Læsetid 6 min.

Sjælen er en moderne realitet

25 år efter sin oprindelige udgivelse fremtræder Michel Foucaults hovedværk ’Overvågning og straf’ som en eminent analyse af magtteknikker og disciplinering
18. januar 2002

(2. sektion)

Sociologi
»Man må holde op,« skriver Michel Foucault i Overvågning og straf »med hele tiden at beskrive magtens virkninger i negative vendinger: Den ’udelukker’, den ’bekæmper’, den ’undertrykker’, den ’censurerer’, den ’maskerer’, og den ’skjuler’.«
Foucault foreslår en ny strategi: beskrivelse af magten som produktiv praksis. Hvordan magten konstruerer sandheder, og hvordan magtens teknikker og strategier viser sig. Det moderne individ, som menneskerettighedserklæringerne fejrer som helligt og ukrænkeligt, ser Foucault som produkt af magten: »Individet er uden tvivl et fiktivt atom i en ’ideologisk’ fremstilling af samfundet, men det er også en realitet, der er fremstillet af denne specifikke magtteknologi, som man kalder ’disciplin.’«
I Overvågning og straf fra 1975, som nu for første gang udkommer i dansk oversættelse, foretager Michel Foucault en konkret undersøgelse af disciplineringsstrategier, som de viser sig i straffesystemet fra omkring 1750 til 1850. Undersøgelsen finder som ofte hos Foucault sted som udlægning af en overgang fra et paradigme til et andet: fra pinestraffen som håndhævelse af lovovertrædelser til det moderne fængsels fødsel.
Den kanoniske historie om epoken fra 1750 til 1850 fortælles sædvanligvis over højdepunkter som den amerikanske uafhængighedskrig, den franske revolution og et encyklopædisk oplysningsprojekt, som kulminerer tidligt. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet, lang tid før postmodernisme og Francis Fukuyama, erklærer Hegel historien afsluttet. Men i Overvågning og straf fortæller Michel Foucault historien om samme periode nedefra: Idet disciplin som magtteknologi udlægges som ’detaljens politiske anatomi’, undersøger han mikroenheder i straffepraksis, ved at referere standpunkter og placere beretninger om rettergange, beskrivelser af fængselsceller, straffepolitiske programerklæringer og avisreferater i en bredere historisk kontekst.

Kongens magtoverskud
Foucault indleder med en anekdote om Robert-Francois Damiens, som i januar 1757 forsøgte et attentat på Kong Ludvig den 15. Kongen overlevede, men det gjorde Damiens ikke. Han blev ikke bare henrettet offentligt, men nærmest tilintetgjort. Fire heste blev fæstnet ved Damiens’ hænder og fødder, så de ved at løbe mod hver sit hjørne kunne splitte forbryderen i fire dele. Da det ikke lykkedes, snittede man ham ved skuldre og hofte og tilknyttede yderligere to heste. Loven, som Damiens havde overtrådt, blev udlagt som den enevældige konges korpus. I Damiens’ tilfælde naturligvis realt, men generelt også symbolsk. Og derfor skulle han henrettes spektakulært, så kongen offentligt kunne manifestere sit magtoverskud. Den såkaldte pinestraf er et pædagogisk teater på forbryderens krop.
Men allerede et par årtier senere indledes et opgør med pinestraffen. Den italienske jurist Beccaria ser til eksempel pinestraffen som et koldblodigt mord, der offentlig gentager præcis samme forbrydelse, som man forsøger at fremstille som en uhørt samfundsoverskridende grusomhed.
Den fysiske smerte og det offentlige teater elimineres fra straffeprocessen som markering af en overgang fra barbari til humanisme. I moderne strafferet forskydes straffens mål fra kroppen til det, man konstruerer som ’sjælen’. Foucault afviser, at sjælen skulle være en illusion eller en romantisk konstruktion: Den er en moderne realitet. Det er sjælen, som den moderne straf både underkaster og objektiverer. Pinestraffen var en reaktion på forbrydelsen som begivenhed, den moderne straf er derimod rettet mod forbryderen som individ. Han registreres og diagnosticeres, han bliver afrettet og udsat for opbyggelig pædagogik. Forbryderen bliver til som forbryder snarere end som civil person, der har begået en lovovertrædelse, idet man gennem journaler og observationer konstruerer en biografi. Sat på spidsen: »Det menneske, som man taler om, og som man indbyder os til at frigøre, er
allerede i sig selv resultat af en underkastelse, som stikker meget dybere.(...) Sjælen er et resultat af og instrument for en politisk anatomi; sjælen er kroppens fængsel.«
Den historiske konstruktion af sjælen fortolker Foucault som en magtteknologi til politisk beherskelse af kroppen. Det er en beherskelse, som finder sin privilegerede programmatiske udfoldelse i de moderne fængsler. Og som Foucault understreger: »Det er dette fængsels historie, som jeg ønsker at skrive.«

Panoptisme
Og det er i den kontekst Foucaults underliggende
pointe, at fiasko i forhold til den officielle målsætning er en integreret del af fængselsinstitutionen. Den gængse fængselshistorie inddeles i tre på hinanden følgende etaper: Først bestemmer man fængslets mål som resocialisering og helbredelse af de kriminelle. Dernæst erkender man, at fængslerne snarere fungerer som erhvervsfaglig grunduddannelse for kriminelle end som forbedringsinstitution. Og som konsekvens udkaster man reformplaner. Foucaults undersøgelser afslører, at de postuleret successive momenter har været til stede fra fængslets fødsel som samtidige.
Man har med andre ord altid været klar over misforholdet mellem målsætning og realiterne i fængslerne. Og det misforhold forklarer Foucault ud fra sit udgangspunkt: beskrivelsen af magtens praksis som produktiv.
Man har i fængslerne produceret de kriminelle, som passede ind i en magtideologi. Man har ’kolonialiseret’ rekrutteringen af forbrydere. Fængslerne træder i karakter som stedet, hvor overvågning og disciplinering viser sig eklatant som teknikker til normalisering og almengørelse af standarder. Man bemærker den tilsyneladende paradoksale sammenhæng mellem objektivering og individualisering. Når man udbreder og generaliserer normer, producerer man nødvendigvis også afvigelser; dvs. individualiteter. Foucault ser discplinering og overvågning på spil i hele det moderne samfund:
»Er det underligt, hvis fængslerne ligner fabrikkerne, skolerne, kasernerne, hospitalerne, som alle ligner fængslerne?«
Som eksempel på en strategi til overvågning fremhæver Foucault filosoffen Jeremy Benthams udkast fra 1791 til en ’panoptisme’, som er en skitse til et fængsel, hvor de indsatte befinder sig i celler, bygget i en cirkel omkring et udsigtstårn, hvorfra vagter har totalt udsyn til fangernes liv. Vogterne kan se fangerne hele tiden, men fangerne kan ikke se vogterne. Heller ikke om vogterne overhovedet er til stede. Derfor er magten og disciplineringen perfekt i panoptikon: Vagten behøver ikke aktuelt overvåge den indsatte; fangen føler sig konstant under opsyn. Fra den synlige konge som magtens konkrete figur er magten i panoptikon fuldstændigt afindividualiseret og utilgængelig. Foucualt beskriver en parallel bevægelse væk fra de offentlige henrettelser: »Vores samfund er ikke et spektakulært samfund, men et overvågningssamfund.«
Fængslernes disciplineringsteknik ser Foucault ligeledes udfoldet af lægevidenskaben, psykologien, forsorgsarbejdet og den militære skoling.
Det ligger som horisont omkring Foucaults beskrivelse af magtens praksis, at han ikke udlægger magten som en substans, der kan besiddes. Magten udøves i relationer. Og den er en iboende del af de relationer, som ikke påføres fra en ekstern instans eller et subjekt.
Det er en magtteori, som Foucault yderlige udvikler i Viljen til viden, der udkom året efter, 1976.
Måske vil man mene, at Overvågning og straf i årevis har foreligget i dansk oversættelse. Men den udgave af bogen, som udkom på Rhodos under samme titel i 1977, er en norsk oversættelse. Og den danske oversætter Mogens Chrom Jacobsen har til den nye udgave præsteret et prisværdigt arkivarbejde med biografiske og historiske tilføjelser i noterne. Selve oversættelsen er desværre skæmmet af sporadisk mangel på præcision i enkelte begreber. Det kapitel, der i den norske oversættelse hed Eksamen og eksaminasjon, er således i den danske blevet til blot Eksamenen, som snarere henviser til en specifik situation i uddannelsessystemet end det bredere eksaminering, som blandt andre Dag Heede har fremhævet som afgørende væsentligt.
Under alle omstændigheder: Også mere end 25 år efter sin oprindelige udgivelse udmærker Overvågning og straf sig som en historisk udlægning, der udfordrer den moderne humanismes selvforståelse radikalt: For en historisk betragtning fik mennesket ikke status som det enkelte individ som led i en frigørelsesproces, baseret på etableringen af rettigheder.
Mennesket blev individualiseret, så man kunne registrere, disciplinere og afrette det.

*Michel Foucault: Overvågning og straf. Oversat af Mogens Chrom Jascobsen. Indledning af Anders Fogh Jensen. 368 s., 320 kr. Det Lille Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu