SFs bestyrelsespost i Kommunernes Landsforening (KL) er blevet genstand for et opgør mellem de såkaldte fornyere og traditionalister i partiet. Det oplyser kilder i SF til Information.
Striden er efter sigende opstået, fordi fløjen af traditionalister i hovedbestyrelsen ikke vil acceptere, at Vejles SF-borgmester, Flemming Christensen, bliver tildelt posten som partiets medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse.
Flemming Christensen er en omstridt skikkelse internt i SF, på grund af den politik, som han har ført som borgmester i Vejle, og på grund af de politiske alliancer, som han har indgået. Blandt andet har han udliciteret flere offentlige serviceopgaver. Og han sidder for tiden som borgmester på stemmerne fra en koalition, der blandt andet består af Dansk Folkeparti.
Ifølge Informations oplysninger er forløbet i sagen således:
Efter kommunalvalget i november skal SF vælge en ny repræsentant til Kommunernes Landsforenings bestyrelse. Hidtil har partiet været repræsenteret af Helene Lund, som sidder i Farums byråd, men hun har været nødt til at trække sig, eftersom Farum ikke længere er medlem af KL.
Seks kandidater melder sig til posten. Ud over Flemming Christensen drejer det sig om Niels Erik Eskildsen, rådmand i Århus, Erik Ingerslev Larsen, byrådsmedlem i Aabybro, Lis Ravn Ebbesen, brådsmedlem i Kolding, Stig Thorup Rasmussen, byrådsmedlem i Skælskør og Jane Findahl, der er byrådsmedlem i Fredericia og medlem af SFs forretningsudvalg, der er partiets øverste ledelse.
Ud af disse kandidater vælger partiets kommunalpolitiske landsudvalg (KPLU) at indstille Flemming Christensen til posten. Indstillingen er dog ikke enstemmig, eftersom en af de ni medlemmer af KPLU John Reynolds, der også sidder i byrådet i Albertslund og i partiets forretningsudvalg afviser at bakke Flemming Christensen op. Det sker ud fra den betragtning, at hovedbestyrelsen bør have mere end én kandidat at vælge imellem.
Da repræsentanterne fra KPLU fremlægger udvalgets indstilling til hovedbestyrelsen på et møde i starten af december, udbryder der en engageret diskussion. Det er tydeligt, at flere af hovedbestyrelses-medlemmerne vil have vanskeligt ved at acceptere, at posten som bestyrelsesmedlem af KL skal gå til den udliciteringsivrige Vejle-borgmester fra partiets fornyerfløj.
Og da hovedbestyrelsens diskussion suppleres med meddelelsen om, at Niels Erik Eskildsen opretholder sit kandidatur, er Flemming Christensens kandidatur for alvor i fare.
Selv om den århusianske rådmand ikke kan betegnes som traditionalist, så er han som moderat kommunalpolitiker langt mere acceptabel for traditionalist-fløjen i hovedbestyrelsen end Flemming Christensen.
Uheldigt signal
Mødets forløb mere end antyder altså, at hovedbestyrelsen er parat til at forkaste indstillingen fra det kommunalpolitiske udvalg og fravælge Vejle-borgmesteren. Og hvis det var sket, så ville det ifølge Informations kilder have vakt enorm utilfredshed hos SFs kommunalpolitiske repræsentanter, som er vant til at operere forholdsvis uafhængigt af hovedbestyrelsen.
Samtidig ville det have sendt en meddelelse til offentligheden om, at traditionalist-fløjen havde tvunget fornyer-fløjen i knæ. Diskussionen om Flemming Christensens kandidatur fandt nemlig sted på samme møde, hvor hovedbestyrelsen netop havde besluttet at stemme de to sidste repræsentanter fra fornyerfløjen, Pia Olsen og Ole Riisgaard, ud af forretningsudvalget. Det kommer imidlertid aldrig til en afstemning, idet det bliver besluttet at udskyde udvælgelsen af partiets repræsentant i KL til det kommende hovedbestyrelsesmøde, der skal afholdes den 12. og 13. januar.
Til den tid vil der sandsynligvis blive kampvalg mellem Flemming Christensen og Niels Erik Eskildsen.
SFs formand, Holger K. Nielsen, mener imidlertid ikke, at man kan betragte valget som et opgør mellem fornyere og traditionalister i SF:
»Nej, sådan kan man ikke stille det op,« siger han. »Der er naturligvis forskellige meninger om Flemming Christensens politiske linje, men de er ikke afgørende i denne sammenhæng. Så meget betyder valget ikke. Det drejer sig bare om en bestyrelsespost i KL.«
John Reynoldssupplerer:
»Dette er ikke et opgør mellem traditionalister og fornyere, men det er klart, at hensynet til Flemming Christensens politiske stil spiller ind. Han har været en dygtig borgmester, men det er spørgsmålet, om han også skal repræsentere alle SFs byrådsmedlemmer på baggrund af den måde, han kører tingene på i Vejle.«