Læsetid: 2 min.

Et skær af magi

Jean-Pierre Jeunets ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’ er fyldt med magi og poesi
11. januar 2002

(2. sektion)

Ny film
Med sine store, brune øjne, der så kærligt kigger ned fra lærredet, er Audrey Tautous klejne Amélie en af moderne filmhistories mere indtagende skikkelser. Jean-Pierre Jeunets charmerende Den fabelagtige Amélie fra Montmartre er bygget op omkring den kønne unge kvinde, der ikke rigtig har noget liv og derfor begynder at leve med i andres som en slags skytsengel.
Amélie er vokset op under temmeligt besynderlige forhold, idet hendes far, en tidligere militærlæge, troede, hun som barn havde en hjertefejl og derfor isolerede hende. Og sin strikse mor mistede Amélie, da moren blev ramt af en turist fra Quebec, som faldt ud fra Notre Dame.
Nej, der er nok ikke noget at sige til, at den voksne Amélie ikke kan finde ud af det med livet. Hun arbejder på en lille café i Montmartre, befolket af den slags småbesynderlige, sympatiske eksistenser, som man kun ser på film, og oplever ikke det store. Men ved skæbnens mellemkomst beslutter hun en dag at hjælpe andre mennesker til at få et bedre liv.

Et lille filmmirakel
En midaldrende mand får sin barndoms skatte tilbage. En enke får et længe ’tabt’ kærlighedsbrev fra sin forlængst afdøde mand. Og Glasmanden, en ældre mand med porcelænsknogler, som hvert år i 20 år har malet en kopi af det samme maleri af Renoir – uden dog at få rigtig fat i detaljen – får hjælp til at fuldende maleriet og samtidig opdage sin egen stil.
Men hvad med Amélie – jo, takket være den gamle kunstner og en ung mand, Nino (Matthieu Kassovitz), der samler på kasserede pasfotos, begynder også Amélie at finde sin stemme og tro på kærligheden.
Amélie er et af den slags små filmmirakler, man ikke kan undgå at falde for. En hverdagsfabel, fortalt med humor, kærlighed og overskud, og som med sine potente, stiliserede billeder og Yann Tiersens stemningsfulde musik giver virkeligheden det skær af magi og poesi, som vi ellers er nødt til at forestille os inde i hovedet.
Jeunet folder hele sin originalitet, visuelle formåen og et avanceret teknisk apparatur ud og har samtidig så sikkert et greb om historien og karaktererne, at man med glæde kan konstatere, at den franske instruktør i Amélie har mere på hjerte end i tidligere, og visuelt lige så betagende, film som Delicatessen og De fortabte børns by (begge instrueret sammen med Marc Caro).

*Den fabelagtige Amélie fra Montmartre. Instruktion: Jean-Pierre Jeunet. Manuskript: Jean-Pierre Jeunet og Guillaume Laurant. Fransk (Grand, Dagmar og Palads i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu