Ny bog
Det hænder, at digtere og andre mennesker for den sags skyld sørger for at brænde deres dagbøger, især hvis de rummer mere intime betroelser af den slags, en efterverden netop er opsat på. Et eksempel fra de senere år er
Aage Dons, der i sidste øjeblik overtalte et familiemedlem til at foretage ildspåsættelsen.
At det måske skyldes en særlig dansk eller protestantisk berøringsangst, antyder Thorkild Hansen i essayet »Digternes privatliv«, trykt som kronik i Politiken ugen efter hans død 1989, vel det sidste han skrev, næsten et modtestamente og en fortale til hans eget omfattende, posthumt udgivne dagbogsværk, Et atelier i Paris, en dog stærkt redigeret version af hans optegnelser fra de unge år.
I kronikken nævner han bl.a. Johannes V. Jensen, der fra fyrkælderen i Rahbeks Allé opvarmede ejendommen med dagbøger fra 30 år. Og senere fortrød det. Biografismen som litteraturkritisk metode er nu atter på vej ind i varmen, efter at nykritik, strukturalisme og dekonstruktion længe har flået i værket for at finde de sande værdier frem.
Thorkild Hansen argumenterede for, at breve, dagbøger, erindringer er varigere end fiktion i en række store tilfælde: Goethe, Rousseau, Chateaubriand, Voltaire. At han så mener, at Victor Hugo er nærmest ulæselig og først blev nærværende ved udgivelsen af hans dagbøger med pikante bordelbesøg, og at Flaubert med Madame Bovary som undtagelse skrev kedelige romaner, men en vidunderlig korrespondance, er ikke holdbare påstande, efter at henholdsvis Les Misérables og Følelsernes opdragelse er genaktualiserede som de fremragende romaner, de er.
Men ubestrideligt er det, at læserne i stigende grad er forslugne på det private, på selvskildringer, biografier, på det autentiske liv fra breve og rejser, på de kendtes skæbner.
Kronikken om digternes privatliv, der ikke mindst er en tale i egen sag, afslutter og afrunder det udvalg af essayistiske Rejser og portrætter 1959-89, som Gitte Jæger og Lars Peter Rømhild har foretaget under titlen Genklang, endnu et bind i rækken af tekster om ham selv og andre mennesker, udgivet efter hans død. De er såre læseværdige.
Pumpegris
Fra året inden er en humoristisk erindringskronik, »Af en svajers bekendelser« om hans job som ubekymret, ambitiøs bydreng i besættelsestidens København. Ellers nogle tidlige skitser, en biltur i Jyllands mørke, postkort-notater fra Grækenland med en herlig episdode om det danske ægtepar, der afprøver akustikken i teatret i Delfi, han med fuldtonende røst brillerer med en homerisk verslinje, hun mere undselig, men overtalt til frimodighed af manden, der derefter lytter på øverste række, mens hun med krystalklar røst under de svævende ørne og gudernes ekko citerer Halfdan Rasmussens Pumpegris:
I Afrika hvor løven går
og brøler midt om natten,
sad der en dreng på fire år
og rakte tunge ad den.
En mere dramatisk afbrænding end den, der overgår dagbøger, skildres ved overværelsen af en omfattende skovbrand i panoramet foran hans hus i Alpes Mariatimes, med katastrofeberedt sind og sans, udformet novellistisk i 3. person.
»Alligevel føler han sig spaltet i håbet om, at det skal holde op, og det dæmoniske ønske om, at det skal fortsætte og blive endnu værre. Han er ikke bare medmenneske, han er også tilskuer, han skal ikke bare tåle og lide, han skal også se.«
En invitation til møde med det kyniske kunstnerhjerte. Tom Kristensen in memoriam.
Skæve skæbner
Det ihærdige synsmenneske er portrætteret i tegneren Ib Andersen, en kunstner »uden for klikerne og uden for kunstmoden«, men med anerkendelse fra hele befolkningen. Atter en særlig markering af et Thorkild Hansen-tema: Den store personlighed med den skæve skæbne, her i samlingen i forbindelse også med bl.a. Vitus Bering og grønladsforskeren Andreas Kornerup, der fik de store ekspeditioners omkostninger af mærke.
Evnen til at se viser sig også i hans betragtning af et par kunstnerskæbner. Hans Smidth, den stilfærdige landskabsmaler, karakteriseres nydeligt, men det er især konstellationen med broderen, cementkongen F.L. Smidth, der giver menneskebilledet, den dynamiske fabrikant og verdensmand over for den fattige maler, der bliver husfaktotum på loftet hos broderens enke, Pebersvenden, der som 60-årig blev overhoved for seks børn og et livligt familieliv og malede sine lysende billder i en vis ubemærkethed. For en anden, sorthvid kolorist, Vilhelm Hammershøi, ønskede Thorkild Hansen et større gennembrud fra grålyset. Det må dog siges at være kommet.
Endelig søgte Thorkild Hansen en sammenhæng mellem kunstnerens problematiske karakter og værkets storhed, med Beethoven som eksempel, hvor det tilsyneladende er modsætningen, der hersker, men som han fortolker som prisen, omkostningen: Skønheden betalt med egen og andres elendighed. Thorkild Hansens patos har retning mod etos.
*Thorkild Hansen: Genklang. Rejser og portrætter 1959-89. Udgivet med forord af Gitte Jæger og Lars Peter Rømhild. 144 s. ill., 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
