som kunstner uafladeligt må bestræbe sig på at nå frem til med sit værk.
Nu er Lisbeth Bonde ikke kunstner, men hendes bog er, i mere overført betydning, en række forsøg på at åbne sådanne sprækker ind i den skabende proces. Og i de fleste tilfælde er det rent faktisk lykkedes hende.

*Lisbeth Bonde: Kunstnere på tale. 23 kunstnerinterview. 264 s. ill., 349 kr. Aschehoug

*Mikael Wivel er kunstkritiker, dr. phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu