Læsetid: 6 min.

Skabt i menneskets billede

Det maskinvæsen der opstod i 1700-tallets sidste årtier i takt med den gryende industrielle revolution, var en videreførelse af den kristne doktrin om at Gud skabte mennesket i sit eget billede: Nu var det mennesket der skabte maskinen i sit eget billede
7. januar 2002

Det maskinvæsen der opstod i 1700-tallets sidste årtier i takt med den gryende industrielle revolution, var en videreførelse af den kristne doktrin om at Gud skabte mennesket i sit eget billede: Nu var det mennesket der skabte maskinen i sit eget billede

Mennesket og maskinen
Den kommercielle fremkomst af fotografiapparatet i løbet af 1800-tallet medførte en afgørende ny teknologisk erkendelse. Fotografiet gjorde, at mennesket ideelt set blev fordoblet, idet en fotograferet person nu samtidigt befandt sig både i den fysiske virkelighed og på selve fotografiet.
Også før fotografiets epoke kunne det ske at mennesket fordoblede sig ved at skabe ting i dets eget billede. Det maskinvæsen der opstod i 1700-tallets sidste årtier i takt med den gryende industrielle revolution, var for så vidt en videreførelse eller måske endda fordobling af den kristne doktrin om at Gud skabte mennesket i sit eget billede: Nu var det mennesket der skabte maskinen i sit eget billede. For mange af de ældre maskiners formål var jo at forlænge den menneskelige kraft ved hjælp af mekanik – en dampmaskine kunne uden problemer erstatte adskillige mænds armkræfter, og det var netop pointen med at anvende den.

Mekaniske vidundere
Men selv længe før industrialiseringen var der adskillige tegn på menneskets trang til at spejle sig i maskinen.
Fra 1500-tallets begyndelse og frem til slutningen af 1700-tallet arbejdede virtuose håndværkere og opfindere over hele Europa med at konstruere mekaniske menneskedukker eller såkaldte
automatoner. Automatoner var mekaniske vidundere af alle typer, lige fra roterende legetøjsdukker til fløjtespillende hyrdefigurer med bevægelige led, der alle i dag kan ses som en slags primitive forløbere for de langt senere programmérbare robotter.
Ved de kongelige hoffer var der efterspørgsel på den slags underholdning, som kunne give gæster og andre tilstedeværende noget at more sig over, måske få dem til at udstøde et forbavset gisp og undertiden endda give dem et godt høvisk gys.
Et karakteristisk eksempel er brødrene Pierre og Henri-Louis Jacquet-Droz’ automatoner fra 1770’erne, der ved hjælp af sindrige mekaniske konstruktioner var i stand til at simulere vejrtrækning, skrive korte meddelelser eller spille klaver.
Endnu mere skræmmende var Wolfgang von Kempelens samtidige skak-automaton. På opfordring af den østrigske kejserinde Marie Theresa fremstillede denne fantasirige opfinder i 1770 en
automaton, som var i stand til at spille skak og slå selv meget dygtige spillere.
Kempelens automaton blev kaldt Tyrkeren, da den var klædt som en tyrkisk herre, og blev vidt berømmet. Udover at blive studeret af den amerikanske statsmand Benjamin Franklin i 1783, spillede den bl.a. et parti mod Napoleon i 1809. Selv Edgar Allan Poe oplevede i 1836 ved selvsyn automatonen i aktion og skrev efterfølgende en artikel, hvori han slog fast at automatonen logisk set måtte være et falsum: Det var simpelthen ikke menneskeligt muligt at fremstille en maskine af den type. Det viste sig at Poe faktisk havde ret. Inde i automatonen havde der gennem tiderne siddet dværge, krigsinvalider uden ben og andre diminutive personer, der alle havde haft det til fælles, at de var eminent gode skakspillere.

Talemaskiner
Von Kempelen havde meget andet end skak-automatoner på repertoiret. Omtrent samtidig med automatonen opstod også hans første ideer til, hvordan man kunne konstruere mekaniske talemaskiner.
Han var på det område i skarp konkurrence med tyskeren C.G. Kratzenstein, der var professor i fysiologi på universiteterne i København og Skt. Petersborg. Kratzenstein udarbejdede i 1780 en stort anlagt afhandling om sin talemaskine, der mekanisk kunne producere talelyde.
Kempelens afhandling om et lignende emne dukkede op i 1791, og det blev Kempelen der kom længst med sin eksperimenter, selvom han aldrig fik dem løst tilfredsstillende – hvor automatonen havde taget seks måneder at fremstille, var han efter 20 år stadig beskæftiget med talemaskinen. Maskinen kunne udtale ord og endda enkelte sætninger, alt sammen mekanisk reguleret. Den bestod af en blæsebælg som agerede ’lunger’, en lufttragt samt en ’mund’ og ’næse’. Samtidig var der så en lang række metaltunger som blev kontrolleret med hænderne.
Det krævede stor behændighed at få maskinen til at fungere efter hensigten, og da ’munden’ ikke kunne bevæges, var der en række konsonanter, der ikke kunne udtales, allerhøjst simuleres.
Talemaskinen satte sig sine spor i sam- og eftertiden, og andre talemaskiner blev udbredt i løbet af 1800-tallet, hvoraf nogen endda også kunne synge. Kempelens afhandling satte sig også spor, idet den senere fik betydning inden for både kognitionsforskningen og sprogvidenskaben.
Det var først med elektriciteten og de i 1940’erne udviklede principper om lydfiltrering og -syntese at Kempelens problem blev løst tilfredsstillende. Således er den såkaldte vocoder med sin robotagtige gengivelse af en menneskelig stemme blevet hyppigt anvendt ikke blot i film, men også i megen nyere rock og techno, lige fra Kraftwerk over Electric Light
Orchestra til Daft Punk.

Symbolet på intelligens
Man kan spørge sig selv hvad den dybereliggende idé med Kempelens og Kratzensteins talemaskiner overhovedet var. Hvorfor dog konstruere en maskine der kun med det allerstørste besvær kunne imitere menneskelig tale?
Det var en udbredt opfattelse at mennesket adskilte sig fra dyrene ved at have mæle, altså at kunne gøre sig forståelig for sine artsfæller ved hjælp af et artikuleret, kultiveret sprog. Men ved at give dette sprog videre til en maskine, var der sket et afgørende spring i opfattelsen af maskinen.
Til forskel fra automatonerne der nøjedes med at imitere menneskelige bevægelser, var talemaskinen skabt i menneskets billede på en helt anderledes kvalitativ måde, idet den ligesom mennesket betjente sig af symbolet på den højeste intelligens – nemlig sproget.
Allerede i 1637 havde Descartes i sin banebrydende afhandling Discours de la Méthode fastslået at mennesket adskilte sig fra automatonen netop i kraft af sproget, foruden fornuften. Med konstruktionen af hver deres talemaskine havde de to opfindere derfor mere end et ben hver i den moderne virkelighed, hvor netop de robotter som automatonerne var forløbere for, jo har været den ultimative realisering af maskinen skabt i menneskets billede.

Menneskelig kvalitet
At også langt mere funktionelle og almindelige maskiner kan siges at være skabt i menneskets billede, er Godfrey Reggios debutfilm Koyaanisqatsi fra 1983 et eksempel på. Det indiske ord i titlen betyder ’liv ude af balance’, og filmen er da også en slags apokalyptisk vision, der skildrer ét aspekt af forholdet mellem natur og kultur, mellem menneske og maskine.
Ved hjælp af langsomme, glidende billedsekvenser skildrer Koyaanisqatsi konfrontationen mellem naturen og den menneskeskabte teknologi. Store kraner og gravkøer er placeret i smukke naturomgivelser og filmet tilsyneladende uden tilstedeværelse af mennesker til at betjene dem. Resultatet er, at man som betragter kommer til at se disse maskiner med deres bevægelige dele på en ny og uvant måde. Selvom deres konstruktion og fremtoning står i grotesk tydelig kontrast til den omgivende natur, kommer en særlig menneskelig kvalitet ved maskinerne frem i situationen.
Som maskinerne står der og bevæger sig uden anden grund end netop at bevæge sig, virker de både rørende, skrøbelige og tillidsvækkende – nøjagtigt som en baby i sin vugge gør det.
Maskinen var allerede for hundreder af år siden skabt i menneskets billede, og Koyaanisqatsi kan ses som en bekræftelse på, at selv ikke en hektisk maskinalder efterfulgt af en digital revolution kunne ændre på det forhold.

*Dette er den tredje artikel i en serie om menneskets forhold til maskinerne gennem tiden. De to første blev bragt i i2 fredag 4. jan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her